I alle de år jeg har fulgt Pretty Maids – og det er flere end de fleste adfærdspsykologer formentlig ville finde tilrådeligt – mindes jeg ganske enkelt ikke, at de har holdt et niveau så højt, som kvintetten har i de senere år.

”Pandemonium” albummet fra 2010 sparkede tydeligvis nyt liv og ny energi i d’herrer, men med dette års modige og mesterlige ”Motherland” har Pretty Maids ganske enkelt ramt højder, man skal helt tilbage til de fjollefede firsere for at finde pendant til.

Det gælder i dén grad også live, hvor Pretty Maids 2013 kommer kampberedt stormende ud af startklodserne, som skulle de hver aften aflevere dét afgørende argument for deres eksistensberettigelse.

Sådan SKAL det sgu’ da også være, indvender du så.

Og ja, det skal det da, men lad os nu ikke narre os selv hér. For der var vitterlig en periode dér sidste i forrige årti, hvor Pretty Maids’ koncerter var reduceret til rare rutinerundgange snarere end de perlende, påtrængende pragtaftener, bandets koncerter nu til dags heldigvis som oftest er.

Det er måske så meget sagt, at Pretty Maids i deres 31. leveår kan vandre på de våde elementer, men de har sateme – selv på en mørk decemberaften – nu et antrit, så de under den traditionelle julekoncert i Amager Bio mageligt kunne rase om kap med denne Bodil, som var ved at omarrangere nationens løsøre udenfor.

Foto: John Mortensson

Netop koncerterne i Amager Bio i december har i for mange tilfælde været den førnævnte rare rutinerundgang, og det var man – trods forkærligheden for og tendensen til traditionelle altergange på denne årstid – ærligt talt ved at være træt af.

Men som jeg skrev andetsteds i forbindelse med Pretty Maids’ intet mindre end mesterlige optræden på dette års Jelling Festival i forsommeren, har de langt om længe rejst sig fra det alt for bekvemmelige leje på forudsigelighedens laurbær.

Det gjaldt også i Amager Bio, og jeg var ved at tabe både næse, mund og fadøl, da Pretty Maids efter fremragende ”Mother Of All Lies” og ”I See Ghosts” allerede som tredje nummer satte i med en koncis, kraftfyldt og kraniekrakelerende ”Red, Hot And Heavy”, som ellers altid har tjent som en (alt for) forudsigelig afslutter ved bandets koncerter.

”Nu bliver det hér vist sjovt,” tænkte jeg – Nostradamus in spé, som jeg jo er.

Og det blev det. Med en gennemført stramt spillet og veloplagt koncert med et verdensklasseband, som formåede på én gang både at spille sammenbidt og med store smil over den heavy herlighedsværdi i det hele.

Således kunne man jo kun glæde sig i denne tid, mens man tog imod Maids’ juleserveringer af ”Sad To See You Suffer”, ”It Comes At Night”, ”Rodeo”, ”Love Games” og sågar en vignet-version af Pink Floyds ”Another Brick In The Wall – part II” som optakt til den tunge mellemgulvs-masserende ”I.N.V.U.”.

Alt sammen turneret tight og checket og – ikke mindst – uden alt for mange af de enerverende sing-along sessions, som også en overgang tidligere med rette kunne have fået dele af publikum til at kræve del i bandets honorar.

Men Pretty Maids 2013 kan selv. Og de kan dét, de kan, bedre end nogensinde …