Joe Bonamassas meriter i karrieren tilføjer efterhånden betragtelige alen til opfattelsen af begrebet "fuldstændig vanvittigt". Trods et arbejdsvanvid i karrieren, som ville gøre selv den mest maniske morakker til en rollemodel for erklæret dovenskab, så er mandens nye og album "Different Shades Of Blue" noget nær mesterligt. Og hér taler vi altså en mand, som har udgivet elleve soloalbum, to album med Beth Hart og tre med Black Country Communion på kun fjorten år - foruden et utal af live- og dvdoptagelser.

Vel at mærke er samtlige at uhørt høj kvalitet. Ikke mindst taget i betragtning af at udgivelsesfrekvensen er så høj, som den er.

Så jo; det er fuldstændig vanvittigt, at denne blændende guitarist nu IGEN barsler med et fænomenalt afvekslende blues/ bluesrock album med elleve afvekslende, selvkomponerede sange.

Joe Bonamassa boltrer sig - måske mere end nogensinde - med største selvfølgelighed i alle de afkroge af bluesmusikken, hans fornemt flydende og følte guitarspil leder ham ind i. At mandens guitarspil er i en klasse for sig selv, må selv de største skeptikere vel for fanden snart have accepteret, men på "Different Shades Of Blue" har manden vitterlig for alvor fundet den perfekte tone, ligesom han som vokalist aldrig tidligere har sunget så overbevisende. Okay, han er ikke Paul Rodgers - han ville have været perfekt hér - men mindre kan sgu' godt gøre det.

Det er lige meget, om Joe spiller swingpåvirket som i "Heartache Follows Whereever I Go", med hjerteblødende længsel i "Never Give All Your Heart" (hvor han gør netop dét) eller Elmore James/ ZZ Top påvirket bluesboogie i den blændende betitlede "I Gave Up Everything For You, 'Cept The Blues", så flyder mandens spil så lydefrit legesygt, fornemt og betagende, som FC Barcelonas angrebsspil gjorde for et par år siden.

Og så har jeg ikke engang nævnt de to bedste sange, nemlig det sugende smukke titelnummer og den forbitrede bluesballade "Get Back My Tomorrow".

Bonamassas erklærede forbilleder som Paul Kossoff (Free), Rory Gallagher og Gary Moore vil formentlig å denne plade at høre i den himmel, hvor de nu befinder sig, i og med at det vitterlig er de luftlag både sangene og guitarspillet på dette album stræber efter.

Så kan de tre passende vende en anerkendende tommelfinger opad i forvisning om, at Joe Bonamassa tager sig kærligt af den arv, de har efterladt.

Mandens bedste soloalbum hidtil. . . og det vil immervæk sige en del. Sejlende af sjæl, formidabelt følt, en mesters messe og uden for diskussion én af årets udgivelser.