Som hemmeligheder går, er min kærlighed og dedikation til mægtige Megadeth formentlig én af de dårligst holdte i rockhistorien. Hvorfor det vitterlig er med at holde fejebladet lige i skuffen, når Mustaine og co. udgiver nyt – i dette tilfælde ”Dystopia” bandets femtende album siden debuten med ”Killing Is My Business. . . And Business Is Good” for snart 31 år siden.

Der er imidlertid ikke noget at gøre.

Megadeth er ét af de få bands, som i min optik har begået indtil flere mesterværker i karrieren, og alt imens ”Dystopia” måske – i skrivende stund vel at mærke! - nok ikke er helt deroppe endnu, så er albummet i hvert fald det bedste, de har lagt navn til siden det nådesløse 1-2 punch, som var ”The System Has Failed” og ”United Abominations” fra hhv. 2004 og ’07.

Ikke at de album, Megadeth har lavet siden da, har været dårlige, men når alene de fire første sange på ”Dystopia” – ”The Threat Is Real”, titelnummeret, ”Fatal Illusion” og ”Death From Within” lægger fra land med en intensitet, sviende instrumental instrumentation og gnistrende, legemsbeskadigende præcision, så man regulært bliver hamret op ad væggen (hvor man så passende kan pleje de brandsår, ”Dystopia” påfører én) . . . well, så burde I forstå, at det hér er Megadeth i storform.

WAR INSIDE MY HEAD
Dave Mustaine har bibeholdt den melodiske åre, forgængeren ”Super Collider” besad, mens han har tilsat den klassiske intensitet, som kun Megadeth kan spille med, og som mange syntes, samme forgænger manglede.

”Dystopia” da også væsentlige bedre end ”Super Collider”. Den er så intens som stemningen til en kætter-afhøring under den spanske inkvisition – drevet, som musikken er, af Dave Mustaines vanlige frygt for storpolitiske konspirationer, en verden i brand og generel paranoia. Det er snart et lille kvart århundrede siden, Mustaine i ”Sweating Bullets” fortalte os, at ”there’s a war inside my head”, og der har åbenbart ikke – hvis dette albums tekstindhold er noget at gå efter -   været så meget som bare en lillebitte våbenhvile mellem ørerne på ham lige siden.

Men verdens bedste Heavy Metal band – ja, sgu’! – lever nu engang bedst op til den titel, når hovedmandens vrede, fortørnelse og paranoia er på sit højeste.

DET BEDSTE HOLD
Når ”Dystopia” er Megadeths bedste i så mange år, skyldes det naturligvis at Dave Mustaines sangskrivning for første gang i årevis er konsistent klasse gennem alle 11 sange. Men dertil kommer af de to Dave’s (Mustaine og Ellefson) med tilføjelsen af den brasilianske guitarist Kiko Loureiro (Angra) og Lamb Of God trommeslageren Chris Adler har samlet det bedste Megadeth hold siden de gyldne år med Nick Menza og Marty Friedman.

Begge de nye medlemmer falder med største selvfølgelighed lige ind i de ellers komplekse arrangementer, abrupte rytmeskift og den særegne dynamik, som er Megadeth, når de er bedst. Adler spiller eminent hele vejen igennem, mens Loureiros melodiske soli og himmelstræbende harmoni-spil tyder på, at Dave Mustaine simpelthen har fundet den perfekte guitarmakker.

I det hele taget er guitarspillet hér oppe i et luftlag, som ville give de fleste guitarejere seriøs åndenød blot ved tanken om at besøge det.

Hold nu fast på det hold hér for fanden, Dave!

Det ville føre for vidt at lave en sang-på-sang nedtælling på dette album. Dels ville det nok svare til at forsøge at forklare en opera med signalflag, dels er der ikke engang et par takter hér, som blot nærmer sig det middelmådige.

Megadeths fans vil elske ”Dystopia”, men jeg håber sandt for et sønderslået eksemplar af et hvilket som helst Medina album, at andre også hører det hér.

For sådan hér udraderer man på blot tre kvarter al konkurrence! Det er flammende fedt det hér. . . Husk at købe salve til sårene, venner.