Se, så er sådan en koncert med Abbath naturligvis det rasende ridt ud over de på én gang isnende og svedne sletter, som norsk black metal nu engang dikterer.
Men det stopper bare ikke dér, og det er dét, der gør 46-årige Olve ”Abbath” Eikemo fra Bergen til én af genrens ypperste sammen med bandet, som blot bærer hans (kunstner)navn.

Siden sin tid i ét af black metals absolut fineste foretagender, Immortal, er det lykkedes heavy metal pandaen, som han kærligt kaldes af nogle af os, at kombinere det isnende ridt med melodisk tæft og et for denne genre fuldstændig uhørt rock’n’roll SWING, så jeg sværger, at man ind imellem skal passe på, at det ikke – med skyldig undskyldning til Indre Mission - udvikler sig til dans!

Skylden eller æren (det ikke ønskede kan overstreges) for dét, kan man ligge hos især W.A.S.P.s debutalbum fra 1984 og sammes efterfølger, ”The Last Command”, fra det følgende år, der begge har en rock’n’roll fornuft, det er lykkedes en fan som Abbath at kombinere med black metal.

BLACK METAL BLUES
Bedre end nogen får Abbath at de to ekstremer i Heavy Metal til at møde hinanden, og for nu ikke at spilde tiden, stod dét klart, allerede da han og bandet ramte scenen i Amager Bio 13. februar med den fabelagtige ”The Artifex” (det tætteste, du kommer en black metal blues, believe me), og det blev yderligere understreget i fem forrygende kvarter med numre fra Abbaths to album, tre Immortal numre og den fænomenale ”Warriors” fra sideprojektet og ”supergruppen”, I.

Ellers tog det ene royalt, regerende riff og den ene listige guitarharmoni den anden (de swingende – der var den sgu igen - mellemstykker i ”Ashes For The Damned”, ”Bridges Of Spasms”, ”Count The Dead” og midtempo monstret ”Calm In The Ire (Of Hurricane)” for blot at nævne tre).

Det er godt gået hele vejen rundt – ikke mindst af den unge finske trommeslager, Ukri ”Uge” Suvilehto, som i dén grad bare LIGGER der og spiller med det tidligere nævnte swing. Upåagtet hvor hårdt det ellers går for sig.

MY KINGDOM COLD
Dét, et velspillende band og Abbaths øre for harmonier, som man i øvrigt også kunne høre på udgaven af Immortals ”In My Kingdom Cold” denne aften, gjorde det hér til en stor oplevelse.

Den norske metal panda kom, så, snerrede og sejrede med et brillant, bombastisk (black) metal show, så jeg måtte slå mig selv i hovedet med en panda plysbjørn over, at jeg – kort før Abbath ramte brædderne – var i tvivl, om de nu kunne følge den metalopvisning, Dave ”Morbid Angel” Vincents supergruppe, Vltimas, serverede umiddelbart før.

Vltimas (egentlig ”Ultimas”, fact freaks. I det gamle Rom brugte man “V” i stedet for “U”, red.) med Vincent, den tidligere Mayhem guitarist Rune Eriksen og Cryptopsy trommeslageren Flo Mounier - med til lejligheden ekstraguitarist og bassist - hamrede fyrre minutters majestætisk death metal af sig med en harmoniforståelse og et gedigent groove, som man alt for sjældent får i den genre men sgu godt kan tillade sig at forvente med musikere som disse.

Bandet spillede sidste års debutalbum, ”Something Wicked Marches In”, fra ende til anden, og så kan de kaldte det ”wicked” alt det, de vil, men i Amager Bio fik vi atter lyd for, at death metal – i hænderne på genrens elite – kan være både melodisk, afvekslende, groovy og livsbekræftende! Ikke mindst på grund af Eriksen, som er en guitarist med stor harmonifornemmelse og et sonisk vingefang som et mindre symfoniorkester.

Jeg ser frem til det næste Vltimas album.

NORSK FINESSE
Hvilket efterlader norske 1349 – med vanlig norsk finesse opkaldt efter det år, pesten ramte Norge. Jeg har ellers stor sympati for d’herrer og ikke mindst deres seneste thrash tonede black metal angreb, ”The Infernal Pathway”, men det hjalp som et halt muldyr i Grand National, i og med at bandet havde medbragt en lydmand, som syntes, at det dér med rent faktisk at kunne høre guitaristen var SÅ meget sidste år.

Sluttelig – men første band – det chilenske thrash metal band Nuclear.

Første indtryk var: Mere hår på scenen end på gulvet og i afløbet på en badeanstalt forbeholdt mankefår.

Andet indtryk: De hér gutter har hørt tilråbet ”SPIL DEN MED SLAYER!” mange gange.

Tredje indtryk: Det er sgu fedt, det her! Lad os få dem tilbage snart!

Alt i alt en fornem metalaften, hvor det blev understreget, at genren trods alt ikke er endt i nypressede, far-og-mor-accepterede battleveste, samplede syng-med-omkvæd og radiovenlige komprimerede guitarer.

Så meget man ind imellem har frygtet det efterhånden.

En fornem metalaften, som først og sidst VAR Abbaths aften. Den mand og dét band har simpelthen formatet til at ende blandt de helt store i denne genre. Som i festival headliner store!

Hør blot bandets albums, ”Abbath” og ”Outstrider”, igen og igen og igen.

Hvilket er lige præcis, hvad jeg vil gøre nu og fremover inden for en mere eller mindre overskuelig fremtid.