I flammernes favntag
- Detaljer
- Kategori: Koncertanmeldelser
- Publiceret: Tirsdag, 04. november 2014 19:44
De svenske giganter i In Flames beviste atter en gang, hvorfor de er storleverandør af en metalfest i verdensklasse, da de i Store Vega cementerede, at de ved, hvor metalskabet er retmæssigt placeret.
IN FLAMES, Amager Bio 2 november
Af Anders Lundtang
Først skulle vi fremmødte trækkes med dobbelt opvarmning i varierende kvalitet. Engelske While She Sleeps var første akt på scenen. Rent sonisk havde vi her at gøre med Metalcore efter den gængse skabelon, der tangerer samlebåndsproduktion skåret efter standardformularen, der havde været hipt for et dusin år siden. Men hvad de manglede i originalitet, vejede de op for i deres sceneshow, for fy for en skefuld – som Tonni Bonde ville sige det – hvor kunne bandet være indpisker til et metalbal, som undertegnede sjældent har set det fremført af første opvarmningsorkester før. Jeg kunne vitterligt smage klunkesveden i ganen af det gedigen los i kuglerne, som især forsanger Lawrence Taylor gav mig. Publikum kvitterede ditto med circle-pit og indlevende wall of death, som nævnte forsanger personligt igangsatte blandt tilskuerne.
While She Sleeps:
|
Lettere grelt stod det imidlertid til for næste seance på scenen i form af Wovenwar, der udspringer af det hedengangne As I Lay Dying. Hvis While She Sleeps var opvarmning, må Wovenwar have aggeret nedkøling, for hvor kunne man sende tankerne i retning af rock i synagogen en søndag formiddag. Publikum på balkonerne var decideret livløse at se på, og jeg spottede en enkelt herre, der vitterligt stod og sov blandt publikum. Sangenes havde ellers potentiale til at være nyklassikere – om end lidt ensformige i udtrykket - men de kom aldrig ud overscenekanten fra Wovenwars side. Præstens prædike faldt for døve øre, og publikums interesse var derefter.
In Flames tændte gnisten - der var blevet dæmpet efter en mellemværdig opvarmning - ved at fyre to sange af fra deres af mange (inklusiv dette foretagende) udskældte, nyeste plade. Men hin kolde aften i hovedstaden kunne de have leveret en afdanket version af ’Lille Peter Edderkop’ som intro, og publikum ville stadig have leveret samme begejstring, som havde de udelukkende fremført deres tungeste bagkatalog.
Om de kære svenskere fået en åbenbaring over den lidt for poppede produktion på deres seneste skæring, så de gav den et nøk opad på den forvrængede afdeling på strenginstrumenterne, skal forblive usagt. Faktum var, at hvis salen sydede ved disse første sange, så blev lokalet rødglødende, da vi nåede hen til ’Trigger’, hvor publikum eksploderede i euforisk begejstring, som København formentlig sjældent gør, når vores nabofolk får forvildet sig over broen.
Da vi nåede hen til en perlerække af klassikere såsom ’Cloud Connected’ og ’Only for the Weak’, måtte denne anmelder bryde et gammelt dogme om at være blevet for gammel til engagere sig i disciplinen at moshe og lade sig føre over folket i en medrivende crowd-surfing op mod de gæve drenge på scenen. Jeg var solgt og fortabt i den gode Melodic Death Metal-lyd, og det samme var publikum.
Eneste hak i pladen, der forhindrer bandet i at drage hjem med topkarakter, var det lidt kvalme intermezzo med ’When the World Explodes’ med den svenske operasanger Emilia Feldt, der sendte tankerne hen på den søvndyssende stemning fra opvarmningen med Shile She Sleeps og Wovenwar.
Resultatet på bundlinjen ser bestemt blåt ud! Bandet skal ikke klandres for at afprøve så – forholdsvist – meget nyt materiale, som publikum ikke overordnet set havde læst alt pensum i, for In Flames kunne denne aften sende enhver metallisk aspirant med stjernedrømme, tudende hjem til øvelokalet med dårligt selvværd.