Ifølge loggen på min telefon fik jeg opkaldet fra min gode veninde Elisabeth i tirsdags klokken 18.42, og i dét øjeblik ændrede et af de mest genkendelige træk i selve rockens udtryk sig for evigt. Der faldt én af de grundpiller - om ikke selve dén facetterede grundpille - så mange andre mennesker i næsten seks årtier har beundret og støttet sig op ad.

Lige siden Charlie Watts for 58 (!) år siden første gang tog plads bag sit beskedne trommesæt som medlem af dét, som siden som en selvfølgelighed blev omtalt som ”The Greatest Rock’n’roll Band In The World”.

DER SAD JEG SÅ
Nå, dér sad jeg så i tirsdags. På en terrasse i Jylland – langt fra hjemmet med et par gode venner men uden min Stones samling og så hjælpeløst til der i ruinerne af dét, som altid havde været så stor en del i mit liv.

Der kom løbende flere forespørgsler fra diverse medier om en nekrolog over Charles Robert Watts fra Wembley. ”Men det er du nok ikke klar til lige nu,” sluttede forespørgslerne så alle som én. De kender mig åbenbart derude.

Jo, det er da rigtigt, at Charlie blev respektable 80 år og ”det er da også en alder”, og specielt på de sociale medier hører vi deres bla-bla-bla.

Sandt nok, men det er da vel for fanden i en verden, hvor forkerte -ismer som egoisme og kynisme ganske vist hyldes foruroligende grad, stadigvæk tilladt at blive ked af det, når man mister nogen, der står én nær? Alder upåagtet? Tak!

Så dér sad jeg så på terrassen i Jylland og sendte indholdet af beholdere med øl og Fernet Branca ned i mørket og forsøgte at holde de ubærlige realiteter på afstand længst tid muligt.
Til lydsporet af mit liv: The Rolling Stones med Charlie Watts bag trommerne. Det forekom mig i situationen, at ”It’s All Over Now” dukkede alt for ofte op på den del af soundtracket, der kørte den aften og nat.

Med ordene fra Joan Armatradings tweet den dag:

“Why am I crying? Because Charlie Watts has died. Who knew that any of the Rolling Stones musicians would ever leave this earth.”

DEN VIGTIGSTE KOMPONENT
Selvfølgelig er det sammensætningen af komponenterne, der gennem næsten seks årtier gjorde The Rolling Stones til dét, de var. Men der gode argumenter for, at den beskedne Charlie Watts var dén vigtigste komponent i Stones’ maskineri. Nogle er gået så vidt som at hævde, at Charlie var den sande chef i Stones – én af dem en herre ved navn Keith Richards.

Nu svarer det selvfølgelig et stykke ad vejen til at forklare en Wagner opera med signalflag at skulle beskrive Watts’ og dermed Stones’ magi i ord. Men det er nu engang dét, jeg gør, så her er et forsøg:

Har du nogensinde set Stones live, har du også set, hvordan Keith Richards i reglen holder sig i nærheden af Charlie Watts’ trommepodie. De to musikere havde nemlig en helt specielt telepatisk musikalsk forhold.

Keith vidste, at Charlie Watts aldrig var bange for at give sine medmusikanter plads, selv om det også var hans opgave at holde sammen på de andre, når de tog de ture ud af tangenterne, rigtige musikere, som ikke lader sig trælbinde clicktracks og samplinger, nu engang har det med at gøre.

Charlie på sin side fulgte, som han sagde, stort set aldrig bassisten, som de fleste andre trommeslagere ellers gør. Han holdt i stedet øje med og øre for Keiths ofte kontraspillede rytmeguitar. Et guitarspil op imod og en anelse skævt på rytmen, som Keith også altid har praktiseret op imod bandets anden guitarist, Ronnie Wood.

The Rolling Stones har så tilmed i Mick Jagger en sanger, som ofte oplader sin røst og sit mundharmonikaspil næsten som en del af rytmegruppen.

Den metode – så at sige – kunne Stones kun tillade sig, fordi de andre bandmedlemmer vidste, at Charlie nok skulle sørge for, at de fandt tilbage på hovedsporet, uanset hvor mange udflugter ad de musikalske sidespor Jagger, Richards og Wood ellers tog i løbet af en sang.

Et godt eksempel er rockhistoriens velsagtens eneste bluesrock-rapsodi, ”Midnight Rambler”, som bandet næppe har spillet på samme måde to gange. Nummeret varede små syv minutter på studieudgaven fra 1969, men live kom den ofte op i nærheden af et kvarters længde. Der er masser af eksempler, men hvis man tager eksempelvis udgaven fra koncerten i Havanna, så se og hør lige, hvordan Charlie gennem et kvarter med udflugter og improvisationer på én gang giver luft og holder det triumftog, sangen er i denne udgave, på skinnerne.

Nå ja, og så swinger det hele selvfølgelig som en stripperkoloni på vej over en hængebro.

Det er mesterligt gået af den beskedne mand bag trommerne, der som så ofte før sørger for, at Stones overhovedet fungerer. Og dette er kun ét af mange eksempler.

UBETALELIG
Hvis jeg skal citere en skribent, hvis identitet min beskedenhed forbyder mig at afsløre, fra en Stones hyldest umiddelbart før bandets koncert på Roskilde Festival i 2014:

”Når Keith Richards’ ubetalelige timing går i symbiose med Charlie Watts’ enestående swing, og man bare kan lære det, kan man. Hvis ellers den slags var til ’bare’ at lære.”

Tænk over det, kære læser. Er det ikke den måde, Charlies trommer tamper riff’et i ”Brown Sugar” eller ”Satisfaction” op til storhed, der gør, at du stadigvæk godt gider tage en tur i manegen med selv så gamle krigsheste?

Er det på grund af dén måde, Charlie kommer ind i ”Start Me Up” og for alvor giver sangens budskab mening, der gør, du stadig smiler lykkeligt, når den bliver spillet?

Ja, gu’ er det så.

MAGIEN
Charlie Watts har siden starten givet eventyrligt meget til dét, som er magien i Stones.

Fra da Watts’ insisterende slag for alvor sparkede ”Paint It Black” og ”Get Off Of My Cloud” i gang til de dovne sexet swingende markeringer i eksempelvis ”Almost Hear You Sigh”, ”Dancing With Mr D” og ”Hand Of Fate”. Det lyder af ingenting, men det er alt!

Fra den lydhøre forståelse for en sangs feeling, spillet i ballader som ”Out Of Tears” og især ”Streets Of Love” signalerer, til hans intuitive spil på ét af bedste eksempler på lys og skygge og dynamik, jeg nogensinde har hørt, nemlig ”Out Of Control” fra 1987-albummet ”Bridges To Babylon”.

Og så selvfølgelig dengang den selverklærede jazzfan nærmest opfandt den ultimative rockrytme med trommeintroen til ”Honky Tonk Women” i 1969 og i samme hug – sorry - gav i hvert fald den ligesindede Phil Rudd fra AC/DC grundlaget for en hel karriere.

Der er læssevis af andre eksempler, men alle ville de handle om, hvordan Watts gav luft og omtanke til sine musikalske omgivelser. Hvordan – som én af mine venner skrev til mig – luften og pausen betød lige så meget som ”the beat of the drum”.

THE ROLLING STONES SWING
Resten ville selvfølgelig så handle om det dér helt eventyrlige ”Rolling Stones swing”, som måske lyder så nemt, men jeg har stadig aldrig hørt et eneste Stones coverband, der mestrede det.

I det stykke vil jeg give ordet til The Polices tidligere trommemester Stuart Copeland, som ved lidt om de dele:

”Det, han gør, er at han skubber bandet fremad med stortrommeslaget, mens hans backbeat på lilletrommen er en anelse tilbageholdt, afslappet og lidt dovent – den kombination af fremdrift og afslappethed er den tekniske definition på det, Charlie Watts gør. Men du kan jo prøve det selv, alt det du vil, og det kommer alligevel ikke til at lyde som Charlie. Manden er unik og uerstattelig!”

Og så kan vi da lige give Tom Morello fra Rage Against The Machine ordet også:

”Rock’n’roll ville ikke være rock’n’roll uden denne utrolige musikers rytme, stil og VIBE! Charlie var én af de største og vigtigste arkitekter bag den musik, vi elsker.”

Jeg blev momentant rasende, da én eller anden for nogle uger siden postede et nummer fra Stones’ liveklassiker fra 1970 ”Get Yer Ya-Ya’s Out” på Facebook og i den sammenhæng klogede sig med, at det var ”fra dengang Stones stadig swingede”.

For hvis noget band – alle andre unoder gennem årene upåagtede – ALTID har swinget, så er det band fandeme The Rolling Stones. Som det efterhånden burde stå de fleste klart: Ikke mindst på grund af Charlie Watts.

Tiden er her imidlertid ikke til raseri.

Tiden er til at takke Charlie Watts for alt.

Tiden er til at glædes over og være taknemmelig for alle de gange, man trods alt fik lov at opleve Charlie live.

Tiden er til at trøste sig med det kolossale katalog af livreddende musikalske kostbarheder, Charlie medvirker på.

En skatkiste ingen kan tage fra os.

Så for nu at parafrasere Leonard Cohen, så er der selv i de sorteste stunder sprækker, for det er sådan, lyset kommer ind.

Lad lyset komme ind og lad musikken spille. Charlie ville garanteret have det sådan.

Rest in peace and thank you for letting the light in, Mr. Watts. . .