English version

Ja, undskyld men nu må det sgu’ siges: Nyere hård rock er dog blevet forstemmende formularisk og radio leflende i de senere år – og bebrejd bare Nickelback, hvis du føler for det.

Kentucky kvartetten Black Stone Cherry debuterede i 2006 med et forfriskende og ikke mindst rasende rockalbum, der dengang var det soniske sidestykke til at nikke et frembrusende godstog en skalle – sådan da. Således var alt godt, men det er det ikke længere med BCS’ fjerde album "Magic Mountain".

For magien er til at overskue, når man bliver budt en for forsigtig og forudsigelig gryderet med lige dele mini-mælke pasteuriseret stonerrock og noget, der nærmest lyder, som hvis Pearl Jam forsøgte sig udi sydstatsrock – det hele sandsynligvis filtreret gennem lovligt mange gennemlytninger af Corrosion Of Conformity i "Wiseblood" dagene.

Jo, det lyder alt sammen (lidt for) godt, og Black Stone Cherry er også til fulde klar over, hvad der er op og ned på deres instrumenter. I lighed med så mange af deres samtidige, som også er forelskede i de tidlige 1970’eres rocklyd, rider BSC lystigt afsted på de dér gamle riffs, som blev spillet første gang, dengang vor mor stadig blot var et glimt i mælkemandens øje.

Forudsigeligt
Det er såre forudsigeligt, og det er BSC’s numre desværre også i et omfang, så den ene sang et alt for langt stykke ad vejen tager den anden, uden man egentlig lægger synderligt mærke til, hvornår ét nummer slutter, og det næste begynder.

Jo, der er et par undtagelser. Nemlig den dynamiske riffrocker "Peace Pipe" og det medrivende melodiske titelnummer, som køres fornemt i hus af den faktisk ganske glimrende sanger Chris Robertson. Det havde så klædt BSC at spille de numre væsentligt hårdere, men der løber en fæl understrøm af behagesyge gennem dette album. Noget, som så kammer helt over i den skrækkelige "Runaway" med et refrain så overbrugt, at selv Nickelback (okay, så dukkede de alligevel op) ville tænke sig om en ekstra gang, før det brugte det.

Jeg er sikker på, at BSC har et fremragende album i sig et eller andet sted. Det kræver dog et helt anderledes hensyn til variation og det forkætrede begreb "den gode sang", samt at bandet giver to ting: For det første giver de los, og for det andet giver de fanden i behagesygen. For tro mig eller lade være: Jeg hører noget et sted derinde i BSC, som gør, at jeg virkelig gerne ville kunne li’ dem!