Når den nordsjællandske kvintet Freddy & The Phantoms markedsføres som et roots- og bluesrock band, er beskrivelsen en doven forsimpling af, hvad det egentlig er, vi har med at gøre her.

Det er bestemt klassisk bluesrock, men det er samme genre, som den slags lød filtreret gennem gadernes soul i byer som New York, Chicago og Detroit sidst i 1960’erne og først i ’70’erne.

Sagt på en anden måde: Det er ingen tilfældighed, at der er en sang her – ”New York City 1965” – der ligger så tæt på Bobby Womacks gamle Harlem-hyldest ”Across 110th. St.”, man overhovedet kan komme, før diverse advokater begynder at skærpe deres guldfyldepenne.

Det skal bandet nu ikke høre et ondt ord herfra. Langt fra faktisk – det hér er nemlig godt gammeldags COOL, når man f.eks. hører Freddy & The Phantoms med største selvfølgelighed gå ind i dén baggyde, hvor Stones’ ”Tumblin’ Dice” er røget uklar med Marvin Gayes ”Heard It Thru’ The Grapevine” og får dem til at slutte fred og lege flot sammen i ”City Of Crime”. Eller begår den samme øvelse, når John Hiatts ”Memphis In The Meantime” så at sige går på syretrip med ZZ Top i ”Transition Blues”.

Det er ovre i de lejre, vi er med Freddy & The Phantoms, og jeg vil mene, at I kan godt føje navne som CCR, Otis Redding, Bob Seger, Lovin’ Spoonful, James Brown, Doors m.fl.

Mildest talt giganter at lade sig inspirere af, men bandboss Frederik Schnoor skriver sgu’ fremragende sange, og han rammer den dér helt og aldeles tidløse gode klassiske rocksang igen og igen på ”Decline Of The West”. Fantomerne har dertil en fornem forståelse for stilen, og spiller lige præcis så skramlende elegant, swingende og bagude på beatet, som man med den slags. Og så give i øvrigt lige et ”hell yeah!” til trommeslager og producer Rune René Hansen en stående ovation for at have skabt et flot autentisk og organisk lydbillede.

Uden sammenligninger i øvrigt og i parentes bemærket var det jo for fanden sange som disse om ikke NETOP disse, Sanne Salomonsen burde have indspillet på sit seneste album snarere end de middelmådigheder, som tilfældet blev.

Anyway, er du til noget så anakronistisk som godt spil, klassiske rockdyder og gode sange, så check ”Decline Of The West” – det lyder meget lidt dansk og det er en ubetinget kompliment!