Se, det var én af de (mid)dags stunder, hvor ordene ”godt nyt til alle, verden er intakt” fra Johnny Madsens seneste hit ”Godt nyt” vitterlig stod til troende.

I et land hvor vi nærmest pr. vane føler os kaldede til at håne det fænomen, som meteorologer med et perifært forhold til begrebet ”troværdighed” titulerer ”den danske sommer”.

Resten af verdens problemer taget i betragtning, har vi jo så lige præcis ingen. Men lad det nu ligge for en gangs skyld.

I et land hvor i hvert fald nærværende skribent på jævnlig basis forbander den dag for mange, mange tusind år siden, hvor nogle tosser fandt på at vandre nordpå og grundlægge et land på vores breddegrader.

Men ind imellem er Danmark, som Shu-bi-dua i sin tid så præcist fyrede den af, fandeme et dejligt land.

Tag nu eksempelvis sådan en middagsstund en lørdag, hvor man sammen med en masse andre glade mennesker på Esbjerg Rock Festival bliver mødt af først en overdådigt veloplagt Mike Tramp efterfulgt af fremdeles ét de fineste traditionelle rock’n’roll bands i hvert fald jeg kender: Johnny Madsen Band.

SVÆRMERISK SOMMER SOUNDTRACK
Det dér var jo den danske sommer, når den er mest sværmerisk. Tilsat et soundtrack, som i værste fald blot medførte, at man ikke rigtig kunne finde noget at brokke sig over.

Selvfølgelig kan det i sig selv være irriterende nok, men man skulle ikke mange minutter ind Tramp og hans fine backingband Lucers sæt, før selv en karrierekværulant som jeg lod karrieren fare og blot nød livet, nærværet og musikken.
Mike Tramp har en egen afvæbnende charme og et gedigent overskud på en scene, og det var et mesterligt træk for nogle måneder siden at indrullere de unge knægte i Lucer som backingband.

Anders Bøgemark på guitar, Lasse Bøgemark på bas og trommeslageren Jonathan Nørgaard spiller såvel Tramps solomateriale som de fint re-arrangerede White Lion sange ”Little Fighter”, ”When The Children Cry” og den stadig fantastiske ”Broken Heart” med en så velgørende forståelse for den klassiske rockvare, at man ikke bebrejdede Tramp for gang på gang at smile stolt, når de tre unge knægte tog endnu en tur i kærlighedstunnellen med én af hans mange gode sange.

SANGER I SÆRKLASSE
Det musikalske ægteskab med Lucer er skabt i rock’n’roll heaven, og Mike Tramp selv har måske aldrig været bedre – og dette er en mand, som altid har været og stadig er en sanger i særklasse. Man tror ham, når han gang på gang understreger, hvor glad han er for at være vendt tilbage til Danmark efter flere årtier i udlandet.

Det LYDER nemlig også, som om Mike har fundet hjem, og som om hans sange faktisk først nu for alvor folder sig ud. Der er fakstisk mange perler i mandens soloproduktion – check f.eks. ”Who Can You Believe”. En aldeles mesterlig rocksang fra Mikes seneste album, ”Nomad”, som han også spillede i Esbjerg.

Dejligt.

Og det blev så ikke mindre dejligt, at den voldsomt vederkvægende velklædte vestjyske verdensmand Johnny Madsen og hans benhårde rock’n’roll orkester fulgte Mike & Lucer på scenen.

Jo, vi fik dem alle sammen, klassikerne, som ”Udenfor Sæsonen”, ”Halvgal Halbal”, ”Færgemanden”, ”Udenfor Sæsonen”, ”Havanna”, ”Checkpoint Charlie”, ”Én af bli’ som” og ”Johnny The Blues” samt en række af de fineste fra Madsens seneste album ”Godt nyt”.

Og vi fik dem leveret, som de nu engang SKAL leveres. Med en vokal hentet direkte fra VM i Kæderygning og Cognac-druk og et musikalsk akkompagnement med et drive og et swing, som de dér gutter i de amerikanske sydstater, som oprindeligt opfandt den slags, såmænd ikke ville kunne gøre bedre.

SOM DÉT SKULLE VÆRE
Klokken var 14. Voksne mænd kæmpede kolde i gabet, som var de teenagere en lørdag aften, mens deres lige så voksne fruer dansede om kap med solens stråler.

Det var ligesom, dét skulle være. Jeg var selv på nippet til et koket træk med træbenet. . . men så kom luftguitaren i vejen.

Hvilket den i sandhed også gjorde, at Dizzy Mizz Lizzy aftenen forinden lukkede Esbjerg Rock Festivals første dag.

Så trivielt det end måtte være for læserne – og i dét tilfælde undskylder jeg – så er Dizzy Mizz Lizzy selv på en aften, hvor de måske ikke var helt på toppen (blot en fornemmelse herfra), stadig med afstand dét bedste liveband i dette land.

Og jeg mener med afstand til dem alle sammen – både dem, dem og sågar DEM (sæt selv navne på).

Uden at gå alt for meget i detaljer, så beviste Dizzy Mizz Lizzy i Esbjerg endnu engang, at de fleste andre bands skal stå op, før deres groupies har fået hofteholderne af, for at følge med dem.

Sangene fra bandets længe ventede – for nu til en afveksling at underdrive – tredje album ”Forwards In Reverse” tillægger live såvel som på albummet d’herrer Tim Christensen, Søren Friis og Martin Nielsen yderligere musikalsk tyngde. Og i dét stykke var vi ikke mange sekunder inde i andet nummer, ”Terrified In Paradise”, før det blev understreget.

Der er bare lige én ting med Dizzy Mizz Lizzy: Hvorfor insisterer dem, der står ved min side til trioens koncerter, på konstant at brøle mig givne sandheder som ”hold kæft, hvor de spiller godt” eller ”det er godt nok tight, det der” i ørerne?

Venner, jeg ved det ligesom godt. På den anden side forstår jeg jer godt. Som tidligere nævnt er Dizzy med afstand det bedste liveband i dette land, og det kan ind imellem jo godt være et temmelig overvældende faktum at tage ind.

Også i Esbjerg – på en i øvrigt såre sympatisk festival. Som imidlertid ikke ville tage skade af at leve mere op til ”ROCK” delen af navnet Esbjerg Rock Festival.

Jeg kommer igen til næste år og checker, om de så har gjort det.