Steffen Jungersen

.

Binzer JUNGERSEN WEB 930x180 v1

DEN FRANSKE INVASION

Share
copenhell2015
stjerne stjerne stjerne stjerne stjerne stjerne

Gojira kom, så og sejrede. De overvandt tvivlere, fastholdt deres fanskare og beviste, hvorfor de er Frankrigs bedste band!

Gojira, 20. juni. Hades, Copenhell 2015

Af Anders Lundtang

På forhånd undskyld mit franske, men 'sacre bleu!' hvor kan den franske hærskare i Gojira bare noget med at holde folk tryllebundet i deres på en gang hypnotiske, uden at være ensformig, men samtidig fræsende, uden at være negativt støjende, musik. Andet nummer på scenen, "The Axe", og monsieur Lundtang her smed hovedbeklædningen for at sende nakkehårene op over de ophøjede tindinger og ned for at ramme fronten af mine sko.

Jeg beundrer specielt brødrene Joe Duplantier (vokal og guitar) og Mario Duplantier (trommer) for at være SÅ sønderrivende gode. Den fremadbrusende rytme hos Mario i kombination med Joes melodi-tag på spaden var et syn for guder og dæmoner.

Og bemeldte guder gjorde da også sit forsøg ved at blæse lidt til Helviti, men alé, den blæst var som hvisken fra den kæderyger gennem 70 år, når man i kontrast forsøgte at holde sig stående til den buldrende bas fra Jean-Michel Labadie og Marios umenneskelige trommerytme på dobbeltpedalerne med de tekniske færdigheder på bækkenerne.

FRANSK SEJR
Alle, som i ALLE, jeg stillede det famøse spørgsmål om, hvad de så mest så frem til på Copenhell 2015, nævnte Gojira blandt de tre første. Og jeg tror ikke én eneste af dem blev skuffet over bandets sublime klangflader på en bund af kraftfuld tyngde bare for at bruge en madmetafor om de fransmænd med sære madvaner.

At dømme ud fra stemningsrapporterne bagefter VAR heller ikke én person skuffet over Gojira. For det utrænede øre og øje kan bandets musik ligne repeterende bevægelser på instrumenterne med fåtal af variationer, så selv ærkepunkerne Ramones ville træde til og bede om flere akkorder. Men det er så teknisk at lave, og de franske knægte får det til at se så ubesværet ud.

"Hvis det ikke er Heavy Metal, så ved jeg ikke, hvad der er."

Citat? Mig! For sådan havde jeg det sgu!

Selv det ellers enerverende moderne indslag med en trommesolo var berettiget i armene på Mario og blev aldrig kedelig.

Ved slutningen på sidste nummer, Vacuity, var de sidste nakkemuskler smeltet væk, så selv smør på en overhedet stegepande lignede panserværnsglas til sammenligning.

Der er ganske enkelt blot tilbage at sige: "Merci!".

Andre Copenhell-anmeldelser:

Dagsreportager:

Share
 

Dagens Sang

 

Kontakt

Al pressekontakt, annoncering, promotion og PR varetages af Steffen Jungersen - steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende anmeldelser, promoer o. lign. bedes rettet til steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende hjemmesiden og nyhedsbrevet bedes rettet til astrid@steffenjungersen.dk

 

Dr Rock - udvalgte nedslag i 25 års rockhistorie

Dr-rock2

There are two means of refuge from the miseries of life: music and cats.

_ Albert Schweitzer

Denne side anvender cookies. Ved at fortsætte, accepterer du vores cookiepolitik To find out more about the cookies we use and how to delete them, see our privacy policy.

I accept cookies from this site.
EU Cookie Directive plugin by www.channeldigital.co.uk