Når man har for nylig har oplevet en strengelegens selvfede storfyrste som Steve Vai igen lire på sin lyre uden noget som helst musikalsk hensyn til andet end til sit eget ego, er det en fornøjelse atter at komme til koncert med 59-årige Joe Satriani fra San Francisco.

Satriani har nemlig dét, de færreste af de såkaldte eliteguitarister har: Evnen til at begrænse sig, spille med både hjerte, sjæl og swing foruden et aldrig – som i ALDRIG – svigtende øre og hensyn til den gode melodi. Og dét er altså instrumental guitarrock, vi taler om her, men hvem har brug for en sanger, når englene synger med på langt størstedelen af Satrianis eminente ekskursioner udi tonernes verden.

Det var der som snart sagt sædvanlig talrige eksempler på, da Joe mandag aften vendte tilbage til Amager Bio. Igen blev man fanget på himmelstræbende højdedrag af numre som "Flying In A Blue Dream", "Ice 9", "Crystal Planet", "Not Of This Earth" (dét tror vi på, Joe!), "Summer Song" og den fantastiske "If I Could Fly".

Sidstnævnte bød sammen med "Ice 9" udover mesterlige melodier på dueller mellem Joe og 2. guitarist og keyboardmand Mike Keneally så fornemt turnerede, at jeg selv og med nogen garanti alle andre aspirerende guitarister i salen seriøst overvejede det betimelige i simpelthen at brænde vores instrumenter af, når vi kom hjem.

Snart sagt alle Joe Satrianis numre er komplet rensede for overflødigt lir, hvilket i instrumental guitarrock tør siges at være sjældnere end et højlydt krav om mere broccoli på et steakhouse.

Alt var uniformt fremragende spillet af Keneally, bassisten Bryan Beller, trommeslageren Marco Minneman og Joe selv. Og havde det ikke været for en komplet overflødig trommesolo og en keyboard-ditto var der ikke andet at sætte fingre på en Satrianis, Keneallys og Bellers gribebrædder.

Og det klarede de så glimrende selv!