JAMEN, ER DET IKKE ..?

Jo, det er selvfølgelig AC/DC, og de leverer lige akkurat igen på "Rock Or Bust", om end albummet ikke kan holde det niveau og momentum, det åbner med

AC/DC, "Rock Or Bust" (Columbia)

Okay, jeg har i de seneste dage set AC/DC's sekstende album (internationalt - australsk er det deres 17., red.) "Rock Or Bust" beskrevet både som "en sørgelig svanesang" og "bandets bedste siden "Back In Black"". Begge beskrivelser udmærker sig i hver sin ende med at være lige letkøbte og forkerte.

I og med at "Rock Or Bust" faktisk ikke er hverken specielt dårlig eller udpræget genial, mens den til gengæld efter gentagne gennemlytninger har sneget sig op på "okay" mærket.

Først og fremmest ER den der, og efter nogle dages overvejelser er jeg kommet til dén konklusion, at dét skal vi nok være glade for - taget i betragtning at tiden under indspilningen af og op til udgivelsen af dette album formentlig har været noget af et mareridt for det australske knogleknuser kapel. Først pga. rytmeguitarist og selveste mr. AC/DC, Malcolm Youngs, tiltagende demens og deraf følgende frafald, men selvfølgelig har trommeslager Phil Rudds mildest talt mærkværdige opførsel med dødstrusler og narkobesiddelse heller ikke just bidraget til det - ahem - optimale arbejdsmiljø (note: Rudd spiller fremragende på "Rock Or Bust").

Nej, AC/DC har heller ikke på "Rock Or Bust" (gen)opfundet den dybe søbeskål, men hvad fanden betyder det, når man for fyrre år siden opfandt et musikalsk skærebræt, som den dag i dag tjener som underlag for gang på gang at hugge de klassiske rock'n'roll klodser ud til de af os, der foretrækker urkraften serveret omgående ved kasse ét og det i øvrigt uden mellemregninger.

FRA "FUCK YEAH" TIL "NÅ JA"
"Rock Or Bust" starter som død og (hovedvej til) helvede med de latterligt livgivende og -bekræftende "Rock Or Bust", "Play Ball" og "Rock The Blues Away" - førstnævnte incestuøst beslægtet med gamle "Back In Black", mens de to andre lyder som variationer over "Anything Goes", som var ét af de bedste numre på bandets forrige album "Black Ice".

Der i starten af albummet sidder man vitterlig med "fuck yeah!" udtrykket malet ud over hele fjæset, og havde samme udtryk ikke dernæst ændret sig til et "nå ja", som meget af resten af værket skrider frem, kunne "Rock Or Bust" være endt som ét af de helt store AC/DC albums. Men det gør det ikke, fordi bandet simpelthen ikke kan holde niveau og momentum efter den overlegne indledning.

Bevares, selv et middelmådigt AC/DC nummer får de fleste andre bands til at fremstå som forsigtige makedonske munkekor, men AC/DC må nu engang måles op mod egne bedrifter og ikke mod deres "konkurrenter". Således står forudsigelig standardvare som "Miss Adventure", "Dogs Of War", "Emission Control" og "Hard Times" vitterlig ikke til at tvinge op over den overligger, bandet selv har sat så højt takket være deres talrige bedårende bedrifter i karrieren. Til gengæld må jeg erkende, at "Baptism By Fire" (en kløgtig omskrivning af bandets gamle klassiker "That's The Way I Wanna Rock'n'Roll") og "Rock The House" (en slags forsimpling af Led Zeppelin's "Rock And Roll") specielt for førstnævntes vedkommende vinder og vinder ved hver gennemspilning.

Så helt dårligt er det sgu ikke. Selv om det heller ikke er helt så godt, som man kunne have håbet på.

Det er AC/DC, mand! De skylder ikke os noget, men de leverer alligevel - som det turde fremgå - ganske meget ... Selv efter alle disse år.