Steffen Jungersen

.

Binzer JUNGERSEN WEB 930x180 v1

KNALDPERLE COMEBACK

Share
withering-pic
stjerne stjerne stjerne stjerne stjerne  

Withering Surface genopstår efter femten år med et album, som spiller sig direkte ind på listen over kandidater til årets metalalbum

WITHERING SURFACE, ”Meet Your Maker”, (Mighty Music/ Target)

Comebacks er ofte dét, de kalder en tricky business.

Mange gange oplever man, at nogle realitetssans-udfordrede mænd efter flere årtier føler sig kaldet til at genopleve de fede tider. Blot for at måtte konstatere at det eneste, de egentlig stadig har tilfælles, er overskredne terminer, bankrådgivere på sammenbruddets rand, irriterende spændte livremme og kundekort til jem og fix. Musikken bliver derefter.

Og så er der dem, der tænker, at hvis man skal gøre det, så kan man vel lige så godt gøre det ordentligt.

Withering Surface – oprindeligt fra Næstved – hører til i den sidste kategori. Også i dén grad, for faktisk kunne mindre end den overlegne opvisning i klassisk melodisk death metal, som er bandets comeback efter 15 års dvale, da godt have gjort det.

Men ikke alene er ”Meet Your Maker”, som det forsinkede barn er døbt, ikke alene formidabel som sådan. Den er – helt uhørt for et comeback – også bandets hidtil bedste album. Og det var sgu’ ikke, fordi bandets gamle album var dårlige.

Ikke desto mindre: Fra starten går med titelnummeret (som godt kunne være en listig hyldest til At The Gates klassikeren ”Blinded By Fear”) og små 44 minutter frem sprudler dette album simpelthen. Med et hav af guitarriffs, ditto harmonier og –soli, med elegante og ind imellem ganske uventede men uniformt velplacerede tempo- og toneartskift.

MELODISK ÅRE FLYDER OVER
Withering Surfaces chefkomponist og ene guitarist Allan Tvedebrink har altid haft en sjælden melodisk åre, men hér flyder den da fuldstændig over. I store træk er alt på ”Meet Your Maker” fængende som bare fanden og med et melodisk overskud, så man tager sig i gang på gang at synge med!

Sanger Michael Andersen gør sig så i en bjæffende vokal ikke ulig Kreators Mille Petrozza, som ikke kan skjule, at manden faktisk godt kan synge. Det gør det ulig nemmere at bjæffe med, hvis man har lyst.

I et lydbillede med et vingefang som en kongekondor på steroider er det bare med at hænge på i halefjerene hele vejen, mens Withering Surface spiller sig igennem dét, som først og fremmest nærmest er en hyldest til heavy (metal) rock som sådan. Udover de stilistisk oplagte svenske aner finder man på ”Meet Your Maker” blandt meget andet også nogle Megadeth tonede guitardueller hér og sågar i et glimt eller to stemningsflader a’la klassisk Deep Purple dér.

Hårdt presset synes jeg så, det lovligt sødladne omkvæd på den ellers glimrende ”I’ll Soon Be Gone” falder lidt ved siden af, men det er et absolut mindre kritikpunkt.

NU SOM DET VAR ENGANG
Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg af og til i de senere år er krøbet ud af den plysforede kiste henad skumringstid, har åbnet skydeskåret i Det Dystre Domicil og ladet budskabet runge over hustagene:

”Heavy Metal er sgu’ ikke, hvad det var engang!”

Jeg erkender, at den svada kan have en vis sammenhæng med, at jeg kun lige gik et par klasser under Tollundmanden på Akademiet for Afvigende Adfærd, men ikke desto mindre. . .
. . . ”Meet Your Maker” er Heavy Metal, som det var engang. Ikke forstået sådan at Withering Surface nødvendigvis er specielt gammeldags, men fordi albummet opfylder alle de krav, man måtte have til HM. Det lyder fabelagtigt og er flot spillet med den tidligere nævnte myriade af fine detaljer, alle numre er både medrivende, fængende og mindeværdige. . .  og jeg mindes ikke umiddelbart et album siden In Flames’ hellige treenighed (”Whoracle” (1997),  ”Colony” (’99) og ”Clayman” (2000)), der har ramt balancen mellem aggressiv metal og melodi så naturligt og – ja, undskyld – lydefrit, som ”Meet Your Maker” gør det.

Dem, der måtte have det sådan, skal ikke lade sig skræmme af den totalt utilstrækkelige ”melodisk death metal” etikette, for ”Meet Your Maker” er som udgangspunkt ”bare” en bragende god rockplade og fortjener at blive omfavnet af alle som en sådan!

Share
 

Dagens Sang

 

Kontakt

Al pressekontakt, annoncering, promotion og PR varetages af Steffen Jungersen - steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende anmeldelser, promoer o. lign. bedes rettet til steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende hjemmesiden og nyhedsbrevet bedes rettet til astrid@steffenjungersen.dk

 

Dr Rock - udvalgte nedslag i 25 års rockhistorie

Dr-rock2

Music is love, love is music, music is life, and I love my life. Thank you and good night..

_ A. J. McLean

Denne side anvender cookies. Ved at fortsætte, accepterer du vores cookiepolitik To find out more about the cookies we use and how to delete them, see our privacy policy.

I accept cookies from this site.
EU Cookie Directive plugin by www.channeldigital.co.uk