Well, well, well, well, som en kløgtig fætter sagde engang. Der kan man jo bare se og ikke mindst høre.

Se, københavnske Franklin Zoo debuterede for tre år siden med albummet "Untamed", som var et ganske vellykket og -spillet forsøg på at trække 90'ernes grunge ind i det nye årtusinde. Det mindes jeg at være ganske begejstret for dengang, men som årene gik, og jeg oplevede Franklin Zoo live nogle gange, skulle man altså også have ører som en østrigsk polkadirigent for ikke at kunne høre, at der var (endnu) bedre musik end debutens at hente fra kvintetten hér.

Og hér kommer så bandets andet og nye album "Red Skies" på banen. Det er nu, Franklin Zoo så at sige for alvor ankommer til scenen - på et lydtæppe så nedstemt og tungt, at du kunne arrangere en slamdance på det, uden at nogle af deltagerne falder igennem. Nej, bandet kan stadig ikke løbe fra indflydelsen fra 90'ernes Seattle-scene, og det er der såmænd heller ingen grund til, men Franklin Zoo har gennemgået en kolossal udvikling de sidste tre år. Bandets påvirkning fra Alice In Chains og - især - Soundgarden kan stadig høres, men nu er der altså heller ingen vej uden om en ganske betragtelig - ahem! - begejstring for Black Sabbaths riffmester, guitaristen Tony Iommi.

Hør eksempelvis de gigantiske "No One's Slave" og "Red Skies", som begge åbner med et monstrøse riffs, som Iommi (specielt dét i "No One's Slave") såmænd sagtens kunne have brugt i Heaven & Hell tiden, inden sangene udvikler sig til et regulære lærestykker i musikalsk dynamik og lys og skygge. Begge er sange, som stemningsmæssigt med største selvfølgelighed tager den emotionelle karruseltur fra det vemodige via raseri til det regulært eksalterede. Og det er de så langt fra alene om.

Der sker sgu' noget i Franklin Zoos sange, og det er fandeme en fryd i en tid, hvor hård rock i al for høj grad kendetegnes af lydmæssigt komprimeret crap, hvor VU-metrene på anlægget konstant flatliner i rødzonen uden hensyn til, at musik skal have lov at leve og - ikke mindst - ånde. Stor ros til producer Jacob Bredahl i dét stykke - dette album ånder og lever nemlig i dén grad.

Vi har at gøre med et album, som er lige så musikalsk gennemtænkt, som det er uniformt velspillet. Man kan simpelthen høre, at Franklin Zoo godt ved, at de har fat i noget af det helt rigtige på "Red Skies". Og det har de! Hør blot den medrivende "It's Not Me" - albummets eneste regulære up-tempo nummer, der bæres hjem af en ørehængende guitarsignatur (hatten af for leadguitarist Søren Dabros), mens man næsten kan se bandmedlemmernes smil for sig, når de får lov at hamre det hér skab ind på netop den plads, hvor dét skal stå.

Skulle man kritisere en lille smule, så er jeg selvfølgelig godt klar over, at vemod og stemningsmæssig tusmørke er essentielle ingredienser i denne musik, men det ville altså være rart, hvis der var netop lidt flere up-tempo numre i arsenalet til at bløde op. Især når man som Franklin Zoo beviser, hvor gode de også er til dét i førnævnte "It's Not Me".

Til gengæld skal den formidable sanger Rasmus Revsbech lige have et par rosende ord med på vejen hér på falderebet. For det første er han én af de få engelsksyngende danskere med en ordentlig engelsk udtale, for det andet er mandens Chris Cornell lignende stemme og måden, han bruger den på, lige ud imponerende. Og den dag han begynder at variere sangen en anelse i timing til musikkens rytmik, bliver han ustoppelig. Bare et råd.

Nå, det er fodringstid i Franklin Zoo. Æd til I styrter!