English version

Hvis man ellers gider gøre sig den ulejlighed at rendyrke den øvelse, man kalder "at have antennerne ude", så er der i disse år faktisk forbandet mange nye(re) gode rockbands på spil hér i den æstetisk udfordrede ællings hjemland.

Fra Stella Blackrose til Shotgun Revolution, fra Förtress til Forcentury og fra Go Go Berlin til Black City er der faktisk nu om stunder rig mulighed for at være medvirkende til skælven i diverse grundvolde. Og i samme moment absolut ingen undskyldning for at lade sig spise af med diverse ambitiøse forældres wanna-be autotunede afkom i TV's tumpede talentshows.

Anyway, selv om jeg holder af de fleste af dem, så er dét blandt de fede yngre rockbands, jeg med nogen sandsynlighed holder mest af, den svinefede sekstet Supercharger. Og det forhold ændrer sig ikke med udgivelsen af d'herrers tredje album "Broken Hearts And Fallaparts". Snarere tværtimod.

Som snart sagt sædvanlig stormer Supercharger hér med en betagende drengestolt dristighed ud over stepperne. Med et afsæt som Bjarne Corydons bortforklaringer, når han har befolkningen på nakken, og en vilje og kærlighed til rock'n'rolls grundværdier, som man ellers skal til udvalgte distrikter i de amerikanske sydstater for at finde magen til.

Kærlighed til klodserne
Det er så dét, at Superchargers kærlighed til gammeldags rock'n'roll og myterne omkring samme i dét stykke – uden sammenligninger i øvrigt - er oppe at ringe med Volbeats ditto, der gør bandet til noget særligt.

Betagelsen af den klassiske rock'n'roll nærmer sig forsædet fra starten går med den såre præcist betitlede "Like A Pitbull", og tager så i øvrigt derefter bekvemt plads ved rattet allerede ved andet nummer "Supercharger" med de sigende linjer "we've got the boogie woogie cure as a guarantee".

Andre numre som "Blood Red Lips" (med Mustasch's Ralf Gyllenhammer som gæstevokalist), den lystige, livgivende boogie "Five Hours Of Nothing" og de kækt klaver-trampende rock'n'rollere "Suzi The Uzi" og "Get What You Deserve" er ganske simpelt uimodståelige.

Hvis der skulle sidde et par stykker derude, der kan huske svenske Diamond Dogs, så er det ovre i dét territorium, vi er.

Det hér er kort og godt medrivende ad helvede til og dertil dejligt naturtro produceret af folk, som tydeligvis har lige så lidt begreb om at slibe kanter af, som jeg har om techno.

"Broken Hearts And Fallaparts" er således noget så sjældent som den forkætrede "ægte vare" fra et band, hvor det nødvendigvis MÅ være fyringsgrund, hvis én af guitaristerne kommer til at spænde remmen, så instrumentet kommer op at hænge over bæltestedet – hvis I forstår ...

Jo, Superchargers to første albums var også den ægte vare, men denne hér er bedre!

Albummet er i handlen 29. januar.