KONGELIG KLASSE

Gamle Europe viser såvel veteranerne som de nye i stilen, hvordan sande mestre spiller klassisk hardrock - de har aldrig været bedre

EUROPE, "War Of Kings", (Warner Bros.)

Okay, hør så efter hér:

Jo, "The Final Countdown", "Rock The Night" og "Cherokee" var objektivt bedømt glimrende rocksange. Der var så mange, der af årsager bedst kendt af de pågældende selv ikke brød sig om de sange. Fair nok da, men hvis der stadig er nogle derude, som bedømmer den svenske kvintet på deres firserpræstationer og afskriver dem på samme konto, begår de pågældende en fejl af formidable dimensioner.

Europes tiende studiealbum (det femte siden comebackskiven "Start From The Dark" for 11 år siden) med titlen "War Of Kings" er simpelthen klassisk rock fra den hylde i drømmebutikken, man skal op på den himmelstræbende trappestige for at nå. Hér sætter Europe samtlige konkurrenter udi '70'er inspireret hardrock til vægs - og det gælder såvel veteraner og åbenlyse inspirationskilder som Deep Purple og det stedse mere ufrivilligt komiske Whitesnake som de nye knægte på hjørnet som Rival Sons.

Fra starten går med titelnummeret hér flyder "War Of Kings" simpelthen over med kongelige (sorry!) kompositioner, uniformt fornemt spil, mageløst melodisk flow, betagende dynamik og en intuitiv forståelse for, præcis for hvordan man spiller sådan noget hér, som altid er imponerende og i de bedste øjeblikke decideret bjergtagende. Her er et band, som med deres egen sangs titel hylder "The Days Of Rock And Roll" og så i samme åndedrag leverer en mesterklasse i, hvordan man så spiller samme.

ANSKUELIGGØRELSESUNDERVISNING
Joey Tempest har næppe nogensinde sunget bedre, og guitaristen John Norum leverer anskueliggørelsesundervisning i melodiske leads og tvangfrit flydende harmonier, mens trommeslager Ian Haugland, bassist John Leven og den malerisk musicerende keyboardmand Mic Mihaeli på hvert deres felt faktisk fuldt op lever op til de to frontmænds præstationer.

Hvis ikke alt for mange af mine kolleger og dele af rockpublikummet - I ved selv hvem de er - havde alt for helvedes travlt med at legitimere deres eksistens ved at være hot med de hippe (eller omvendt) og i stedet lod musikken som sådan tale til dem, ville Europe i dag være endnu større end i deres såkaldte storhedstid tilbage i 1980'erne.

For hvis nogensinde jeg har hørt et åbenlyst "con amore" projekt komme til live, er det hér. Der er flere højdepunkter her end på en landskongres for silicone implantater - fra det storladne, bannersvingende titelnummer via mageløst melodiske manøvrer som "Rainbow Bridge" og den seje shuffle "Days Of Rock And Roll", de drønende dynamiske rockere "Hole In My Pocket" og "Nothin' To Ya" til atmosfæriske midtempo-sange som "The Second Day" (hør lige dén guitarsolo, folkens!) og "California 405".

Som de var tilbage i Europes helt unge år, er den åbenlyse inspiration som antydet stadig primært Deep Purple (med et stænk Thin Lizzy indover). Men så meget jeg ellers holder af Gillans gutter, så kan jeg dårligt huske, hvornår Deep Purple selv lavede et album af så kongelig klasse som "War Of Kings". Ja, så godt er det - lad være at gå glip af det. Det er fremragende, velspillet rockmusik - og i denne genre fås det simpelthen ikke bedre, og Europe har i øvrigt selv heller aldrig været bedre. . .

. . . Og de spiller på Esbjerg Rock Festival til 29. maj, hvis du skulle være på de kanter.