Og med en plan, som – var den blevet til virkelighed – ville have betydet, at ét af de vigtigste kapitler i rockhistorien, som vi kender den i dag, aldrig var blevet skrevet.

Den unge mand havde nemlig ved sin ankomst til London en plan om at blive medlem af Supertramp.

Han blev så heldigvis ikke medlem af Supertramp, men var han blevet det, var det i sandhed blevet "a long way home" (tænk over den!) for mange af os. Så havde vi nemlig næppe nogensinde fået sange som "Warriors", "Emerald", "Massacre", "Opium Trail", "Dear Lord", "Toughest Street In Town" og "Got To Give It Up" for blot at nævne syv klassikere, den unge mand siden skrev sammen med en irsk herre ved navn Philip Lynott.

I hvis band vor amerikanske ven også – og nok så vigtigt - sammen med skiftende guitarkolleger rendyrkede de kaskader af harmonisk tostemmig leadguitar, som om noget blev dét ensembles varemærke.

Bandet var selvfølgelig Thin Lizzy, og nu er der ikke længere nogen præmier for at gætte, at den unge guitarist var Scott Gorham – "Great Scott", som Lynott i reglen og såre præcist introducerede sin amerikanske guitarist, når Lizzy gav koncerter

Intakte harmonier
Den store Scott er efterhånden blevet 62 år, men som man kan høre på Thin Lizzy spin-off bandet Black Star Riders' formidable debutalbum, "All Hell Breaks Loose", er Gorham i fineste form og varemærket intakt: og det vil selvsagt sige sviende præcise soli og himmelstræbende harmonier på en lang række sange, som beviser, at kunsten at "skrive en ordentlig melodi" trods alt ikke er helt uddød endnu.

"Det vil jeg da tage som en gigantisk kompliment. Fuck mand! Tak skal du ha'," griner en glad Gorham, da jeg ringer til ham i London.

Jo, sådan var det sådan set også ment, Scott.

Som fans vil vide, er Black Star Riders dét band, som i de seneste år har turneret som Thin Lizzy. Men da der pludselig lå nye sange klar i slutningen af 2012, valgte Scott, Damon Johnson (guitar), Ricky Warwick (vokal, guitar), Marco Mendoza (bas) og Jimmy DeGrasso (trommer), at de sange ikke skulle udgives i Thin Lizzy navnet – så meget størstedelen af sangene ellers lyder som Lizzy.

Og tak for det i øvrigt. Det havde ikke været til at bære, hvis et album med nye sange var blevet udgivet som Thin Lizzy. Phil Lynott var Thin Lizzys primære sangskriver og dertil en unik sanger og personlighed. Og han kom sørgeligt af dage i 1986, da hans krop var slidt ned og smadret af års narkotika og alkoholmisbrug.

"Du er langt fra den første, der har sagt tak for, at vi ikke udgav dette album som Lizzy," siger Scott Gorham.

"Jeg er også enig med dig. Det ville være forkert at kalde dette band Thin Lizzy – det var Phil og hans sange, der var Thin Lizzy. Ikke det her."

En bonderøv fra Tennessee
Når dét så er sagt, lyder Black Star Riders som nævnt i høj grad, som Phil og co. gjorde dengang. Men det var faktisk ikke bevidst i første omgang, afslører Gorham.

"Jeg tror såmænd sagtens, vi kunne have undgået at lyde så meget som Lizzy, men det sjove er, at de sange, der lyder mest som dem, faktisk er de sange, Damon kom med. Den hér amerikaner, som var helt vild med gammel Lizzy.

Og det var altså mig, der med en vis hovedrysten hørte de numre, da han kom med dem, og sagde 'Fuck mand! Det dér lyder godt nok meget som Thin Lizzy!'."
Scott Gorham griner – og det gør han ofte.

"Jeg kan da også godt fortælle dig, at den påvirkning fra irsk folkemusik, som er på albummet, også kom fra Damon – en amerikansk bonderøv fra Tennessee. Jeg mener, "what the fuck", du ved. Men alligevel giver det jo mening, for Damon er vokset op med country, som et langt stykke ad vejen er en bastardisering af irsk folkemusik takket være de mange irsk-amerikanere."

Selv efter alle disse år fornemmer man hos Scott Gorham en vis vantro over, hvordan mange – og åbenbart også hans egne bandkammerater – stadig insisterer på at finde den højst mulige piedestal, så de har et passende sted at anbringe Thin Lizzy.

Men selvfølgelig ved Scott Gorham udmærket, at Lizzy er hans skæbne. Ikke mindst fordi han sammen med kolleger som Brian Robertson, Gary Moore, Snowy White og John Sykes var med til at skabe den dér legendariske "twin guitar harmony" stil, som ingen siden har kunnet matche endsige overgå.

Guitar gangsters
"Du får mig altså ikke til at sige, at jeg foretrak én frem for de andre af mine gamle guitarkammerater. Og jeg ved godt, det er dét, du er ude på," siger Scott.

"Alle de guitarister havde deres egen stil, og jeg er glad for at have spillet sammen med dem alle, for de gav alle sammen – én efter én – noget, der kunne tage Thin Lizzy videre. Det var derfor, de blev valgt jo."

Okay så. Men sit yndlings Lizzy-album kan han vel for fanden så afsløre?

"Det er jeg blevet spurgt om mange gange, og jeg vægrer mig i reglen ved at svare, fordi det så ser ud, som om jeg foretrak at spille sammen med én guitarist snarere end en anden," griner Gorham.

"Men okay; skal jeg vælge én, må det blive "Live And Dangerous" – hvis man virkelig vil have det, der var essensen af Thin Lizzy, så er det den, man skal have....
... men hvad er din favorit?"

Sig mig; hvem er dét, der interviewer hér, Scott? Men okay, jeg hælder kraftigt til "Black Rose".

"Godt valg! Den ville så nok faktisk være min nummer to – okay, så vil folk måske sige, jeg favoriserer Gary Moore, men hvad fanden – jeg er stolt af at have spillet med Gary, så det skal jeg vel ikke være flov over (latter).

For helvede, han var fremragende!"

Live i studiet
Tilbage til fremtiden. Tilbage til Black Star Riders. Og tilbage til "All Hell Breaks Loose".

Et album, som udover de glimrende sange også udmærker sig ved at være herligt tvangfrit, nærmest legesygt, spillet. Ikke just kvaliteter man normalt finder på studieplader.

"Det tror da fanden, den lyder sådan," griner Scott (igen!).

"Vi havde jo været på turné i et år, inden vi lavede "All Hell Breaks Loose", så den var så nem at indspille, så du tror du tror, det er løgn.

Vi taler bogstaveligt talt tolv sange indspillet på tolv dage. Totalt live i studiet. Selv sangen er indspillet live, mens vi andre spillede. Jeg tror vitterlig ikke, Ricky var inde igen for at lave én eneste vokal om.

Jeg ved ikke, om vi også vil gøre sådan næste gang, men det var fandme sjovt!"

Næste gang, Scott?
"Ja da – det er da "for real" det hér...og vi tænker i dén grad allerede på det næste album."

Okay! Jamen, så siger vi da hér fra "Sammenslutningen for støtte til ordentligt reelt rockarbejde" da mange tak....

Black Star Riders giver koncert i Train i Aarhus, Amager Bio i København og Godset i Kolding i november hhv. 6., 17. og 18.