Slipknot starter først dér, hvor andres mareridt slutter, og alting bliver endog meget grimmere. De nihilistiske maskemænd fra Iowa okkuperer de fornedrede, forbitrede og fortabtes verden, hvor - for nu at citere Slipknots forrige album - "all hope is gone", og intet andet står tilbage end at levere lydsporet til en den verden, som ikke så meget er i brand som i decideret opløsning. Hvor magt er gjort til ret, krige til løsningsmodeller og pengedrengene lukker skodderne i elfenbenstårnene, så de ikke hører de fordømtes desperate skrig fra kloakkerne nedenunder.

Det er dét univers, Slipknot bevæger sig i, og nej; det er i sandhed ikke kønt, når maskemændene lader de musikalske metalsplinter fyge. Nu er skønhed dog immervæk afhængigt af øjnene, der ser, og - i dette tilfælde - ørerne, der hører, Og det ganske vist frådende men også til tider forbavsende stemningsladede og varierede kaos, som er Slipknots femte album ".5 - The Gray Chapter" er sgu et sine steder flot og imponerende værk. Ganske vist fungerer Slipknots musik så som soundtrack til denne sindssyge verden, men - nok så vigtigt - tjener samme også som en forløsning og en eksorcisme fra samme.

MURBROKKER MED GULDGLIMT
Der er gået seks år siden "All Hope Is Gone", hvor Slipknot har mistet både bassisten Paul Gray, som døde af en overdosis i 2010, og trommeslageren Joey Jordison. Specielt det stiftende medlem Grays tragiske død kunne have betydet slutningen på Slipknot, og det havde såmænd også været til at forstå. I stedet har bandet sat alle sorte sejl til for at hylde deres afdøde bandkammerat med deres efter min mening hidtil bedste album. På ".5 - The Gray Chapter" rammer Slipknot bedre end nogensinde balancen mellem det stemningsladede, det melodiøse og - naturligvis - det gennemført brutale metalgroove, de er mest kendte for. Tag ikke fejl af det; Slipknots lyd kan stadig pulverisere granit på tid, men nu tager bandet sig i det mindste tid til at undersøge murbrokkerne for eventuelle glimt af guld, inden de fortsætter ødelæggelsesraidet. Så at sige. Fra den ildevarslende og knugende hymniske (ja, sgu!) indledning med "XIX" via de rasende thrash metal tour-de-forcer "Sarcastrophe" og "AOV " (sidstnævnte med et nærmest popfornuftigt omkvæd!) til den intense "Sceptic" og den afsluttende hypnotiske "If Rain Is What You Want" er dette album en fascinerende rejse ind i Slipknots metalliske mørke.

Rejsen bliver bedst, hvis du springer over de bevidstløst larmende "Custer" og "The Negative One", men når der trods alt er 14 numre at gøre godt med her, er det vel til at overleve.