IN FLAMES TABER SUTTEN

in-flames
stjerne stjerne        

Livsløs stilforvirret skrammelkasse fra de engang så mægtige In Flames

IN FLAMES, "Siren Charms", (Razzia/ Sony)

Jeg er helt med på, at svenske In Flames ej længere er det band, der gav os melodiske death-metal-møder-classic-metal klassikere som "Whoracle", "Colony"  og "Clayman" fra hhv. 1997, 1999 og 2000. Kvintetten har insisteret på at udvikle sig, og det skal de sandt for et nedslidt eksemplar af "Piece Of Mind" også have lov til. Den følgende anmeldelse er således ikke skrevet, som den er, fordi den aldrende puritaner hér ikke vil acceptere udvikling i musikken som sådan.

Når det imidlertid er sagt, så taber Göteborg gutterne i dén grad sutten på "Siren Charms" - bandets 11. studiealbum. In Flames sætter endegyldigt stort set alle deres adelsmærker (de gode melodier, de flydende leads og sansen for dynamik) over styr i denne stilistiske skrammelkasse, som det ene øjeblik lyder som middelmådig Marilyn Manson, det næste som Korn med lyddæmper og sågar og gudhjælpeme på et enkelt nummer som et electro-påvirket Evanescence eller Nightwish!

Det har været mange fine øjeblikke på de nyere In Flames udgivelser, hvor bandet har bevæget sig længere og længere væk fra udgangspunktet, og det er som indledningsvis nævnt heller ikke stilskiftet i sig selv, der et problemet. Næ, problemet er, at "Siren Charms" er et album med lydmæssigt livløst lal og - stort set - ét langt, mærkværdigt knæfald for de sidste tyve års vekslende "alternativ-metal" scene med et par stænk metalcore indover. Det kunne man snildt - hvis man var i dét humør - fortolke som et forsøg på at skyde genvej på den ucharmerende vej mod de mere kedelige amerikanske radiostationer.

Det korte af det lange og det afgørende er imidlertid, at disse sange - upåagtet hvilket musikalsk sprog man taler - simpelthen i bedste fald er middelmådige og i værste ganske rædselsfulde, når sanger Anders Fridén bræger sig frem mod det ene éndimensionelle forudsigelige radioomkvæd efter det andet med en indlevelse, der er en død rødspætte værdig. Musikerne bag ham ånder ikke meget mere liv ind i foretagendet, og havde de i øvrigt prøvet på dét, ville producer Roberto Laghis rædsomme komprimerede lyd under alle omstændigheder have taget livet af forsøget alligevel.

Utroligt at så erfarne musikere ikke selv kan høre, at der er noget helt galt med In Flames i 2014. Men de kan da få et tip herfra: I aner jo ikke, hvad I vil. Find ud af dét til en start og helst inden I giver koncert i København 2. november!

Denne side anvender cookies. Ved at fortsætte, accepterer du vores cookiepolitik To find out more about the cookies we use and how to delete them, see our privacy policy.

I accept cookies from this site.
EU Cookie Directive plugin by www.channeldigital.co.uk