Denne serie har været længe undervejs, men I må tilgive den gamle rock'n'roller hér. Trods alt bliver ordet "ærefrygtindgydende" sært utilstrækkeligt, når man modtager 27 (!) remastrede vinyludgaver af bandets betragtelige bagkatalog med kærligt genkreerede covers præcis, som man husker dem fra dengang, man første gang flåede cellofanen af "Hotter Than Hell" og lod de bevingede ord "hva' fanden mon det er for noget" ringe ud over drengeværelset.

Naturligvis er det op til den enkelte, om man endnu engang vil lade sig spænde for Kiss' velsmurte og -kørende marketingsmaskine (vi er trods alt nogle stykker, som har ageret trækdyr for samme maskine endog rigtig mange gange i årenes løb), men har man pengene, så er disse genudgivelser vitterlig i mange tilfælde lydmæssigt forbedrede i forhold til tidligere. Yngre læsere vil med nogen garanti også vide at værdsætte, at de originale covers samt de plakater o.s.v. mange af disse album oprindeligt udkom med er genkreeret, og det hele er også med her - helt ned til dén "Love Gun" af pap, som i sin tid var med i albummet af samme navn.

Men først og fremmest - og så er vi tilbage ved ærefrygten - kan man atter blive øren-vidne til en række rockklassikere så lang som Al Capones synderegister. Så lad os da for fanden tage en tur ned gennem mindelunden, mens suset fra slagene på luftguitaren står om ørerne på os.

Vi starter med de første syv smækkys fra den periode Kisstorien, som vitterlig var bandets storhedsdage.

"KISS" (1974)
Uanset hvor mange, der så vil insistere på "Destroyer" som dét afgørende Kiss album i historien, så vil dette debutalbum hér i Departementet For Uansvarlig Opførsel altid stå som Kiss' fineste i karrieren. "Kiss" er indspillet og mixet på kun tretten dage i bandets hjemby New York City i efteråret 1973, og det er så meget desto bedre for det. Det hér er Kiss så rå og ind til benet, som det aldrig siden blev. Der er stort set hverken effekter eller overdubs hér, og hvad fanden skulle man også med den slags, når man har sange som "Strutter", "Cold Gin", "100.000 Years", "Black Diamond", "Nothin' To Lose", "Firehouse" og "Deuce" at gøre godt med. Sange, som for de flestes vedkommende fyrre år senere stadig faste i bandets livesæt.

"HOTTER THAN HELL" (1974)
Lydmæssigt i tæt familie med debutalbummet, men udtrykket blev mørkere og mindre happy-go-lucky på sange som "Strange Ways", "Watchin' You" og den formidable semiballade "Goin' Blind", hvor Beatles' popfornuft går i åben konfrontation med Stooges og møder en sønderslået skøge i en beskidt baggård på 42. Street. En stor sang, som minder én om, at Gene Simmons faktisk engang talte takter før han talte penge. Så at sige.

"DRESSED TO KILL" (1975)
Fra starten går med "Room Service", er "Dressed. . ." en herligt veloplagt rendyrket rock'n'roll plade. Med sange som den, "Two Timer", "C'mon And Love Me", "Rock Bottom" og "Anything For My Baby" var der simpelthen dømt fest hér, og dette album er måske dét i hele bandets produktion, der har haft bedst af remasteringen og overførslen til 180 grams vinyl. Lyden og separationen mellem instrumenterne står klarere end nogensinde. Nå ja, og så er det da forresten hér, man finder "Rock And Roll All Nite", som i dag nyder en klassikerstatus, så man kan tilgives for at diskutere, om det er denne eller "Star Spangled Banner", som er USA's sande nationalhymne.

"ALIVE!" (1975)
Bandets gennembrud og - specielt i de senere år - meget omdiskuteret, fordi de lærde strides om, hvor meget af albummet, der egentlig reelt er live. Gene Simmons hævder på den ene side, at kun de mest gebrækkelige fejl er rettet, og at der simpelthen ikke var råd til at overdubbe noget i studiet, selv om bandet havde villet det. På den anden side påstår trommeslageren Peter Criss, at kun hans trommer er live. På den tredje side er jeg komplet ligeglad - "Alive!" er et fænomenalt rock'n'roll album uden hvilket, jeg garanterer, at vi ikke havde mange af dagens specielt amerikanske hard rock og Heavy Metal bands. Som AC/DC skrålede i anden sammenhæng et par år senere "there was fifteen million fingers learnin' how to play", og mange af de millioner fingre blev sat i gang af Ace Frehleys guitarspil på "Alive!".

"DESTROYER" (1976)
Af mange betragtet som Kiss' bedste studiealbum, og rent teknisk har de utvivlsomt også ret. Bob Ezrins (over)produktion og fokus på detaljerne gjorde afgjort en forskel, men - hørt næsten fyrre år senere - bliver man mere end en anelse i tvivl om det betimelige i at sylte et basalt rock'n'roll band ind i børnekor, strygere og lydeffekter, som tilfældet er på "Destroyer". Det kan man så diskutere eller lade være, og der er trods alt ingen vej uden om, at "Detroit Rock City", "God Of Thunder", "Shout It Out Loud" og "Beth" er afgørende bidrag til rockhistorien.

"ROCK AND ROLL OVER" (1976)
Hvis "Destroyer" var overproduceret, var "Rock And Roll Over" det stik modsatte. Sat i spartansk spark-i-solar-plexus soniske rammer af produceren Eddie Kramer er dette simpelthen noget af det bedste og til dels undervurderede i Kiss kataloget. Jo, åbenlyse hits som "Hard Luck Woman" og "Calling Dr. Love" er gode, men sange som "Mr. Speed", "Take Me", "Ladies Room", "Makin' Love", "See You In Your Dreams" og pragtstykket "I Want You" er endnu bedre og lærestykker i effektiv, klassisk amerikansk rock'n'roll. Indrømmet; dette er en personlig favorit, men hør den nu lige igen, ikk'!? Også "Rock And Roll Over" er blevet endnu bedre på denne 180 grams udgave. "LOVE GUN" (1977) Både lyd- og stilmæssigt et album i umiddelbar forlængelse af "Rock And Roll Over". "Love Gun" er ikke lige så god, men fanden stå i det, om man ville have undværet "I Stole Your Love", "Shock Me", titelnummeret, "Christine Sixteen" og "Almost Human".

"Kiss" (1974), "Hotter Than Hell" (1974), "Dressed To Kill" ('75), "Alive" ('75), "Destroyer" ('76), "Rock And Roll Over" ('76), "Love Gun" ('77), "Alive II" ('77), "Gene Simmons", "Paul Stanley", "Peter Criss", "Ace Frehley" ('78), "Dynasty" ('79), "Unmasked" ('80), "(Music From) The Elder" ('81), "Creatures Of The Night" ('82).