English version

Egentlig var det meningen, at jeg ville have været ud og opleve Thorbjørn Risager lørdag aften.

Til min inderlige irritation er jeg bare ikke 27 år længere, og selv en tur til mit elskede Amager Bio bibragte lige denne aften begrebet ”uoverstigelig udfordring” helt nye dimensioner.

Efter de tre forudgående aftener i byen; fordelt på henholdsvis på old school metal i Stengade onsdag, Pretty Maids torsdag og en privatfest lørdag.

Så jeg ”nøjedes” med en tur op i den gamle Lygten stationsbygning, som kun ligger få hundrede meter fra det dystre domicil.

Egentlig bare for at hygge mig, vise lidt respekt og sige hej til de gode gutter i Fate, som stod for denne aftens musikalske udladninger.

Men så skete, der dét, som nogle gange sker: Nemlig at musikken er så god, at man synes, at bandet skal have et par ord med på vejen.

Og Fate fortjener til fulde nogle gode ord, for kvintetten spiller fremragende, og de har masser af gode sange. Om det er næsten 30 år gamle numre som ”Won’t Stop”, ”Lovers” og ”Love On The Rox” eller ”Bridges Are Burning” og ”Feel Like Making Love” fra sidste års fremragende ”If Not For The Devil” album.

Se, nu bliver den ellers såre hyggelige Lygten Station ikke det optimale spillested, før man får gjort noget ved akustikken – her er simpelthen alt for højt til loftet. Efter omstændighederne lød Fate nu rimeligt og i hvert fald godt nok til, at man sagtens kunne nyde dét faktum, at dette band huser fem endog rigtigt gode musikere.

Bandets ekvilibrister; bassisten Peter Steincke og – især – leadguitaristen Torben Enevoldsen spiller begge trods de musikalske udfordringer, de påtager sig, med et naturligt næsten tilbagelænet overskud, som taler om mange års erfaring.

Specielt Enevoldsen er så dygtig, at han – hvis han ville – kunne lire solen sort og udsætte sommertiden på ubestemt tid. Men modsat så mange andre guitar-esser spiller Enevoldsen ikke for sig selv – han spiller til hver en tid for sangen, og sådan skal det være!

Sanger Dagfinn Joensen er simpelthen én af de bedste herhjemme. Han har en stemme skabt til melodisk hård rock, og så er han – for denne genre – noget så sjældent som en charmerende, uprætentiøs og afslappet frontmand.

Men i det hele taget er spillet i dette band – også fra trommeslager Jens Berglid og keyboardmand Mikkel Henderson – en fornøjelse at følge.

De fortjener et langt større publikum end de små 100, der mødte op i Lygten. Lad os håbe de får det, når de 24. maj spiller på Nordic Noise Festival i københavnske Pumpehuset.

Egentlig skulle det hér så ikke have været en anmeldelse, men det blev det vist alligevel. Beklager ...