Af Thomas Thomsen

Knapt et år efter at de slog tilskuerrekord for et dansk band på dansk grund i Tusindårsskoven, vendte de tilbage. Sidste års eventyr skulle tilføjes et nyt kapitel.

Det blev en sand triumf ud i at vise, hvordan en setliste skal skæres til og spilles så fuglene ikke kunne lade være med at synge med i trækronerne.

Sjældent har jeg da hørt en så stærk sammensat setliste til en Volbeat koncert. Og ikke mindst fordi der var sammenhæng fra start til slut uden, at et enkelt eller flere numre faldt igennem.

Ja, ja. Det er jo ikke ensbetydende med, at det var det bedste af det bedste vi fik. For der kunne sagtens være plads til flere og måske andre numre. Men når der nu skal sorteres og vælges var det bestemt ikke tosset.

Med "Seal The Deal & Let’s Boogie" frisk i bagagen var der lagt frisk brænde i kakkelovnen. Der var ikke andet for end, at hoppe på boogie-toget og lade sig forføre.

”The Devil’s Bleeding Crown” skød festlighederne i gang og blev fulgt op en fantastisk medley af "Heaven Nor Hell / A Warrior’s Call / I Only Wanna Be With You”.

Med den start så havde man sgu kun lyst til, at være i selskab med Volbeat og glemme alt om helvedes samlingspunkt øst for Storebælt (Copenhell red.).

Der blev kigget videre tilbage i annalerne. Plukket lidt hist og her fra de forskellige albums. ”Guitar Gangsters…”, ”Sad Man’s Tongue”, ”Hallelujah Goat” osv.

Der stod man måske og troede, at der ville blive tale om hitparade ud i de gamle og sikre numre. For dem kender vi og ved, vi kan lide. Ja, så var det ikke den vej det gik. For det hele blev krydret med et pænt udpluk fra det nyeste udspil.

Nogle vil påstå, at Volbeat er blevet blødere med alderen, og at musikken lyder mere poppet end metallisk.

Personligt er jeg mest tilhænger af den aldrende del af deres repertoire – hvis jeg nu får sat kniven for struben og skal vælge. Men hvad gør det, når det nye bare swinger og stadig har en tvist af metal over sig. For det swinger i den grad.

Når de nye numre – en efter en – bliver smidt i fjæset på en begejstret menneskemængde får de lige den ekstra tand af saft og kraft, som løfter numrene til et mere metallisk niveau uden dog at skræmme folk væk.

Tag bare for eksempel ”Let It Burn”, ”Gates Of Babylon” eller ”Goodbye Forever”. Sidstnævnte er i mine ører et klassenummer – ikke mindst grundet et sublimt Harlem Gospel Kor i baggrunden. De var der også – desværre kun på tape. Men her mestrede Volbeat en knivskarp levering af nummeret, da der hverken blev spillet for hurtigt eller for langsomt. Eminent.

Her kan Metallica sgu godt lærer noget når de spiller ”Enter Sandman”.

10 år efter ”The Gardens Tale” med Johan Olsen fra Magtens Korridorer, har de gentaget succesen. Måske endda i højere grad, med ”For Evigt”.

Han var – fristes man til at sige – heldigvis tilstede i Tusindsårsskoven og ikke gået på druk. Med sin sprøde vokal, som en ungdommens Johnny Madsen, er han i den grad med til at løfte de numre, ikke mindst ”For Evigt”. Også live. Og ”The Gardens Tale” – ja den historie fik vi også.

Med en afslutning der blandt andet indeholdt ”Fallen”, ”Doc Holliday”, ”Still Counting” og ”The Mirror And The Ripper” – ja, så kan man ikke forlange mere.

Efter afskeden med Anders Kjølholm var det første gang det danske publikum skulle stifte bekendtskab med den nye dreng i klassen – Kasper Boye Larsen på bas. Han gjorde en yderst fin figur og fremstod faktisk som en rutineret herre i Volbeat regi. Måske ikke overraskende da han tidligere har turneret rundt med bandet i de tidlige år på den første Europatour. Det samarbejde skal nok komme til at fungere.

Nibe – glæd jer! Hvis Volbeat bare præsterer i nærheden af det de gjorde fredag aften bliver det en fest.