For nu at parafrasere en kær veninde, så er det temmelig belastende at stå der og egentlig bare have lyst til at nyde musikken. Når det eneste, man imidlertid kan holde fokus på, er ”de søm, der er ved at vokse sig store i handskerne, så man kunne komme til at slå nogen hårdt! Fuck, det er en plage!”

Hvad er? At en alt for stor del af publikum til mange koncerter nu om stunder er så forelskede i deres eget ævl, at det får en hovedtaler på Munddiarréens Verdenskongres til at blegne.

Ja, jeg er sgu’ lige så træt af at skrive om visse menneskers konstante kværnen under koncerter, som I sikkert er af at læse om det. Det rokker imidlertid ikke ved, at problemet bliver større og større, og at den var gal igen under Dizzy Mizz Lizzys koncert i Amager Bio lørdag aften.

Man skulle ellers mene at kombinationen ”genåbningsfest på Danmarks bedste spillested med Danmarks bedste liveband i spidsen” kaldte på et potent party af prægtige dimensioner.

I stedet må det henregnes som ét af de større mysterier i nyere tid, at en stor del af publikum virkede ligeglade eller i bedste fald kun marginalt interesserede. Altså de mennesker, som havde sørget for, at koncerten i sin tid var udsolgt næsten før, du kunne nå at sige ”sekundviser”.

Med til mysteriet hører så i øvrigt også, at Dizzy Mizz Lizzy denne aften kun over få og korte distancer fik deres ellers så driftssikre triumftog på skinner.

Det vender jeg tilbage til, men en aften hvor såvel den sædvanlige skov af arme oppe foran som de mere løsslupne begejstringsbrøl stort set udeblev hjalp næppe.

FRUSTRATION
Ligesom det næppe heller bidrog til begejstringen, at én som jeg, der virkelig havde glædet sig til det hér, stod dels og døjede med de indledningsvis voksende søm i handskerne og koncentrationen, fordi for mange af de omkringstående simpelthen ikke kunne holde kæft!

Citerer igen veninden fra indledningen: Gå ud i baren! Eller endnu bedre: Gå hjem!

Oppe på scenen virkede Dizzy Mizz Lizzy i perioder en anelse fraværende. Jeg fik - uden decideret at kunne sætte en finger på problemet - den klare fornemmelse, at der herskede en vis frustration deroppe, fordi der var noget, der ikke ville, som Dizzy Mizz Lizzy ville.

Danmarks bedste liveband kom for en sjælden gangs skyld ikke ordentligt ud over den så ofte omtale rampe. På den anden side virkede interessen for det, som måtte komme over rampen, som nævnt også til at overskue for manges vedkommende.

Dizzy var dog ikke så kedelige som publikum. Så selv om bandets sædvanlige gnistrende telepatiske samspil ikke fungerede optimalt, og Tim Christensens ansigtsudtryk til tider signalerede ”hva’ fanden sker der hér?!” var der også noget at glæde sig over.

Og det mest glædelige var faktisk og herligt nok de to nye numre, ”In The Blood” og ”California Rain” – begge god gnistrende og sammenbidt heavy – som i HEAVY – rock, der lover godt for trioens fjerde album.

En fornem ”I Would If I Could But I Can’t” trak også op, og selv på en aften som denne brillerede Christensen med en række ualmindeligt formidabelt flydende og overlegne guitarsoli, som faktisk næsten alene reddede min aften.

Trods alt.

Men hold nu kæft en fest, det kunne have været, hvis alle havde været med på sådan én. . .

DET SPILLEDE DE:
1. Phlying Pharaoh
2. Glory
3. In the Blood
4. Terrified in Paradise
5. Brainless
6. Barbedwired Baby's Dream
7. Rotator
8. 67 Seas in Your Eyes
9. Love Is a Loser's Game
10. 11:07 PM
11. California Rain
12. Made to Believe
13. Waterline
14. Silverflame

Ekstranumre
15. Thorn In My Pride
16. I Would If I Could But I Can't