English version

I forbindelse med The Rolling Stones’ 40 års jubilæum blev Keith Richards - lidet opfindsomt men sådan er det - spurgt, hvorfor bandet efter så mange år fortsatte. Svaret lød:

"Jeg har stadig den dér fornemmelse af uopfyldt skæbne, når det handler om Stones."

Dét citat lod jeg gå videre til Jesper Binzer. Er det sådan, man har det i D-A-D, nu bandet fejrer 30 års fødselsdag?

"Uopfyldt skæbne? Det er edderma’me smukt sagt," smiler sangeren og smager lidt på udtrykket.

"Jeg vil starte med at sige, så længe der bliver komponeret og arbejdet kreativt, så bliver vi da ved. Som Keith også har sagt, så er der jo aldrig nogen, der ville spørge en sort bluesmusiker, hvornår han holder op ... "

Jesper har stået forrest på scenen i D-A-D, siden han var 18 år. D-A-D har på godt og ondt været hans og bandkammeraternes hele liv og skæbne. Det ligger implicit i hele vores samtale, at det er sådan dét er – ligesom den understrøm, som er Jespers såre forståelige stolthed over dét, bandet har præsteret i karrieren, gør det.

"Ja, hvad skal jeg sige ... Jeg ville være angst og ked af det, hvis D-A-D ikke skulle fortsætte. Det hér indeholder dét, man har lyst til at bruge livet på," funderer Binzer.

"Forstået på den måde at vi ikke skal opfylde D-A-D’s ønsker, men D-A-D kan opfylde hver af os fires ønsker."

Han holder en kort pause til eftertanke og griner så:

"Altså Steffen! Jeg kunne godt tænke mig at komme med et større svar på det hér! Men lad mig sige: Drømmen er totalt i live.

Så længe vi stadig kan lave noget ud af ingenting og give det en form for personligt spark i røven, så er det i orden. Derefter er det markedsmekanismerne, der tager over, og dem er vi alle underlagt."

Drømmen fortsætter
Markedsmekanismerne har dog det meste ad vejen vist sig så gunstige for D-A-D, at drømmen har fået lov at fortsætte.

Altså lige fraset dengang med WigWam turnéen.

Af hensyn til de yngre læsere: WigWam var en stort anlagt luksus-festival turné med D-A-D og Thomas Helmig som galionsfigurer, som allerede efter de første koncerter i 2002 gik spektakulært på røven, trak bookingbureauet med sig i faldet og gældsatte en lang række kunstnere – deriblandt D-A-D.

Man gider ikke engang spørge Jesper, om han fortryder dén omgang. Men er der andet i årenes løb, han fortryder?

For eksempel at D-A-D aldrig fik det store forkromede USA gennembrud? Trods alt smed pladeselskabet Warner Brothers for snart 25 år siden en million dollar efter bandet for at skaffe dét gennembrud.

Men Warner gjorde regning uden D-A-D’s efterhånden legendariske stædighed og kompromisløshed, og bandet havde eksempelvis ikke nødvendigvis lyst til at blive markedsført som det nye store hairmetal håb.

Warner droppede da også de genstridige danskere i USA efter to albums – "No Fuel Left For The Pilgrims" og "Riskin’ It All".

"Lige hvad det dér angår, vil jeg først sige, at et par af os heldigvis er blevet bedre til at få ja-hatten på. Har fået det personlige mod til at sige "jamen for fa’en, der sker da ikke noget ved, at vi prøver dét og dét, og så ser vi, hvad der sker"," svarer Jesper – temmelig kryptisk.

"Men alligevel; nej der er ikke rigtig noget, vi har fortrudt, for det ene har ført det andet med sig ... Og vi har ikke mave til - og det havde vi heller ikke dengang - at lave en Mike Tramp og hive rødderne op og flytte til USA for at få det store gennembrud. Det er vi for meget homeboys til."

Sangeren smiler, da din ondsindede udsendte igen i den sammenhæng tager spørgsmålet om D-A-D’s egensindighed og kompromisløshed op.

"Vi ville jo ikke dengang melde os ind i en klub, der ville have os. Vi slog os, og vi slår os i tøjret," griner Binzer og bliver så alvorlig igen.
"Det kan da godt være, det både var dumstædigt og måske også manglende mod, men på den anden side: hvis du ligger på puden og fortryder, så ved du i det mindste, det kun er din egen skyld."

Rockklubberne
Så lad os i stedet tale om opturene i D-A-D ifølge Jesper Binzer.

"Det er svært jo, for ting forsvinder og der er også noget, der er røget væk (latter), men la’ mig sige: Dengang vi spillede "Sleeping My Day Away", "Girl Nation" og "Jihad" på Roskilde Festival i 1988 – før de var udgivet – og folk allerede dér var helt oppe på de numre.

Dér kan jeg huske fornemmelsen af, at "hey, hér har vi vist fat i noget af det rigtige", du ved."

Binzer holder en kort pause og spoler så 25 år frem.

"Jo, så synes jeg, det var fedt, at Tysklands-turnéen sidste år gav overskud. Uden toursupport eller noget, for det havde vi ikke regnet med. Vi spillede jo fandme et job i Esbjerg inden Europa-turnéen blot for at fore pungen, for det kunne jo gå helt galt. Men det gjorde det sgu’ ikke!"

Og Jesper er glad for, at D-A-D er tilbage i rockklubberne syd for grænsen – selv om D-A-D kunne have spillet sikkert og være blevet i Danmark og spille idrætshaller og festivaler.

"Vi er selvfølgelig velsignede i det stykke, at der er den store interesse for os herhjemme, men det er fedt med rockklubber. Har man så brug for at pudse sit ego af, kan man jo bare tænke på alle de rockbands, vi voksede op med dengang. De er stort set alle sammen væk, mens vi endte med at blive overlevere. Det er da fedt!"

Friheden
Jesper Binzer omtaler klubturnéerne i udlandet som "de gamle drenges andet eller tredje comeback" syd for grænsen.

"Vi har gjort det på viljen og en "nu skal I bare se!" attitude," som han siger.

" Modsat fodboldspillere, som netop som de har lært nogenlunde, hvad det handler om, skal pensioneres, så er det jo for os fantastisk at få lov at prøve anden og tredje omgang, hvor man ved hvor kræfterne skal sættes ind, hvor der skal slappes af, og hvordan man får den allerbedste kontakt med publikum."

Mandens glæde ved D-A-D og musikken synes set udefra at være yderligere forstærket, efter at bandet er begyndt at turnere ude i Europa igen.

"Rock’n’roll er jo den dér frihed til at slå sig løs i vildskab, at svede og brække sig og råbe højt. Dén frihed, mand! Og så er det fedt at spille i rockklubber," ivrer Binzer.

"Nej, de blev sgu’ ikke U2. De kører rundt i Tyskland, ikk’! Og hvad så: Det ER i rockklubberne, det sker!"

Ja ja Jesper - og det er ikke noget, du bare SKAL sige til dig selv, fordi I ikke er store nok til at spille i haller syd for grænsen?

Sangeren griner, sender mig et finurligt blik og siger så:

" La’ mig sige det på en anden måde: Når vi står i et toilet af et omklædningsrum nede i Stuttgart, så siger jeg til de andre "husk på hvordan Volbeat blev store" (latterbrøl) ... Man kan jo narre sig selv på mange måder - det er én af dem."

Lige præcis dén klædeligt selvironiske udtalelse om Volbeat signalerer naturligvis, at Michael Poulsens tropper har opnået netop dét, som D-A-D af mange blev spået for et par årtier siden: verdensgennembruddet.

Er der nogen misundelse?

"Vi har det sgu’ fint med Volbeat, og Michael og jeg er da i jævnlig kontakt. Og jo da; der er måske ind imellem i al gemytlighed et lille grønligt skær af misundelse. Men det tager vi med - vi er jo blevet voksne for fanden!"

Som jeg sidder dér for guderne vide hvilken gang sammen med Jesper Binzer og for samme høje herrer vide hvilken gang taler om dét band, der har været hele hans liv, virker manden - som nævnt tidligere - efter alle disse år om muligt endnu mere forelsket i musikken.

I dét, det hele handler om, når fyrværkerishow, lysende kohoveder og bagtæpper på størrelse med fodboldbaner er pakket ned.

"Hvis vi lærte noget af wigwam-tingen dengang, var det ikke mindst, at det altså ikke er rammerne, der betyder noget. Det ER musikken, det handler om," siger Jesper.

"Altså hvis vi kan lide at gå i øvelokalet og synes, det er fedt, når et nyt riff dukker op, som vi kan sætte sammen med det dér andet riff fra i forgårs, og Stig har skrevet et par fede ord ned på en lokumsrulle, du ved ...”

Sangeren slår ud med armene og griner:

"Jamen, når det er sådan, som jeg sagde dér, har vi fortjent penge og succes ... men også først dér!"

Dette var den anden del af steffenjungersen.dk's jubilæumsinterview med D-A-D frontmand Jesper Binzer. Første del kan læses her