Selv for én som Deres afsendte udearbejder, hvis ligheder med Methusalem velsagtens efterhånden er alt for evidente, føles det lettere komisk at ankomme til en Heavy Metal koncert, indkøbe et passende kvantum drikkevarer og . . . sætte sig pænt ned på en stol!

Men nu er det altså sådan, dønningerne efter den sørgeligt berømte pandemi ruller, og så må man jo tage tingene fra den positive side. Og bemeldte side i nærværende tilfælde er jo, at det trods alt er noget nemmere at koncentrere sig om det vigtigste ved sådan en aften. Ja, musikken, Einstein!

WITHERING SURFACE beviste fra dét øjeblik de gik på scenen på Danmarks bedste spillested, at seksten års pause før Næstved sekstettens comeback i 2020 med albummet ”Meet Your Maker” ikke har skadet dem.

Bandet lagde veloplagt fra land med en spilleglæde, som mere end noget andet signalerede ”ENDELIG!” – et ord man som gammel beundrer af bandet oplevede sig selv gentage et pænt antal gange, som koncerten skred frem. Og fanden skulle også stå i andet, når Withering Surface åbner med to så stærke og iørefaldende sange som titelnummeret fra bandets 2001 album, ”Walking On Phantom Ice”, og måske dét bedste nummer på førnævnte comebackalbum, ”Leaves In The Stream”.

OP OG OVER
Som det vel efterhånden er gentaget flere gange, end Donald Trump har ført sit vakkelvorne valgsvindel vrøvl til torvs, begår Withering Surface sig i deres egen fortolkning af melodisk death metal. Og det faktum, at danskerne sagtens kan spille op med de åbenlyse forbilleder som tidlig In Flames og At The Gates og i de bedste øjeblikke faktisk overgå dem, skyldes primært to forhold:

For det første at bandets chefkomponist, guitaristen Allan Tvedebrink, fra starten i dén grad fandt melodien, da Withering Surface startede for et kvart århundrede siden, og at han aldrig i WS sammenhæng har sluppet samme siden.

Og for det andet kan bandets vokalist Michael Andersen selv med nok så mange brøl og skrig ikke skjule, at han faktisk er en ret god sanger. Det er noget af en sjældenhed i denne genre, og det gør selvsagt, at der med dette band er en reel risiko for, at i forvejen iørefaldende numre ender i det decideret syng-med-insisterende.

Vi fik 45 fornemme minutter torsdag aften, hvor også Marcel Lechs flydende guitarsoli og den forrygende trommeslager Jakob Gundel bidrog til dét, anløbne ejendomsmæglere kalder ”herlighedsværdien”.

Mere drenge! Og gerne snart!

BETAGENDE ØJEBLIKKE
De næste 45 minutter var tildelt SLÆGT og bandets blanding af harmonierne og melodifornuften i traditionel heavy metal med black metal påtrængende mørke og sindsstemninger er i de bedste øjeblikke vanvittigt medrivende.

Men Slægt var ikke helt på toppen i Amager Bio. Lyden kunne afgjort have været bedre, men starten forekom faktisk også en smule famlende rent musikalsk. Det skal der nu nok blive rettet op på, og som minutterne tikkede blev bandet også bedre, og en black metal symfoni som ”The Tower” er jo lige ud betagende.

Med skam at melde har jeg ikke oplevet Slægt live tidligere, og det skal der i dén grad rettes op på. Men umiddelbart syntes de at have lidt svært ved at nå ud over den så ofte omtalte rampe. Det bør de arbejde på for det er nu engang imperativt i denne genre, at man har én eller flere i bandet, som går forrest og tager ansvar (og publikum i den hule hånd).

Bare et godt råd. Jeg glæder mig til næste gang.

DE SMÅ MARGINALER
For så vidt angår ARTILLERY har jeg det efterhånden med deres koncerter, som jeg har det med deres plader. Når et band har et bundniveau dér, hvor mange andre topper, bliver der til en vis grad tale om det, sprogligt udfordrede fodboldtrænere kalder ”de små marginaler”, når man skal bedømme Artillerys meriter.

I ved; var det lidt bedre end sidste gang? Var det lige knapt så godt? Eller sidder den bare i det så berømmede skab endnu engang?

Så jeg vil nøjes i forbindelse med den times opvisning, vi fik på Amager, med at konstatere følgende:

Guitaristen Kræn Meiers rå hug i hegnet bliver et stedse bedre supplement til bandstifter Michael Stützers tvangfrit flydende spil på den anden guitarfløj.

Sanger Michael Bastholm er en performer og indpisker i særklasse.

Artillery er meget mere end ”bare” et thrash metal band – som band har de en personlighed, som er helt deres egen.

Sluttelig: Tak til alle bands for en dejlig aften, hvor jeg da lige igen blev mindet om, at den bedste kur mod en alt for lang koncerttørke er og blive Heavy f…… Metal.

Som genren er imod så meget andet.

(Så undskylder jeg i øvrigt, at Københavns alternative tilgang til sammenhæng i den offentlige transport forhindrede mig i at nå frem til aftenens første band Demolizer.)