Det er ved at være nogle dage siden, at dét var en hemmelighed. Det dér med at Michael Falch i forbindelse med sit store gennembrud med soloalbummet "Michael Falch" i 1985 rodede sig ud i et alkohol- og pillemisbrug, som han først kom ud af, da han - næsten knækket og med tyngede skuldre af de dér residerende dæmoner - i 2002 checkede ind på et behandlingscenter. For nu at parafrasere adskillige begavede fætre, så kunne det jo være gået så grueligt galt.

Så meget desto større en fornøjelse er det at møde en glad Michael i 2014 - clean på tolvte år - og ved samtalens slutning blive forsikret med denne salve: "Jeg har det så godt, mand! Det kører bare - folk kommer til og sætter pris på mine koncerter, både med band og som solist. Nu er der tilmed et pladeselskab, som gider smide penge efter den hér opsamling af en 35 år lang karriere. Jeg kan ikke have det bedre - og slet ikke rent musikalsk."

De ord kommer vel at mærke fra en 58-årig mand, som flere gange i løbet af sin karriere har været i tvivl om, hvorvidt han egentlig havde sådan én. En karriere altså. Første gang efter Malurt tilbage i de tidlige firsere.

POP FOR SJOV
"Da jeg i første omgang stoppede Malurt midt i firserne, tog jeg ud og rejse i et halvt års tid og troede, at jeg skulle tilbage og have et "rigtigt" arbejde," smiler Michael.

"Men jeg kunne jo ikke stoppe sangene og teksterne, og så var det, jeg lavede poppladen dér i 1985, hvor jeg gik ind og legede med alt det, jeg ellers hele tiden havde sagt var forbudt." Dét, der ellers var forbudt, var fravær af guitarer, noget der nærmest var synthpop og numre som "Gak-gak i gågaden" og "Sommer på vej". "Ja, men jeg synes jo bare, det var for sjov," husker Falch i dag.

"Jeg ville lige finde ud af, hvad det var, jeg havde så meget imod i min Malurt eksistentialisme, bare prøve. Det var bestemt ikke noget, jeg opfattede som et karriereskridt, for jeg troede jo ikke, jeg havde nogen karriere mere. Den sluttede da med Malurt, men så var det, det sagde "kapow!!" på alle parametre, og jeg lod mig - indrømmet - føre rundt i manegen af medierne, branchen og publikumstækken. Pludselig var det kæmpestort, og det hele var jo bare eventyr, og rødvinen var jo god og blev dyrere og dyrere. Det var i dén grad et år i orkanens øje, og stort set alt, jeg har lavet siden, har været en reaktion på den popperiode."

Alligevel fortryder Michael Falch ikke noget fra dengang.

"Jeg tror på en eller anden måde, det er svært at fortryde noget, som jeg selv gik med til. Altså; jeg sagde jo selv ja til de TV-shows, jeg sagde selv ja til, at vi ikke behøvede at lægge flere guitarer på den plade, fordi jeg var for fuld og for træt. Levede for hårdt," reflekterer Falch.

"Det var jo lige der, nætterne blev lange og der var mange hvide baner og masser af dyr rødvin. . . så-eh, da vi havde været i studiet i halvanden måned var jeg for træt til at få lagt de guitarer på, der skulle have været der. Okay, men det måtte man jo så tage konsekvensen af."

Konsekvensen var, at den erklærede rock'n'roller, Michael så afgjort er, i den brede befolkning blev opfattet som popsanger, og det er til en vis grad "stadig har på mig", som Falch grinende siger. "Og det er jo med rette, at de har det, og det må jeg jo tage på mig. Til gengæld skabte det dilemma - den konflikt - noget kreativt for mig, fordi jeg har været i kamp mod den opfattelse lige siden. Og selv om det da har været forbandet og pisseanstrengende at være i kamp i mange faser i mit voksenliv, så er det måske også . . " Michael tøver et øjeblik.

"Altså hvis jeg var bare stivnet i en tegneserie karikatur fra dengang - ham popsangeren med cowboyskjorten og det røde tørklæde - så kan det da godt være, jeg var blevet rigere og mere kendt. Men jeg tror på en eller anden måde, at kampen trods alt er mere spændende at være i som menneske. Trods alt."

KOSTBAR KAMP
Kampen kostede imidlertid som indledningsvis nævnt. Ét slår imidlertid undertegnede, når Michael fortæller om den alkoholisme, som fik stedse mere tag i ham fra midten af firserne og op igennem det følgende årti: Nemlig at det egentlig er utroligt, at han ikke gik ned med flyvende faner længe før, han i 2002 tog konsekvensen og gik i behandling.

"Jamen, jeg kunne også være knækket i 1990. Det burde jeg måske. Men jeg holdt mig lige flydende på en eller anden måde, men 90'erne blev kraftedme hårde - der midt i 90'erne var jeg så meget en skygge af mig selv fysisk og mentalt og i branchen - jeg kunne jo se, hvordan navnet røg længere og længere ned på plakaterne og alt det der," siger Falch.

"Det var sateme hårdt, synes jeg. Og det var jo ikke just animerende for sådan en misbrugssjæl som mig, for så var der jo mere at drikke på, at tage piller på og hvad fanden jeg ellers brugte som hjælpemidler for at klare mig igennem det årti dér. Så du kan sige, at jeg trak den med at gå ned. Der var jo børn inde i billedet, og jeg skulle hele tiden forsøge at være et stærkere faderbillede for dem, end min egen far var for mig. Mine børn skulle fandme ikke se deres far gå ned med druk og stress, som jeg selv så det som teenager. Derfor trak jeg den måske lige ti-tolv år for længe med at gå ned, end jeg måske burde have gjort. Men jeg havde aldrig troet, jeg skulle komme så langt ud, skal du regne med. Jeg havde mine forældre at spejle mig i, og jeg troede aldrig, at det med misbrug ville blive et tema for mig, for jeg havde set så rigeligt, dengang jeg var ung, hvor det var et spøgelse i min familie og mine forældre havde sloges med det. Jeg troede, jeg var vaccineret mod den slags."

AGAINST ALL ODDS
Michael Falch er så ikke den første rock'n'roller, der har kæmpet mod dét, Ozzy Osbourne kalder "The demon alcohol". Og han bliver med nogen garanti ej heller den sidste.

"Da vi lavede den første Malurt plade ("Kold krig", 1980, red.) drak jeg ikke én øl, rørte ingenting. . . Man må sige, jeg kom sateme efter det. Men det var ikke, fordi jeg dyrkede eller romantiserede det. Jeg har IKKE lidt af drukromantik, tro mig - som mange gør, når de f.eks. taler om Keith Richards med det dér romantiske billede af og hyldest til "misbrugeren, der overlever" - folk, som ikke fatter, hvad det handler om. Jeg bliver forarget over det, jeg brækker mig over det. De myter der. Hold op med at romantisere det pis. Lad være at gøre alkoholikere til helte. Nej, jeg havde ikke troet, jeg skulle komme derud. Jeg troede, jeg var rustet imod det. Rockbranchen er så ikke det rigtige sted at være - for mennesker med et sind som mit. Det er fanme ikke smart fundet på (latter). . . Så jo; det er nok "against all odds", at jeg stadig er her. . . det har så også krævet en fuldstændig omvæltning i mit liv, at jeg nu er i stand til at være i den branche bedre, end jeg var dengang."

Da Michael endelig i 2002 checkede ind til afvænning, troede han så for anden gang i sit liv, at hans musikerkarriere var slut.

"Da jeg stoppede op og gik i Minnesotakur, troede jeg vitterlig, det var slut med rockkarrieren. Jeg kunne slet ikke se, at jeg kunne fortsætte som musiker uden det gamle liv. Jeg overvejede at få nogle lærertjanser på nogle højskoler - jeg kontaktede sågar universitetet for at se, om jeg kunne gøre mit dansk studium færdigt. Jeg manglede jo bare specialet," fortæller Michael og griner så:

"Men alle mine eksaminer var forældede, så jeg måtte overveje noget andet. Og dernæst var det faktisk planen, at jeg skulle arbejde på min brors gartneri."

DET STILLE COMEBACK
Det kunne så godt være, Michael Falch ville forlade musikken og teksterne, men musikken og teksterne ville sgu ikke forlade Michael Falch. De blev ved med at komme. Og Michael Falch måtte i sagens natur forlige sig med dem og vende tilbage til rockscenen.

"Det foregik meget stille. . . og meget forsigtigt," fortæller han.

"Jeg lavede en aftale med min producer Cobber (Jacob Binzer, guitarist i D-A-D, red.) om, at jeg kun kom i studiet tre dage om ugen og kun fra klokken 10 til 15 for ikke at friste skæbnen. I begyndelsen holdt vi møder ude på en bænk på Valby Bakke - jeg havde ikke engang lyst til at køre ind til byen for "uha, lad mig lige passe lidt på den by der". . ."

Men så stille og forsigtigt, det end gik for sig, fik Falch lavet sit comebackalbum; det mesterlige "Falder du nu" fra 2006. Så opstod den næste forhindring. Ved vejen ud at spille og trappen op til scenen. "Jeg tænkte, hvordan fanden skal det kunne lade sig gøre at gå ud på en scene igen, og hvis jeg kommer derind, hvordan skal jeg så komme ud igen. Uden de gamle mønstre med selvforherligelse, belønninger og nervedulmende ting og alt det dér," siger Michael.

"Men der har jeg fundet andre måder og flyttet mig. Før havde jeg altid den der med at det skulle fejres, når man forlod scenen, for "yeah, dygtig dreng". Men nu foregår festen, mens jeg står på scenen og ikke bagefter. Og festen er ikke, når jeg er færdig med det her interview - det er nu, mens vi sidder her og snakker." Michael ser fast på mig:

"Den er ikke længere, end at hvis jeg stadig ville være her, så blev det nødt til at være på en anden måde. Det tog mig nogle år at lære det, men jeg har altså - 7-9-13 - ikke rørt noget i mange år nu."

Det er så ikke helt rigtigt, Michael Falch! For om noget har Michael takket være sin ærlighed og åbenhed både i interviews og - ikke mindst - sine tekster, rykket og - nå ja - rocket ved mange mennesker siden førnævnte "Falder du nu". Med mandens egne ord, så skriver han sange, hvor alting ikke nødvendigvis kører i flødesovs. "Mine sange kan måske komme ind og gøre noget dér, hvor alting ikke kører i flødesovs og alt ikke bare giver sig selv. Det håber jeg. . ."

Vi andre ved det. Michael Falch mine damer og herrer - én af de gode drenge.

"HÅNDEN PÅ HJERTET" UDKOMMER 20. OKTOBER. FRA SAMME DAG KAN MICHAEL OPLEVES I TEATERKONCERTEN OM THE ROLLING STONES I FALCONER TEATRET PÅ FREDERIKSBERG