Vanir fra Roskilde kalder selv deres musik “Viking Metal”, men det kan kun bero på, at drønnerterne fra Domkirkebyen er kollektivt kuet af noget så forholdsvis sjældent i Heavy Metal som falsk beskedenhed.

Musikken på bandets tredje album, ”Aldar Rök”, er nemlig så meget mere end endnu en musikalsk hyldest til de hårdtdrikkende hornede hjelmhoveder, som i sin tid gjorde det til en dyd og en mission at hærge og plyndre i vore omliggende pastorater.

Næ, ”Aldar Rök” er noget så betagende som et ualmindeligt kompetent kreeret og godt set sammensurium af norsk black metal (Immortal og Dimmu Borgir primært) og klassisk Iron Maiden (omkring ”Somewhere In Time”). Ind imellem tilføjet et par vink til svensk melo-death, nu vi er i gang.

Og det ér – undskyld det primitive sprog – fandengaleme fremragende!

KONGEØRN
Vanir kombinerer et internationalt afsæt , et metal attack som de to nævnte norske pionerers og en melodisk åre som Maidens (før sidstnævnte begyndte at lide af personlighedsspaltning og troede de var Jethro Tull) med et lyd- og klangbillede af et vingefang (og som oftest ofte en billedskønhed) som en kongeørn i fri flugt over det høje nords tusmørke-tintede stepper.

Det er fænomenalt flot og forrygende spillet. Guitaristerne Philip Kaaber og Håkan kender på én gang både deres virkemidler og deres begrænsninger med fængende betagende storladne harmonier og skarptskårne riffs, som sidder lige i det så omtalte skab præcis så længe, det er passende. Hvilket i øvrigt også gælder førstnævntes velplacerede soli.

Men alle mand gør det forrygende i et band, som jeg indrømmer, jeg indtil i skrivende stund har overset. Det kunne jeg jo godt være flov over og burde måske også være det – men jeg vil nu hellere glæde mig til, hvis d’herrer snart ville være så venlige at give en koncert i nærheden af doktorens dystre domicil.