Okay, dette album har vel efterhånden en tre måneders tid på bagen, men dels - som mange af læserne vil vide - har jeg været ude af rock'n'roll cirkulation i et stykke tid, og dels er Black Star Riders' debut i særklasse det album, flest har efterspurgt en anmeldelse af i det første "nummer" af Steffenjungersen.dk.

Hvad I ønsker, skal I få og alt det dér. Så værs'go:

Da guitaristen Scott Gorham juleaften sidste år offentliggjorde, at de numre, han og de andre medlemmer af den sidste inkarnation af Thin Lizzy havde gået og rodet med, ikke ville blive udgivet i Thin Lizzy navnet, vil jeg tro mit lettelsens suk kunne registreres i vindmålerne på vestkysten.

Ét var trods alt at Gorham i årevis havde turneret med forskellige udgaver af Thin Lizzy, som "hyldester" til bandets for længst afdøde "main man" og sangskriver, legenden Philip Lynott. Men havde de valgt at udgive nye sange i Lizzy navnet, ville selv en Pia Kjærsgaard efter et påbud om tvungen burka-bæring i Gentofte næppe kunne matche mit raseri.

Enter: Black Star Riders med Gorham og Damon Johnson på leadguitarer, den tidligere Almighty frontmand Ricky Warwick som sanger og rytmeguitarist, bassisten Marco Mendoza (Ted Nugent, Whitesnake m.fl.) og trommeslageren Jimmy DeGrasso (Suicidal Tendencies, Megadeth, Y&T m.fl.).

Et sandt klassehold med andre ord. Og deres første album sammen, "All Hell Breaks Loose", skuffer da heller ikke. Langt fra.

Det ene fremragende, tidløse og klassiske rocknummer tager det andet hér. Ærligt talt troede jeg efterhånden, at kunsten at fokusere på den forkætrede "gode sang" var en uddød én af slagsen, men for i lige underkanten af 100 procents vedkommende er sangene på "All Breaks Loose" ørehængere.

Lyder det som Thin Lizzy? Ja, det ved Lynott i Himlen det gør – og det i en grad så det halve sjov ved dette album er at sidde og trække paralleller fra de nye sange til de gamle Lizzy klassikere.

Så i rap rækkefølge: "All Breaks Loose" viderefører "Bad Reputation", "Bound For Glory" er næsten "Waiting For An Alibi", "Kingdom Of The Lost" danser med "Emerald", "Hey Judas" er slyngveninde med "Got To Give It Up", "Hoodoo Voodoo" er bror til "Killing Of The Buffalo", og.... nå ja, fortsæt selv.

Spillet er selvsagt suverænt. Et sandt klassehold som sagt. Gorham og Johnson viderefører på det smukkeste Thin Lizzy traditionen med harmonispil direkte fra himlen og guitarsoli så velspillede og følte, at de simpelthen skriver den ultimative manual for, hvordan man gør den slags (hør lige eksempelvis det spartanske men uhyggeligt præcise guitarspil i "Kissing The Ground" og græd af glæde!).

Warwick er et fund som vokalist. Hans let hæse, tilrøgede og samtidig følte sangforedrag er ganske enkelt perfekt – hør blot "Hey Judas" og erkend at dét sgu' i hvert fald ikke kan gøres bedre.

Gør det så sluttelig noget, at det meste lyder så meget som Thin Lizzy? Nej tværtimod. De nye sange følger jo blot en tradition, som det mere end de fleste af den slags er værd at holde i live.

Eller som én af mine venner skrev på facebook, da han første gang hørte "Bound For Glory":
"Er du gal det lyder som Thin Lizzy! Det er jo nærmest uhyggeligt! Uhyggeligt fedt altså!"

Black Star Riders spiller i Train (Aarhus) 6. november, i Amager Bio (København) 17. november og i Godset (Kolding) 18. november.