Unikke javel; men, som bandet gjorde i Jyske Bank BOXEN fredag; at lade femten sange passere, før der reelt blev liv på scenen, er måske lige en tand FOR anderledes. I det omfang hukommelsen tjener mig ordentligt, mener jeg aldrig tidligere at have oplevet en koncert, hvor bandet var så længe om at spille sig ind og ej heller én, hvor afstanden mellem lav- og højdepunkter var så stor.

Med andre ord: fra starten gik med ”Second Hand News” og næsten to timer frem var koncerten i lange perioder både så ufokuseret og regulært livløs, at jeg i første omgang stregede udtrykket ”endnu en dag på kontoret” i min notesblok og i stedet skrev ”fraværende, formodet sygemeldte”.

Hvad man så på scenen og dét bandet udstrålede (stort ord dér) fra samme, fik til sammenligning den gennemsnitlige komatøse søvngænger til at ligne en eksalteret Riverdance artist på præstationsfremmende medikamenter.

Kun en total ignorant ville benægte kvaliteten af sange som eksempelvis ”The Chain”, ”Sisters Of The Moon”, ”Landslide” og den nye ”Sad Angel”, men kvalitet i udgangspunktet er meget lidt bevendt, når numre, hvis kvalitet ikke mindst er kendetegnet ved deres fornemme musikalske vingefang, eksekveres på en måde, så de ikke letter højere fra jorden, end at den synshandicappet markmus kan skyde dem ned igen.

Ja, virkelig!

Og så nok om elendigheden. For pludselig – fra starten af en fænomenalt spillet og stemningsladet ”Gold Dust Woman”, hvor Stevie Nicks' bedårende alfevokal endelig for alvor foldede sig ud – forlod Ole Lukøje arenaen og overlod tilsyneladende sin plads til Fanden selv. Bemeldte herrer tog lige dér ved Fleetwood Mac, og de vågnede op til dåd i et omfang, så det forekom noget nær ufatteligt, at dette var det samme band, som ellers lige havde brugt godt halvanden time på at ophøje begrebet ”kedsomhed” til en regulær kunstart.

Efter ”Gold Dust Woman” blev det endnu bedre med intet mindre end bjergtagende udgaver af ”I'm So Afraid” og den vidunderlige (!) klassiker ”Go Your Own Way”, hvor specielt Lindsey Buckinghams guitarsoli simpelthen var af en anden verden. Og det på en måde så de to soli faktisk reddede i hvert fald min aften.

Af årsager kun kendt af  Verdenssammenslutningen af Tonedøve nævnes Buckingham kun sjældent i samme åndedrag som de ”store” rockguitarister i historien, men tro mig; manden er enestående, og hvis du ikke har opdaget det endnu, har du virkelig noget til gode.

Så har Fleetwood Mac i øvrigt også i Mick Fleetwood en original og sjældent velspillende trommeslager, og også han gik til skindene på en helt anderledes nærværende og entusiastisk facon mod koncertens slutning. Mick er én af de få trommeslagere, som ikke blot har et trommesæt på størrelse med en panserkrydser, fordi det skal se ud af noget. Næ, han bruger det hele og spiller sgu' på det – og jeg mener ”spiller” snarere end ”slår”.

Sluttelig: aftenen blev så godt som reddet af en aldeles stormende finish, men – som tidligere nævnt – hvorfor fa'en, det skulle tage så lang tid, før det flade blev til det fede er mig uforståeligt ... jeg har vitterlig aldrig oplevet noget lignende ...