Steffen Jungersen

.

Binzer JUNGERSEN WEB 930x180 v1

Fest, ballade og . . . . . . Aqua?!

Share
ugly-kid-joe-2016
stjerne stjerne stjerne stjerne    

Ugly Kid Joe spiller ikke særskilt bedre, end de gjorde ved gennembruddet for 24 år siden – til gengæld er charmen intakt og lidt til

UGLY KID JOE, Amager Bio, 20.10.

Da den californiske kvintet Ugly Kid Joe slog igennem i begyndelsen af 1990’erne og holdt dampen oppe i et par år, var der hårdt brug for dem.

De slog igennem med festreddere som ”Everything About You”, ”Goddamn Devil”, ”Neighbor” og deres fine version af Harry Chapins ”Cats In The Cradle” i en tid, hvor rockscenen nærmest var besat af sørgmodige starutter i stivnede strikketrøjer, som diverterede os med -skulle det desværre vise sig – alt for profetiske titler som ”I Hate Myself And I Want To Die”, ”The Day I Tried To Live” og ”We Die Young”.

Man kunne med andre ord hurtigere, end du kunne nå at sige ”det går ad helvede til”, godt glemme det dér med, at musik som udgangspunkt skal opfattes som livsbekræftende.

Der var således rigelig grund til bekymring. Men som selv tidligere feststemte rock’n’roll bands stemte guitarerne ned og fingerede utidig bekymring i håbet om, at der stadig var nogen, der gad høre på deres Aerosmith plagiater, var der fandeme ikke meget at grine ad.

Dét lavede Ugly Kid Joe stort set alene om på i de år. Da de kom væltende som et ubekymret udslip et sted mellem Anthrax, klassisk rock, hiphop og et småforstyrret gymnasieband.

VELMENT
UKJ gad ikke høre på, at verden ikke længere havde brug for fester. Så der var – som nævnt – virkelig brug for dem i de år. Tro mig! De spillede sgu’ ikke særlig godt, men de mente det – og os – godt.

Godt tyve år efter, jeg sidst har set dem, stod de så torsdag aften i Amager Bio, og ærligt talt var det første spørgsmål, hvad i h. . . . . . man skal med dem i 2016?

Svaret skulle vise sig at være fuldstændig det samme, som det var for tyve år siden: Vi skal da bare holde en fest, skal vi. Ugly Kid Joe er ikke blevet særskilt bedre til at spille, men til gengæld er sanger Whit Crane og bandets betragtelig charme så rigeligt intakt.

"BARBIE GIRL"
Nu er gymnasiebandet så bare blevet til husorkestret til de gamle elevers genforening, men vi skråler da stadig med på de ovennævnte sange. Hvorfor dog lade den mulighed gå fra sig? Trods en del ligegyldige numre oven i de gamle træffere blev festen i et pænt fyldt Amager Bio ikke ringere af, at bandet hyldede afdøde Lemmy fra Motörhead med fornemt frådende versioner af ”Ace Of Spades” og ”We Are The Road Crew”, mens guitarist Dave Fortman bød os på en akustisk version af Aquas ”Barbie Girl”, da Crane forlangte, at han skulle spille noget dansk musik.

Det var ikke stor kunst. Men det VAR – ligesom dengang – skideskægt. Og vi har – ligesom dengang – brug for netop det. Come on Copenhell – byd festen indenfor til sommer!

Share
 

Dagens Sang

 

Kontakt

Al pressekontakt, annoncering, promotion og PR varetages af Steffen Jungersen - steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende anmeldelser, promoer o. lign. bedes rettet til steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende hjemmesiden og nyhedsbrevet bedes rettet til astrid@steffenjungersen.dk

 

Dr Rock - udvalgte nedslag i 25 års rockhistorie

Dr-rock2

The aim and final end of all music should be none other than the glory of God and the refreshment of the soul.

_ Johann Sebastian Bach

Denne side anvender cookies. Ved at fortsætte, accepterer du vores cookiepolitik To find out more about the cookies we use and how to delete them, see our privacy policy.

I accept cookies from this site.
EU Cookie Directive plugin by www.channeldigital.co.uk