Det var 2010, det var august, det var festivalen i Skanderborg, og anmelderen dristede sig efter lige denne koncert til indtil flere vidtløftigheder om bandet og ikke mindst sangerinden, der stod  på scenen den dag:

"Gruppens sangerinde overbeviste mig på mindre en time om, at jeg simpelthen var vidne til en stjernes fødsel (...) med en helt enestående udstråling og flammende kærlighed til dét, hun laver ..."

Sådan oplevede jeg første gang Stella Blackrose i al almindelighed og den dengang 23-årige Rebecca Lou Armstrong i særdeleshed. Koncerten fandt sted umiddelbart efter udgivelsen af bandets første album, "Kiss The Dirt", og bandet kom trods det begrædeligt begrænsede fremmøde ud over den så ofte omtalte rampe med et livsbegær og spilleglæde, som stod de foran 20.000 mennesker.

Ikke mindst Rebecca, som i hver fald lige denne dag gav ALT, hun havde i sig og var selve personificeringen af, hvor godt livet kunne være.

Troede man.

For hvem kunne vide at denne pige, som var en regulær livsbekræftende orkan på scenen, bagefter bag scenen på jævnlig basis sank tilbage i den depression, der havde plaget hende, siden hun var en lille pige. Martret af lavt selvværd og en uforklarlig fornemmelse af "ikke at høre til".

Noget som første gang som drev hende til flere selvmordsforsøg. Første gang som 13-årig.

"I dag er jeg 27, så det har været en lang rejse," fortæller Rebecca i dag.

"Jeg har givet koncerter, hvor jeg stod stod med ryggen mod publikum og havde det ad helvede til. Jeg ville jo musikken, men samtidig skammede jeg mig over den, jeg er ...

... men nu vil jeg ikke skamme mig over det længere!"

Dæmonernes dans
Rebecca smiler og virker lettet. Hun og Stella Blackrose har netop udgivet sangen "Pick Me Up", hvor Rebecca virker helt forelsket. Ikke nødvendigvis i den eneste ene men mere i livet som sådan.

Noget af en omvæltning i forhold til Stella Blackroses seneste dystre og mørkt tonede album, det to år gamle "Death And Forever", som nærmest formede sig som ét langt livtag med de dæmoner, som har det med at tage bolig i sindet hos visse af os.

Det er ikke alene svært men faktisk umuligt at forklare folk, som ikke selv har levet med depressioner og dæmoner, at sådan er vi altså bare nogle stykker, som er indrettet. For der ER ingen forklaring.

Men kan man erkende, hvordan man har det, kan man trods alt lære at leve med, at man sindsmæssigt er gjort af et skrøbeligt stof. Og det er dét, Rebecca langt om længe er nået frem til de sidste to år.

"Vores sidste album var terapi for mig. Det handlede ikke om at få seks stjerner eller ej – det handlede om terapi," siger Rebecca i dag.

"Da vi to snakkede sammen dengang i forbindelse med det album, havde jeg det skidt, og det kunne du selvfølgelig godt greje, og det er derfor, jeg sidder her i dag for at fortælle. . ."

Rebecca tøver.

... Folk må gerne vide det nu."

Hun smiler lidt forsagt og fortsætter:

"Jeg har vel fundet ud af, at jeg er ved at være en voksen kvinde. At jeg nu tør stå ved, hvem og hvad jeg er.

Jeg har et mørke i mig, og jeg har ikke kunnet acceptere det, hvilket gjorde mig ked af det. Jeg har været destruktiv, siden jeg var en lille pige, fordi jeg måtte kæmpe mod det mørke, og jeg ville ikke erkende, det var der."

Det vil hun nu.

Ud af mørket
"Som én sang engang "I can’t drown my demons, they know how to swim" (Bring Me The Horizons “Can You Feel My Heart", red.). Men jeg har lært at bruge den mørke side kreativt, selv om jeg samtidig skal være på vagt for, at jeg ikke synker for langt ned i mørket igen."

Den slags kræver øvelse. Og en del af øvelsen er ifølge Rebecca dette:

"Jeg skal knibe mig selv i armen hver morgen og være glad! For jeg har jo prøvet at tage billetten, men det er heldigvis ikke lykkedes.

Så jeg har været helt nede på bunden, men modsat ved jeg jo så også, hvor stort det er, når de dér lysglimt og øjeblikke af lykke så rammer én. Og "Pick Me Up" handler om, at jeg er parat til at stille mine ar og mine skader til skue samt det at møde et menneske, der elsker én for det, man er.

Folk må sgu’ ta’ mig for den, jeg er. Jeg er kommet for langt til andet."

Rebecca griner:

"Jeg fatter ikke, jeg sidder og fortæller dig alt det hér. Men det hjælper faktisk."

Som hun sidder dér over for mig på bodegaen på Nørrebro og smiler, griner og overbærende ryster på hovedet over sin egen åbenhjertighed, er Rebecca oplagt ikke længere den knugede, defensive og bange lille pige, jeg for blot to år siden talte med i forbindelse med "Death And Forever" albummet.

"Jeg kan hade og elske mig selv, men jeg skal hele tiden holde fast i mig selv og tænke på mig selv som hende, der er på vej mod noget fantastisk," siger Rebecca og runder af:

"Så kan jeg godt tage det andet med ..."

Rebecca og Stella Blackrose kan opleves på Lygten ved Nørrebro Station fredag aften.