KUGLEREGN AF KLASSIKERE
- Detaljer
- Kategori: Koncertanmeldelser
- Publiceret: Søndag, 01. juni 2014 13:52
Fantastiske Fogerty tog et lykkeligt, syngende og dansende publikum med på en smuk rejse gennem deres livs lydspor lørdag aften
JOHN FOGERTY, Jelling Musikfestival, 31. maj
Setliste Travelin' Band |
Der er ingen vej uden om. Jeg må hive en godt krampehærget kliché af stalden i forvisning om, at samme kliché vel sjældent har været mere på sin plads:
Der var kærlighed i luften i Jelling på denne formidable forsommeraften!
Vildtfremmede mennesker faldt hinanden om halsen, smilende gennem glædestårer. Ældre ægtepar tog glædesstrålende imod lydsporet til deres liv og tog endnu en svingom eller syv – både med hinanden og livet – i aftenens anledning. Mens deres børn og børnebørn flankerede og sang med på stort set hver eneste strofe.
Se, dét – mine damer og herrer – er selve magien ved god musik. Dels at den kan afføde den ovenfor beskrevne reaktion og dels være selve meningen med livet hos de af os, som ind imellem kommer i tvivl, om den mening egentlige findes.
Og årsagen til alt dette postyr? Såmænd den 69-årige Creedence Clearwater Revival legende John Cameron Fogerty. Manden bag så mange af amerikansk rockmusiks afgørende sange, at man nærmest har lidt ondt af ham pga. det kolossale forventningspres, der i sagens natur altid hviler på en mand, som er en afgørende del af selve rockens DNA.
Det var der nu igen grund til i Jelling, for både Fogerty og hans veloplagte og suverænt spillende band kan i dén grad deres kram, og fra det øjeblik de ramte scenen med "Travellin' Band" og to timer frem blev vi udsat for en regulær kugleregn af klassikere fra scenen. Check selv vedstående sætliste og græd! Af glæde hvis du var der lørdag aften og af ærgrelse, hvis du ikke var.
MAGELØST
John Fogerty indfriede samtlige forventninger og mere til. Jeg sværger, at det i perioder nærmest var overjordisk:
Som under den mageløst følte og sejt swingende boogieudgave af "Lodi".
Som under en overraskende men ualmindeligt velkommen version af Fogerty's bedste blues "Penthouse Pauper".
Som under den dovent duvende "Long As I Can See The Light", som vitterlig var smukkere end nogensinde.
Som under den instrumentale tour-de-force, som er og var "Ramble Tamble" – for glem ikke at Fogerty ikke kun er en stor sangskriver. Han er også en forrygende og innovativ guitarist.
Og jeg kunne blive ved, men det skal jeg spare jer for. Lad mig blot afslutningsvis konstatere, at livet sjældent er levet stærkere og mere rigtigt end i de to timer, Fogerty var på scenen i Jelling.
For nu at parafrasere førnævnte vidunderlige "Long As I Can See The Light", så er der altid håb om alt det gode, så længe der brænder et lys for sagen. Og det lys går ikke ud, så længe Fogerty trækker vejret og har kræfterne til at tjene som anstændighedens fyrmester.