Han er kendt for et ego og en supplerende arrogance, som får historiens solkonger til først at blegne som forskræmte babysæler for siden at formørkes af misundelse.

Han har det med at starte TV- og radiooptrædender med ordene ”Goddag, jeg er Gene Simmons – det er du IKKE!”

Han har – ganske atypisk for en mand i hans profession – aldrig været beruset, aldrig røget eller taget stoffer og har sagt, at folk, der ”bedøver deres sanser med sprut eller stoffer” ikke fortjener at være i selskab med ham.

Til gengæld har han været i seng med i omegnen af 4.500 kvinder, hvis man skal tro ham selv.

Gene Simmons har sunget og spillet bas i Kiss i 44 år (en ganske stor del af tiden med tungen ud af munden som det vil være mange bekendt) og er medansvarlig for en lang, lang række ikoniske amerikanske rockklassikere. Primært sammen sanger og rytmeguitarist Paul Stanley, som i lighed med Simmons har været med hele vejen - og ikke mindst med Kiss’ originale besætning, som også talte leadguitaristen Ace Frehley og trommeslageren Peter Criss

Kiss spiller 9. maj i Forum Horsens. 41 år efter at overtegnede købte sit første Kiss-album (gruppens andet, ”Hotter Than Hell”, hvis nogen er interesserede) og blev erklæret fan.

Af krigsmalingen og superhelte-kostumerne, javel – men faktisk først og fremmest af bandets regelrette rock’n’roll og gode sange, som sjældent har svigtet siden.

Det har været noget af en tur som fan. Det har det også for Simmons.

DRØMMEN
”Når du starter med en drøm som den, vi have havde med Kiss. Så er drømmen uden grænser – det SKAL drømme være,” siger Gene i telefonen fra Los Angeles.

”Og når du siger, at der skyller en lang række minder igennem dig, når du tænker tilbage på dét, du har oplevet med Kiss, så skyller der selvfølgelig også meget igennem mig, når jeg tænker på det, vi har været igennem.

Men dertil kommer altså, at jeg stadigvæk er overbevist om, at det kan blive til endnu mere, til noget ENDNU større!”

Noget af en melding fra en mand, som har solgt over 100 millioner albums med Kiss, fået flere guldplader en nogen anden amerikansk artist og kan bryste sig af at have inspireret flere generationer af andre bands og solister. Fra de oplagte heavy metal og hard rock bands over grunge- og indiebands til et country-koryfæ som Garth Brooks.

Og skal man tro Gene Simmons, som ikke så meget giver interviews som han doserer, er han som 67-årig og 44 år inde i bandets karriere slet ikke klar til at lægge bassen og det sømbeslåede skridtbind på hylden endnu.

”Tro mig Steffen,” indleder han en svada om, hvad det er, jeg skal tro.

”Dette band er i fineste form, vi er er gladere for at spille og være Kiss end nogensinde. Hvem fanden havde nu troet dét efter så mange år – for nu at vende tilbage til dit oprindelige spørgsmål om hvordan det er at tænke tilbage på så mange år.

Efter alle disse år er vi opsatte på at tage vare på vores ry som et liveband, der rent faktisk SPILLER live uden kunstige hjælpemidler – det er vi meget stolte af, at vi altid har gjort.”

DISCO-DIVAER
Siger manden, som tidligere har gået hårdt til diverse rapkunstnere og ”disco-divaer” som bl.a. Madonna og Jennifer Lopez for at bruge forudindspillede backingtracks live og sagt, at de nok på deres måde er talentfulde, men at de jo dybest set bare er karaoke.

”Kiss er stadig det hårdest arbejdende liveband derude,” siger Simmons.

”Og jeg mener HÅRDT arbejdende. Altså, jeg ville elske at være Keith Richards og så bare gå ud på scenen og trykke den af, men helt så enkelt er det altså ikke, når man bærer rundt på 20-25 kilo kostume og skal give den gas på 20 centimeter høje hæle.”

Noget han fortryder efter alle disse år?

”Der var lige dér i 1978 – ’79, hvor Ace og Peter kom længere og længere ud i alkohol- og stofmisbrug. Det tænkte jeg en kort overgang på, om jeg gad mere,” siger Simmons.

”Det er ikke til at have med misbrugere at gøre, for deres problemer er jo aldrig deres skyld.”

Så egentlig havde Gene hellere set, at han og Stanley havde smidt de to andre ud af bandet, før de skred af sig selv omkring 1980.

Gene Simmons har gang på gang fået på puklen for sine holdninger til misbrugere og manglende empati for dem.

”Det er sådan set i orden, at jeg får høvl for mine holdninger – jeg er ikke sat her i verden for at tækkes nogen. Det må folk selv om – men hør nu her; du er idiot, hvis du hænger ud med idioter,” tordner bassisten.

”Lad være med at hænge ud med tabervenner, der vil have dig med på druk eller lignende. Skaf dig af med dem! Omgiv dig med mennesker, der har succes – mennesker, der VIL noget hér i livet, for de vil trække dig med opad, for det er mennesker, som ikke vil finde sig i middelmådighed.

Det er det nemmeste at omgive sig med idioter. Det er den nemme vej ud. Men ved du hvad; livet er hårdt, og der skal arbejdes hårdt, men så kan du altså også få noget fantastisk ud af det.”

I parentes skal det måske hér bemærkes, at man aldrig helt ved, hvor meget af Simmons’ tirader, der er forud lærte roller eller hvor den ”ægte” Gene egentlig er henne i de omtalte tirader.

Som én, der har mødt ham på tomandshånd flere gange, kan jeg da oplyse, at Gene faktisk er en meget flink fyr. Om end han er en meget flink fyr med nogle meget bastante og ind imellem uhyrligt firkantede holdninger.

Men man kan jo sagtens konstatere, at Gene Simmons har ”fået noget fantastisk” ud af det hårde arbejde og sin afholdenhed.

”Jeg ved ikke, om jeg havde set Kiss holde så længe, som vi har gjort. Men det gjorde vi altså, og det er et fantastisk band det hér!”

Bassisten i Kiss, mine damer og herrer. Han er Gene Simmons – det er vi andre ikke . . .