Lad os indledningsvis bare tage dæmonen ved vingebenet:

Amerikanske Gilby Clarke er en klassisk rockguitarist og dertil én af slagsen pænt over gennemsnittet, men han er trods udgivelsen af fem soloalbum stadig en i bedste fald middelmådig soloartist.

Og dén, der har bildt ham ind, han selv skulle synge, burde have drabelige dask med ét af Axl Roses gamle skridtbind. Gilby Clarke er fremdeles mest kendt for, at han for godt to årtier siden kortvarigt var medlem af Guns N’Roses, og – retfærdigt eller ej – var han da også programsat som ”Gilby Clarke – ex. Guns N’Roses” inden fredagens koncert på Viften i Rødovre.

Det tjener dog Clarke til ære, at han på ingen måde drev rovdrift på sin Guns fortid, for kun ”It’s So Easy” og Guns-versionen af Bob Dylans ”Knockin’ On Heaven’s Door” havde fundet vej ind i sættet denne gang.

GRENHAKKER
Starten på koncerten var decideret svag, og ærligt talt kunne Clarke og hans to medmusikanter kun med besvær manifestere en udstråling kun lidt mere påfaldende end den gennemsnitlige grenhakker. Da de som tredje nummer valgte at plage det sparsomme publikum med en version af The Rolling Stones’ klassiker ”It’s Only Rock And Roll (But I Like It)”, som ”udmærkede” sig ved totalt at sætte originalens sexede swing over styr, var jeg faktisk lige ved at udvandre.

Nå, det blev nu noget bedre, som koncerten skred frem og da specielt aftenens hovedperson havde spillet sig varm. Specielt i ”Cure Me Or Kill Me” og ”Tijuana Jail” fra Gilbys første soloalbum (”Pawnshop Guitars”) og  Snakepit nummeret ”Monkey Chow” var mandens spil noget nær en fryd af følge. Mens aftenens bedste nummer – det fænomenale Cheap Trick nummer ”Surrender” – blev løftet op af en gæsteoptræden fra vores egen Mike Tramp.

Selv om Tramps mikrofon ikke virkede i det ene vers var hans bidrag nok til at understrege, at Gilby Clarke simpelthen mangler en sanger som netop Mike. Med stemme og udstråling.

MINIMÆLK
Det, vi i hvert fald i publikum ikke manglede, var mini-mælks udgaver af yderligere to Rolling Stones klassikere. Men vi fik ”Dead Flowers” og ”You Can’t Always Get What You Want” alligevel.

Det turde så – igen – understrege, at Gilby Clarke simpelthen ikke selv har gode sange nok. Og der sættes velsagtens yderligere streg under det faktum, når Gilby Clarke ikke har udgivet ny musik i ti år.
Jeg kan sgu sagtens forstå, at det er svært at sprudle over af mere end de mest krampehærgede klichéer i en sal så sparsomt besat, at publikum mand for mand har rigeligt plads til at svinge en kænguru rundt ved halen.

Så jeg formoder, vi skal være glade for, at Gilby trods alt diverterede med en række gode soli. Det er vi så, men der må da for fanden da ét eller andet sted derude være et band med gode sange, der står og mangler en guitarist med den mands betragtelige talenter.

Han ER nemlig holdspiller og ”sideman” af natur, og den slags skal ikke være solister. . .