Det tog dem over tyve år, men i Adam Lambert har Queen fundet en mand, der kan træde i Freddie Mercurys sko uden at sjoske afsted
QUEEN + Adam Lambert, Jyske BankBoxen, Herning, 15. februar
... blot synd at de tabte momentum i en ellers glimrende koncert på grund af en række ligegyldige soloindslag midt i koncerten.
Nærværende skribent nåede aldrig at opleve Queen dengang i 70'erne og 80'erne. Og egentlig var jeg også komplet ligeglad. I min musikalske bog, hvor de mest slidte sider så afgjort handler om primal rock'n'roll, blev siderne med Queens teatralske tirader, kæmpemæssige kor og selverkendte musikalske svulstighed aldrig sprættet op.
For hvad fanden skulle jeg med al den tillærte teatertorden? Abonnent på anderledes primale skrig som The Ramones, Motörhead, Judas Priest og Black Sabbath, som jeg var (og er).
SETLISTE One Vision Ekstranumre |
Det var nemt at glemme eller for den sags skyld fortrænge den kolossale skatkiste, Queen føjede flere og flere sange til i de år.
Queen var jo til pænt brug.
Det var jeg så afgjort ikke.
Så kom bare ikke hér, som det hedder i misantropernes månedsbrev.
Mit forhold til Queen ændrede sig imidlertid på et niveau, som gør udtrykket "eftertryk" ganske utiltrækkeligt, da jeg som udsendt for BT 20. april 1992 sammen med 99.999 andre stod på Wembley Stadion i London og oplevede den for længst mytologiserede messe for en masse, som var "The Freddie Mercury Tribute Concert".
En lang række af de absolut største - fra Metallica til George Michael, fra Bowie til Black Sabbaths Tony Iommi, fra Guns N'Roses til Liza Minelli - hyldede Freddie Mercury, som døde af AIDS året før. Det var en ærefrygtindgydende oplevelse, og så har jeg sgu' faktisk sagt for lidt. Men at høre DE sange spillet op ad hinanden i en stemning, som dagen igennem balancerede beundringsværdigt mellem eufori over musikken og en næsten håndgribelig tristesse over, at manden bag mange af disse sange ikke længere var blandt os, glemmer jeg simpelthen aldrig.
Jeg glemmer heller ikke i hvor mange år, jeg egentlig havde forklejnet de sange, som allerede da åbenlyst var blevet en del af den britiske kulturarv.
SNERT AF ÆREFRYGT
En snert af den ærefrygt, jeg havde følt næsten 23 år tidligere, ramte mig i perioder igen, da Queen - med den velsyngende og charmerende amerikaner Adam Lambert i front i Mercurys sted - ramte Jyske BankBoxen i Herning søndag aften.
Det kunne faktisk dårligt være anderledes, når
Queen og Lambert i et lydbillede, der bibragte såvel ordet "bombastisk" som det engelske begreb "pomp and circumstance" helt uanede dimensioner, lagde fra land i koncertens første halvdel med en vedvarende salut af stensikre pomprock-klassikere som "One Vision", "Stone Cold Crazy", "Another One Bites The Dust", "I Want To Break Free" og "Seven Seas Of Rhye" foruden udgaver af de følte "Love Of My Life" og "39" med guitaristen Brian May som vokalist, som ærligt talt kunne have trukket tårer af hjerteblod af en onsdagsvåd brosten.
Det var aldeles fremragende så langt. Det tog Queen 22 år af finde en sanger, som kan fylde Freddie Mercurys sko uden at sjoske uskønt afsted, men Adam Lambert har charmen, stemmen og den tilpasse ydmyghed til i hvert fald at gøre et glimrende forsøg, ligesom de af os (dvs. mig), som ofte har følt at May var overvurderet som guitarist, langt om længe måtte bøje os og erkende, at manden har såvel et uovertruffent melodiøre og et fremragende følt anslag.
OG SÅ GIK DET GALT
Så langt, så godt. Tretten numre og halvvejs inde i det to timer og tyve minutter lange sæt.
Og så gik det galt.
Når man er kommet så underskønt undervejs, og når man har et bagkatalog, som Queen har det, er det ikke alene dumt - men STUDEDUMT - at forurene anden del af koncerten med først en komplet ligegyldig bassolo, en ditto og selvforherligende trommeduel mellem Roger Taylor og sønnen Rufus. Så var det euforiske momentum, bandet havde skabt i koncertens første halvdel næsten smadret, inden "Under Pressure", "Save Me" og "Who Wants To Live Forever" fik rettet lidt op igen, inden det til gengæld gik fuldstændig galt, da Brian May kom til fadet med ét af de mest ligegyldige guitarintermezzoer, jeg har hørt i årevis. Soloen varede vel i omegnen af et kvarter, men jeg har været vidne til ørkenvandringer, som føltes kortere.
Den periode i midten af koncerten fra bassoloen til og med guitarsoloen er grunden til, at koncerten ikke når højere op i karakter, end den gør. For det er både tåbeligt og fuldkommen unødvendigt at sprede fingrene, så publikum falder ud af den hule hånd, man ellers havde dem i. Et band som Queen kan selvfølgelig slippe afsted med hvad som helst, men de har sgu' på den anden side også erfaring nok til at vide, at det skal man ikke nødvendigvis gøre.
Efter en lovligt slæbende og gumpetung "Tie Your Mother Down" blev alt dog mod slutningen en billet på første klasse på dét triumftog, som et band af Queens natur BØR køre til en koncert til ende på via "Radio GaGa", "Crazy Little Thing Called Love", "Bohemian Rhapsody" og "We Will Rock You", så bandet kunne slutte af vel vidende, at der stadig er betragtelig sandhedsværdi i sagen, når de sluttelig proklamerede "We Are The Champions".
Jo, det var godt - som i RIGTIG godt og i perioder suverænt, og det var i de bedste øjeblikke en fejende flot flamoyant festforestilling. Men sådan kan det blive hele vejen igennem, hvis Queen på et tidspunkt får forstand til at erstatte soloindslagene med endnu flere guldklumper fra kataloget. Guderne skal vide at der nok at tage af ...