Folkefest med folkemetal

Helstegt pattegris, ølhorn og vikinge-munderinger. Der manglede så sandelig ikke noget, da undertegnede sammen med en kammerat – lettere forsinket af logiske årsager – fandt vej til den runde kuppel kendt som spillestedet Gimle i Roskilde. To billetter var via omveje faldt os i hænde på metalbaren Escobar i København, hvorfor vi havde taget turen mod provinsen, hvor vi havde hørt og set fornem omtale af, hvorfor Gimle bare var STE-DET at befinde sig netop denne aften. Vi blev ikke skuffet, og det kan stadig mærkes i kroppen.

Vel fremmødt måtte vi desværre konstatere, at vi havde misset det første folkemetalliske indslag i form at Huldre, der grundet mandefald havde set sig nødsaget til at fremføre et akustisk set. Det er dedikation i min bog, når man ser på løsninger i stedet for begrænsninger for at garantere, at man kan indfri den fest, der nærmest var garanteret på forhånd. Derfor skal det forblive usagt, om koncerten med Huldre egentlig var god eller ej i denne amputerede form og for nogle sikkert ikke særligt metallisk, når forvrængningen er decideret fraværende. Vi kunne blot konstatere, at det andet band, Vanir, allerede var begyndt på deres bid af kagen på scenen inde på spillestedet, hvorved vi oksede os derind per omgående.

Ved synet af Vanir på scenen, da vi stod nede bagerst, var der ingen tvivl om, hvor vi skulle hen → helt hen oppe foran! Forreste række blev indtaget, jakkerne smidt sammen med tasker og skjorter – som kort tid efter blev efterfulgt af trøjen, så vi begge fremstod halvt som fyrbyderen dybt dernede havde skabt os i fordærv. Væk var blufærdigheden og frem var hevet glæden ved, at energien var uendelig fra scenen, og kammerateriet var allestedsnærværende på gulvet foran scenen, som man ellers skulle have troet, at omtalte hornede fyrste havde sat ild nedenunder, sådan som vi hoppede rundt.

Kroppen værker stadig
I Vanir var der nyfortolkede folkesange på både dansk og engelsk om gamle krigere. Kvindeligt islæt med en sækkepibe og helt til venstre på scenen spottede jeg det instrument, der havde fået en anden ven til at vende tommelfingeren nedad til tilbuddet om en aften i folkemetallens tegn: En fløjte!

"En fløjte hører ingen steder hjemme i metal musik!" proklamerede min ven før min afrejse mod koncerten, men der var absolut ingen utilfredse miner at spotte blandt os feststemte publikummer.

Næste – og dermed sidste – indslag af Folk Metal var Svartsot fra Randers. Kroppen var allerede godt smadret efter Vanirs udslettelse af os, og Svartsot med deres fortolkning af folkemetallen gjorde det ikke bedre for kroppen, da den insisterede på at finde vej mod en venskabelig slåskamp i moshpitten ved cirka hvert andet nummer, der nærmest fremstod med episke proportioner fra Svartsots side. Snapsen blev sendt på omgang, øllet blev bællet fra ølhorn, og mjøden var ikke til at vige udenom, hvis det skulle være en sand folkefest med dette vikinge-tema. Efter endt koncert med Svartsot, hvor der heldigvis blev til et ekstra-ekstra nummer, var der ildshow udenfor bagefter, og festen fortsatte i tilstødende lokaler med DJ og flere fadøl.

Festens forløsning og kulmination kan næsten bedst beskrives sådan her: at jeg i skrivende stund stadig kæmper med de mest ømme nakkemuskler, der giver mig en gangart, som selv Quasimodo ville kalde lige lodret. Mit snudeskaft har lidt et slag omkring midten efter et uheldigt hovedslag med en lige så begejstret publikummer, at en vinkelmåler kommer til kort i at afmåle afvigelsen. Min kæbe modtog et sådan gok på venstre side, at jeg p.t. overvejer at lade aftensmaden blive blendet for at kunne indtage den.

Men hvor er jeg stadig glad i låget! Arm i arm forlod denne skribent og ven, der ikke frygtede fløjten, seancen og begav os i retning af hovedstaden velvidende, at ligegyldigt om så Metallica holdt intim-koncert i vores baghave dagen efter, ville vi ikke have kræfter eller overskud – eller tro på – at festen ville blive større, end den gjorde den fredag med Vanir og Svartsot.