Det vil jo fandme ingen ende tage. Og tak så i øvrigt for dét!

For det, der ingen ende til tage, er den prægtige parade af gode danske rock’n’roll bands, der i disse år – og da i særdeleshed i år – har taget spaden i den rette hånd for at begave os med deres udladninger.

De senere år har bl.a. givet os Shotgun Revolution, Supercharger, Stella Blackrose og Black City, mens vi alene inden for det sidste års tid eksempelvis har fået Go Go Berlin, Statement, Black Book Lodge, Franklin Zoo, Electric Guitars og Förtress. Og så er tilmed mere-eller-mindre veteraner som Pretty Maids, D-A-D, Volbeat, Tim Christensen & The Damn Crystals, Artillery og Mercenary også ualmindeligt godt kørende i disse år.

Så, som tidligere sagt: Hvis der er krise i rocken herhjemme, så ved du godt, hvis dørtrin du kan aflevere klagebrevet på. Og det er ikke hos orkestrene!

Men når sagen ikke vil komme til mig, må jeg vel hellere se at komme til sagen. Og sagen er, at endnu et ”nyt” kvalitets rockband, trioen Littlefish, i disse dage albumdebuterer med ”The Gordian Knot”. Når jeg skriver nyt i anførselstegn skyldes det, at bandet faktisk har eksisteret i tyve år, selv om de først album debuterer nu.

Foo Christensen
I spidsen for Littlefish står sanger og guitarist Henrik Berger (som også spiller i Shotgun Revolution), og han bakkes op af de gennemkompetente Dennis Andreasen og Fridi Öster på henholdsvis bas og trommer.

Hårdt presset har Berger fortalt mig, at de ”en gang imellem” bliver betegnet som en krydsning af Foo Fighters og Tim Christensen. Og det kan jeg sgu’ godt forstå, for det er lige præcis, hvad Littlefish er. Selv om man nok på visse sange – ikke mindst den intet mindre end brillante og følte ”Still My Heart” – faktisk godt kan tilføje Beatles-go-hardrock til beskrivelsen.

Og det er alt i alt gode kvaliteter, hvis nogen skulle være i tvivl. Littlefish kombinerer effektivt Dave Grohl og co.s tøjlesløse rock attack med Christensens Beatles-influerede semi-melankolske melodi univers på ”The Gordian Knot”. Det kommer således ikke som den HELT store overraskelse, når man finder ud af, at Tim C. har produceret vokaler på dele af albummet, ligesom han synger kor og spiller mellotron på flere af sangene.

Venlige nik
Men d’herrer kan i sandhed også godt kende en god melodi, når de falder over én, og det gør de så mange gange i løbet af dette album, at der er adskillige potentielle hits hér – forudsat naturligvis man et øjeblik lader, som om der var en slags retfærdighed til hér i verden.

Så banalt det end måtte se ud på skrift, så spiller Littlefish i lighed med de åndsbeslægtede Black City med en beundringsværdi balance mellem tøjlesløs energi, hensynet til den gode sang og stramme arrangementer. Og det gælder uanset som det er en ualmindeligt fængende hyldest til rock’n’roll som ”Out Of Bounds” eller den sorgløst slentrende ”OK”. Sidstnævnte sender i øvrigt et velkomment og venligt nik til – ja ham igen! – Tim Christensens første soloalbum ”Secrets On Parade”.

Det eneste, jeg godt kunne have tænkt mig, var lidt mere tyngde i produktionen, ligesom et par af numrene nok er lige lovligt enslydende, men selv et band med tyve år på bagen skal vel have noget mere at stræbe efter.

Overvejende et dejligt album og se så at komme ud på turné sammen med Black City – det ville i dén grad være klædeligt.