"Black Masquerade" er en koncertoptagelse fra 1995 med den sidste inkarnation af Rainbow, inden Ritchie Blackmore endegyldigt opgav (rock)guitaren og overgav sig til kæresten Candice Knight.

Siden har den gamle heavyrockkæmpe til mange fortrydelse fristet en tilværelse som en krydsning af middelalderlig skovtrold og Edmund Blackadders lutspillende slægtning. Som sådan har han sammen med fruen indspillet en lang række album med renæssance-inspireret musik under navnet Blackmore's Night.

Personligt har jeg – til trods for at manden i mine øren er én af historiens største guitarister – intet andet end respekt for, at Ritchie Blackmore valgte at følge sit hjerte dengang. Han mente velsagtens og med rette, at han havde bidraget sit til rocken gennem små 30 år.

Så fred være med dét.

Alligevel får selv jeg godt nok i løbet af "Black Masquerade" et par stik i rock'n'roll hjertet, når man genhører Blackmore som den eliteguitarist, han vitterlig var. Den der helt unikke tone og dét lige så unikke miks af musikalske påvirkninger i manden soli: Blues, klassisk, renæssance og østerlandsk musik. Som oftest eksekveret med lige dele kontrol og virtuost vovemod.

Isoleret bedømt på guitarspillet var "Black Masquerade" nok røget et par karakterer op, men det gør den af flere andre årsager ikke.

Igen skal man til en begyndelse trækkes med en lydkvalitet under standard på et Rainbow livealbum – et problem, jeg vil mene samtlige bandets koncertoptagelser gennem årene har lidt under.

Skavanker
Men lader man så dét ligge, eller vælger man ligefrem at overhøre det, har "Black Masquerade" flere andre skavanker. Mens cirka halvdelen af sangene er i fine versioner – "Spotlight Kid", "Hunting Humans", "Hall Of The Mountain King", "Too Late For Tears" og Deep Purples "Perfect Strangers" eksempelvis – så er andre det så afgjort IKKE!

Specielt "Since You Been Gone", "Long Live Rock'n'Roll" og en oh-bloody-hell-not-again udgave af "Smoke On The Water" bliver ikke så meget spillet som jappet af. Specielt faktisk af hovedpersonen, som tydeligvis ikke rigtig gider spille dem.

Jamen, hvorfor fanden skulle vi andre så? Gide altså.

De skal ikke lægges sanger Doogie White til last, at han for så vidt angår mange af sangene har umulige sko at fylde og derfor heller ikke kan gøre det - Ronnie James Dio, David Coverdale og Ian Gillan sang oprindeligt på en del af disse numre. Men desværre virker han også anstrengt og stemmen ofte tynd på mange af de sange, han selv har været med til at indspille.

Ligesom hans fjollerier både i og mellem numrene ikke klæder det hér – specielt White og bandets karaktermord på den smukke gamle standard "Greensleeves" (de laver den om til en drikkevise) burde have udløst tolv tamp med en dyngvåd søndagsudgave af Medieval Morning News inklusive torturkælder-tillægget.

"Black Masquerade" fås både i en cd og dvd-udgave, og hvis du vil købe den, vil jeg anbefale sidstnævnte. Når Blackmore spiller bedst, er hans hænders dans over gribebrættet nemlig i den grad værd at studere sammen med lyden ...