En sidste tur på det brølende boogietog

Sætliste eller fakta

Et øjebliksbillede fra onsdag aften på Dyrskuepladsen i Roskilde.

Ved min ene side stod en smuk unge pige i 20'erne og ved den anden en - ahem! - lettere brugt nogle-og-tres årig. Begges ansigter afspejlede en lykkelig salighed på et plan, som den slags nu engang befinder sig, når sande troende dyrker deres religion.

Selv smilede jeg og udtrykte til alle de, som gad høre på mig (og såmænd også dem, der ikke gad) begrundet tvivl, om jeg egentlig snart kunne være i mig selv.

Religionen?

Rock and roll!

Årsagen til ovenfor beskrevne symbiose mellem generationerne og den generelle eufori?

Rock and roll og i det pågældende øjeblik en suveræn smadder-salme betitlet "Shot Down In Flames".

Yep, AC/DC var tilbage i Danmark på dét, som nok bliver det australsk/engelske boogietogs sidste kørsel, inden den 40-årige rockmaskine kører i remise og forbliver der.

SWING
Havde man som jeg på forhånd en vis skepsis omkring AC/DC's "Rock And Roll Train" og sammes driftsikkerhed, blev den skepsis faktisk gjort til skamme. Men der VAR nu engang grund til den i forvejen, i og med at AC/DC har været tvunget til at skifte to tredjedele af personalet i rockens mest driftsikre maskinrum ud. Dels bandstifter og reel leder af bandet gennem alle årene, rytmeguitaristen Malcolm Young, som lider af demens. Dels bandets ubetaleligt swingende oprindelige trommeslager Phil Rudd, der har stuearrest hjemme i New Zealand pga. sit lovligt lemfældige forhold til den lokale straffelov.

Imidlertid gjorde afløserne - Stevie Young på rytmeguitar og trommeslageren Chris Slade - det faktisk forbilledligt på Dyrskuepladsen. Specielt Slade, som ellers tidligere har haft en tendens til at løbe i tempo, overraskede positivt og hamrede med eftertryk kabinettet på plads, da han eftergjorde Rudds sublime swing i det majestætiske mellemspil i "Shoot To Thrill" og forblev tungt og hårdtslående på beatet i en "Hell Ain't A Bad Place To Be", som gav anledning til så mange high-fives, at mine håndflader smerter endnu.

SYNG SELV FOLKENS!
Og så ikke mere teknisk sniksnak i denne omgang.

Det var overvejende en forbandet fryd af opleve denne selve rock'n'rolls urkraft endnu en (sidste) gang, da batteriet af bragende bastante og bedårende bistre boogieklassikere bankede ned over vore hoveder fra starten gik med "Rock Or Bust" via "Dirty Deeds. . .", "Rock And Roll Train", "Sin City" og "Have A Drink On Me" til "You Shook Me All Night Long" for blot at nævne seks. Selvfølgelig med det permanente problem-skolebarn, den 60-årige leadguitarist Angus Young i front sammen med nu 67-årige sanger Brian Johnson. Så får det være at sidstnævntes stemme efterhånden er i en forfatning, så dén i hvert fald næppe klarer flere verdensturnéer, for mandens entusiasme og åbenlyse fryd ved at være til stede gjorde, at den da lige gik én gang til for Roskilde.

I øvrigt kan vi da synge den dér "Highway To Hell" selv, hvis det skulle være, og det gjorde vi så, da dette ét af verdens bedste rocknumre nogensinde mod slutningen blev afleveret. Så kan den hedde "Highway To Hell" alt dét, den vil, for der findes få numre, som med så stor sikkerhed sender publikum ad Rock And Roll HEAVEN til, som "Highway. . ." altid gør det.

I HEGNET
Det kneb mærkværdigvis i perioder med den helt store publikumseufori hos mange af de 55.000 denne aften. Måske fordi man alt i alt skulle være glad for, at der er så mange hegn rundt om Dyrskuepladsen, for der var godt nok mange, der gerne ville drikke sig ud i dem.

Så vidtløftigheder a'la "AC/DC væltede Roskilde" ville være lemfældig omgang med sandheden - dels pga. dele af publikums manglende reaktion, dels fordi AC/DC altså ikke er ufejlbarlige - der blev f.eks. fumlet lovlig meget i introen til "Thunderstruck", og "Back In Black" ville ikke rigtig lette.

Alt i alt en solid fire-en-halv stjernes koncert, som jeg runder op til fem af to årsager. For det første, fordi det var en fryd at få lov at opleve AC/DC på netop den plads, der før Roskilde Festival forsvandt i politisk korrekthed og siden op i deres egen. . . navle, har været skueplads for så mange suveræne rockoplevelser. For det andet af ren og skær kærlighed! For fanden; jeg købte mit første AC/DC album for fyrre år siden! Og når dét band, som er ét af de få, der stadig sværger til rock, som det nu engang oprindelig var ment, stiller op og spiller for mig en formentlig sidste gang, kvitterer jeg med en tårevædet tak.

Tak for AC/DC!

Tak for rock and roll!

Tak for livet, som det leves stærkest!