Steffen Jungersen

.

Binzer JUNGERSEN WEB 930x180 v1

“JEG GØR, SOM MINE FORBILLEDER GJORDE DET”

Share
joe bonamassa

Første del af steffenjungersen.dks interview med guitaresset Joe Bonamassa – om arbejdsraseri, Beth Hart og bruddet med Black Country Communion

Okay, tag så lige indledningsvis en dyb indånding:

I løbet af de sidste tretten år har Joe Bonamassa udgivet ti studiealbum i eget navn, tre album med "supergruppen" Black Country Communion og to album sammen med sangerinden Beth Hart.

Dertil kommer seks livealbum/ dvd'er og senest fire livedvd'er fra fire forskellige koncerter i London, indspillet 26., 27., 28. og 30. marts i år.

Sidstnævnte fire har sviende præcist fået fælles-overskriften "Tour De Force" – men det kunne passende være titlen på karrieren som sådan. I og med at Bonamassa med en hurtig sammenregning har begavet lytterne med 25 udgivelser (!) på kun tretten år.

På den tid ville et band som AC/DC måske hårdt pressede kunne nå at udgive to album, mens visse andre musikere ville bruge den tid bare for at finde den rigtige skjorte at have på i studiet.

Så ærligt talt Joe Bonamassa: er du skingrende gal? Patologisk arbejdsnarkoman? Hvad?

"Jeg gør det jo bare, som mine forbilleder fra de sene 1960'ere og tidlige '70'ere gjorde det," smiler Joe.

"Creedence Clearwater Revival lavede f.eks. tre album på et år, og Aretha Franklin udgav fire album bare I 1966, du ved. Jeg møder jo mange, som kun laver et album hvert femte år, men så længe kunne jeg sgu' aldrig vente."

Som jeg sidder dér overfor Joe Bonamassa backstage i Falconér Salen, slipper han på intet tidspunkt den guitar, som han nørkler rundt på, mens vi taler. Musikken vil ud – selv når han laver interview.

"Når du spørger, hvordan jeg kan holde ilden brændende til at lave så meget, er hemmeligheden nok, at jeg varierer dét, jeg laver, så meget i stil. Hvis jeg kun lavede musik i én stringent stil, ville jeg ikke kunne producere så meget ."

Beth Hart
Jo, gu' er Bonamassa primært bluesguitarist, men han har – som det vil være de fleste bekendt – ladet sit guitarspil lyne både i hardrockbandet Black Country Communion og i samarbejde med Beth Hart i noget, Joe selv betegner som et soulband.

"Jeg har set, at Beth sgu' spiller regulære turnéer hér i Danmark, men i USA er hun jo ikke så kendt. Så jeg hørte hende faktisk første gang, da hun var support for mig Schweiz," fortæller Joe om samarbejdet med Beth Hart.

"Dét, jeg havde hørt om hende i USA, var kun de amerikanske mediers "buzzwords", og hver gang de nævnte hende var dét buzzword altid, at hun var en Janis Joplin type.

Men det var ikke dét, jeg hørte i hende. Jeg hørte Steve Marriott (afdød sanger i det tidlige 70'er band Humble Pie, red.) og Tina Turner. Så hvorfor lavede jeg ikke det hér fede soulband, hun fortjente og lod hende gøre det, hun er god til?! Og det blev jo virkelig fedt ..."

Og det var det ikke blevet med Beth Harts eget band, som Joe Bonamassa i lighed med undertegnede havde sine problemer med.

"Da jeg så hende første gang, tænkte jeg, at hér var dog et virkelig ekstraordinært talent med et meget middelmådigt band. Og jeg kunne jo se, at hun alene måtte hive det band op igen og igen ... og jeg tænkte; hvad nu hvis vi sætter en virkelig stor maskine bag hende," fortæller guitaristen.

"Jo hendes band er nogle søde fyre, men konceptet hér var altså at få et virkelig kick-ass band bag hende, du ved.

Jeg ved godt, at Beth er meget loyal, og hun sikkert også finder tryghed i det faste band. Men det kan altså også skade dig kreativt, hvis du aldrig tager nogle chancer i det lange løb.

Hvis hun fik et virkelig killer firemands band bag sig, ville hun jo ikke være til at stoppe, for Beth Hart er sgu' ét gigantisk talent."

Black Country Communion
Og nu vi er ved dét med de gigantiske talenter. Hvad skete der egentlig med det meget roste Black Country Communion – "supergruppen", som udover Joe Bonamassa husede trommeslageren Jason Bonham, keyboardspilleren Derek Sherinian og den tidligere Deep Purple bassist og sanger Glenn Hughes?

Bandet lavede tre album – "BCC" (2010), "BCC II" ('11) og "Afterglow" ('12). Alle tre var pænt store succeser med klassisk 70'er inspireret rock, og alt var således såre godt. Indtil de to stiftende kræfter i bandet, Glenn Hughes og Joe Bonamassa for et år siden blev uvenner. Og Glenn Hughes offentligt proklamerede, at Black Country Communion var overstået, fordi Joe ikke ville turnere i kølvandet på "Afterglow".

"Jeg ved ikke, om vi som sådan blev uvenner," funderer Joe et år senere.

"Jo, gu' gjorde vi så for resten. Ved du hvad; jeg værdsatte jo ikke ligefrem , at Glenn i pressen bebrejdede mig for, at BCC ikke skulle turnere oven på det seneste album, NÅR jeg i forvejen havde været helt ærlig overfor ham og de andre om, hvor meget tid jeg havde til BCC ...

... hvis Glenn så havde et problem med det, kunne han jo bare have ringet, så vi kunne snakke om tingene. I stedet måtte jeg sgu' læse det i Classic Rock, og så vil jeg ikke have fucking hademail fra en knægt i Brasilien, fordi han har læst Glenns udlægning af tingene, og hans største drøm er at se BCC live."

Sandheden ifølge Joe
Sandheden om Black Country Communions endeligt er ifølge Bonamassa følgende:

"Ja, som nævnt at jeg var helt ærlig overfor ham om, hvor meget tid jeg havde til bandet. På det tidspunkt havde jeg gang i flere andre projekter og havde forpligtelser i studiet med bl.a. Beth Hart," beretter han.

"For det andet trækker jeg mere publikum som solist på en karriere, som jeg brugt 25 år på at skabe, og den kommer altså i første række. Så jeg har altså ikke tid til at stå en regnfuld aften i Illionois og spille en Black Country Communion koncert bare for at gøre det.

Hvis man gør det på den måde, er der ikke tale om en begivenhed og noget særligt, når BCC giver koncerter. Og Glenn og jeg var oprindeligt enige om, at BCC koncerter skulle være deciderede begivenheder. Det skulle være noget helt særligt, når vi gav koncerter."

Joe tøver et øjeblik.

"... men så skiftede Glenn mening. Og det gjorde han offentligt."

Underforstået: og det skulle han ikke have gjort.

Læs anden del af steffenjungersen.dks interview med Joe Bonamassa i næste uge. Hér fortæller Joe blandt andet om sin overraskelse og taknemmelighed over sin popularitet, om "Tour De Force" og sine inspirationskilder.

Share
 

Dagens Sang

 

Kontakt

Al pressekontakt, annoncering, promotion og PR varetages af Steffen Jungersen - steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende anmeldelser, promoer o. lign. bedes rettet til steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende hjemmesiden og nyhedsbrevet bedes rettet til astrid@steffenjungersen.dk

 

Dr Rock - udvalgte nedslag i 25 års rockhistorie

Dr-rock2

I enjoy all forms of music - pop, classical and opera.

_ Stephen Hawking

Denne side anvender cookies. Ved at fortsætte, accepterer du vores cookiepolitik To find out more about the cookies we use and how to delete them, see our privacy policy.

I accept cookies from this site.
EU Cookie Directive plugin by www.channeldigital.co.uk