Åh, den fordømte debut. Man har alverdens tid til at skrive den modsat de skiver, der kommer efter, og ved første ørekast er denne anmelder desværre rundforvirret over resultatet. For det første, der rammer ens indre æter, er en kraftfuld produktion og eminente musikere, der kan deres kram. Men de søger i alskens retninger fra Audioslave, Red Hot Chili Peppers og beskidt sydstatsrock uden den store røde tråd. Umiddelbart fornemmer man, at Blended Brew forsøger at hylde deres helte ved at stikke i alle retninger i rockens pol uden egentlig at gøre det af anden grund end at vise, at de har haft tid til at skrive sange i rockikonernes tegn.

Første udspytning på skiven "Forward" lyder som funky danserock, men lige som jeg er ved at finde mine halbal-sko frem, skifter gutterne over til noget tung Pink Floyd i "Vazado", hvorved jeg må i gemmerne efter den glemte meskalin. I min stakåndethed over at følge med bandets udsving, er jeg ved at kaste håndklædet i ringen ved sang nummer seks "Stepping on the Sun", som afspillet i en elevator ville få mig til at ringe på alarmen for at bede dem om at skifte væk fra det muzak i højtalerne.

MEN SÅ SKER DET
Den famøse åbenbaring sker mod slutningen af nummer syv på skiven, "Psycho Echo". Overgangen fra den sang til nummer otte, "Prisoner Son", ville selv de største symfoniske rockere og andre med hang til den floromvundne melodi have givet deres bedste guitar-arm for at have skrevet. Faktisk vil jeg udråbe netop den sang som albummets stærkeste sang. Blended Brew fungerer bedst, når de sætter tempoet ned som her.

Selvom jeg var ved at halvt afskrive bandets debut som "ok", "fint udspil" og bruge andre halvkvalte hurra-råb fra den halvlunke pose, forekommer det mig, at drengene har løftet instrumenterne højere halvvejs på pladen for at sige: "Nu skal den afdankede anmelder kraftedeme lære det!"

"More Wants More" er en lækker rock-sang til alle rock-elskere, mens "Feed The Passion" indtil videre er bandets bedste ørehænger. Den obligatoriske afrunder med den melankolske/dystre sjæler med her "Secrets" er der også – og den holder sgu! Jævnfør tidligere notat om, at når bandet søger indad, lyder de autentiske og nærværende.

Hvis Blended Brew skal holde momentum, kan de ikke vente uendeligt med at lave opfølgeren til denne fremragende debut, men hvis de kan nå at udvikle sig så meget henover en enkelt plade som her, så er der grobund for at gå fra habil debut til gedigen fortsætter.

Jeg venter allerede i spænding til den næste plade.