"DET VAR LIGE GODT SATANS!"

Engelsk version

Volbeat har for få uger siden afsluttet en 30 shows lang turné i USA.

Forude vinker 23 festival optrædender i Europa med start på Sweden Rock Festival i næste uge.

Og efter de europæiske koncerter venter endnu 23 i USA. Ligesom der er et par stykker i England efter dem.

Det var så 2014. Dét år.

Lige nu og hér og midt i samme 2014 sidder Michael Poulsen og undertegnede imidlertid som så ofte før bænket i sidstnævntes dystre domicil i København. Vi har et par hollandske øl i glassene, The Rolling Stones’ "A Bigger Bang" på anlægget, og spørgsmålet er det samme, som det så ofte har været det sidste lille årti, takket været Volbeats stedse stræbende-mod-højderne og tilsyneladende ustoppelige kurve rent popularitetsmæssigt – ikke mindst i USA:

Hvad fanden er det, der sker med det lille rock’n’roll band var Ringsted?

"Jeg formoder svaret er: "Det var dog lige godt satans!"," griner Michael og uddyber så:

"Der kommer jo flere og flere hver gang på de USA turnéer. På den netop overståede turné var der kun tre koncerter, der ikke var udsolgt på steder, der tog fra små 3000 til 8000 mennesker.

På den næste turné rykker vi altså ind i arenaerne, og billetsalget går allerede nu forrygende, har jeg fået at vide. Det minder meget om dengang, vi rykkede ind på større og større steder i Europa. Og nu står vi altså nogle gange og spiller for op imod 10.000 i USA, og den dér Volbeat feber er der altså – det kan selv i høre. Hvis vores chauffør tænder for radioen, så går der altså ikke en time, før de har spillet et eller andet Volbeat nummer."

Underligt
Selv efter alle disse år ligner Michael én, der ikke rigtig ved, om han tør tro på det hele.

"Jamen, det er altså også alt sammen lidt underligt," griner han.

"Okay, vi er jo blevet sådan lidt vant til, at amerikanerne genkender os, når vi går i supermarkedet og handler ind. Selv om man står dér og tænker "det var lige godt satans!" (igen! Red.), når man bliver genkendt der i et amerikansk supermarked. Det er lidt svært at forstå."

Det skulle blive og er blevet endnu sværere at forstå.

"Jo, for nu på den seneste tur, er jeg hver morgen taget i et træningscenter for at holde formen ved lige, og nu genkender de mig sgu’ også der, og jeg må indrømme, jeg tænkte "nej, dét er sgu’ da løgn!"," siger Poulsen.

"Du ved, der står man på løbebåndet, og så står der lige pludselig én ved siden af med en kuglepen og et stykke papir (latter). Tro mig; den dér opmærksomhed bliver ved at overraske én, og man tænker hele tiden "hold da kæft, er det virkelig ved at være så stort herovre også?!"."

Så søgt det ellers kan forekomme, og så ofte det ellers før er skrevet: Når man kender ham, er der ingen tvivl om, at den selvudnævnte "bonderøv fra Ringsted" stadig ikke helt fatter den opmærksomhed, der er blevet ham og Volbeat til del.

Specielt ikke i USA.

"Amerikanerne er enormt entusiastiske og bliver ved at fortælle os, at de har ventet på noget, der ikke lyder som noget, de har i forvejen," funderer Michael.

"At vi så selv har svært ved at forstå, at lige vi skulle være så specielle, er jo egentlig lige meget. Vi skal nok omfavne den succes, vi får i USA, tro mig."

Så surrealistisk det på nuværende tidspunkt måtte at være at vide, at billetterne allerede tager flugten over diskene til den næste USA turné. Selv om der lige er en europæisk festival turné, der skal spilles først.

"Tja, vi er jo bare glade for, at folk bliver ved med at købe billetter. Der kommer folk i USA og fortæller, at de har været til 60-65 koncerter med os bare i USA, og vi bliver nødt til at spørge "jamen, er du tordnende fuld hver gang, siden du er nødt til at høre de sange så mange gange?"," smiler Michael.

"For fanden; vi har mødt familier, som har fortalt, at de har sparet op og så bruger alle deres feriepenge på at følge Volbeat rundt! Det kan man jo kun blive enormt rørt over. . . jeg gad sgu’ ikke engang selv se mit eget favoritband tre gange i træk!"

Party på parkeringspladsen
Poulsen fortæller, hvordan mange af de amerikanske fans er mødt op ved spillestedet, allerede når bandets bus ruller ind på parkeringspladsen ved spillestedet.

Om morgenen. Og selv om de pågældende fans allerede har billetter.

"Den slags mennesker skal man altså tage hånd om, og de fortjener at få al den opmærksomhed, de giver os, tilbage igen," siger en overvældet sanger.

"I det omfang vi kan komme til det går vi ud på parkeringspladserne og hilser på. Det gør altså noget ved én, at de har stået derude i syv timer og hele vejen  har spillet Volbeat på deres bilradioer.

Man får jo lyst til at gå over til dem og sige "husk nu at I skal høre de sange igen i aften!" Men hold da kæft hvor er de dedikerede. . ."

Læs anden del af interviewet her