English version

"Ja, starten på det hele er nærmest et varsel om, hvad der vil komme.

Mens vi alle sover vores søde søvn inden afgang mod Kastrup lufthavn, laves der pludselig laves om på flytiderne.

I stedet for kl. 9 om formiddagen, må vi samle tropperne i en fandens fart og hente folk på Fyn kl.to om natten og generelt kæmpe mod både klokken og elementerne for at at nå en ny tid kl. seks om morgenen i stedet.

På det yderste hængende hår, løbende febrilsk efter flyet, når vi det dog og sætter os trætte og lettede i flyet mod Perus hovedstad Lima. På vej fra -4 til + 26 grader. Hvad vi ikke ved er, at ombookning af flytider bliver turens tema ... og forbandelse. Men også en tur hvor de sydamerikanske fans viser sig at være værd at gå igennem ild og vand for!

Vi lander i Lima, bliver mødt af den lokale booker og med de engelske gentlemen i Onslaught (co-headliner på turnéen, red.), som det skulle vise sig, at vi virkelig var på bølgelængde med.

Efter indkvartering er der herlig middag ved Stillehavskysten. Der lades op til første koncert, som går forrygende.

Mindre forrygende
Hvad der er mindre forrygende er, at der under vores koncert bliver annonceret, at vi skal nå et fly mod Buenos Aires i Argentina en halv time efter showet. Ingen har internet, og Onslaught er stadig på scenen, så det er en umulighed. Overvældet af den peruvianske modtagelse ellers, er vi nødt til at satse på et fly om morgenen. Fire timer senere.

Det skal vise sig at være svært. Begge bands skal stå "standby", og hvor Onslaught får et fly direkte til Argentina, bliver vi omdirigeret over Santiago i Chile. Der sidder vi fanget i over tolv timer, før det bliver en åbning på fire pladser. Men vi kan ikke nå koncerten, og vi håber, at femte mand Joshua (Madsen, trommeslager, red.), kan nå et fly en time senere, så i det mindste kan nå at møde, der er dukket op til koncerten.

Vi drager afsted mod Argentina, mister al vores bagage og har visse indrejsebesværligheder, og Joshua er fanget i Santiago natten over og kan ikke nå at mødes med koncertgængerne.

Slukørede og lettere betænksomme mødes vi med de argentinske fans, der dog lader os vide, at de er klar over situationen. De lader sig nøje med autografer og får taget nogle billeder sammen med os, desuden har Onslaught givet den gas og reddet dagen.

Kl. fem om morgen køres vi så til det spisested vi var blevet lovet og med tankerne mod Joshua, sidder vi og spiser lækre steaks med koldt øl – og friturestegte kotarme og nyrer. ;)

Next stop: Cochabamba, Bolivia.

Blå læber
Bolivia er et meget fattigt land, men vi møder et tændt publikum som allerede har drukket baren tør. Michael på guitar oplever en fan, der er fast besluttet på at hive hans Deep Purple "Burn" T-shirt af, mens han spiller og må have bodyguard på resten af koncerten, da omtalte fan bliver meget aggressiv, da det ikke lykkedes ham at få T-shirten.

Efter showet ser vi frem til to dage på hotel og lidt ro på. Det bliver der selvfølgelig ikke noget af.

I stedet bliver vi bedt om at flyve til La Paz, som ligger i 4000 meter højde. Med blå læber ankommer vi til hotellet, hvorfra vi skal hentes igen om natten - at se logikken i det er svært.

Og så videre mod Colombia, og hér starter den bedre del af turnéen.

Colombia er et flot land med et dedikeret publikum og utrolig mange smukke piger. Vi får både sovet ud og bliver rigelig beværtet med god mad fra det lokale køkken.

Vi har tre dage i Colombia, hvor der foruden to koncerter i Bogota og Cali også er en meet And Greet dagen efter, vi er ankommet. Der er et overvældende fremmøde til den meet'n'greet. Masser af mennsker er mødt op for få billeder, autografer m.m. - selv kassette-bånd med vores gamle plader har de med for at få signeret!

Liv og død
Dagen efter ankommer vi til spillestedet i Bogota og mødes af en masse fans udenfor spillestedet. En ting der overasker os meget, er, at cirka halvdelen er piger. Det ser man normalt ikke til metal koncerter.

Oppe scenen får vi en fantastisk modtagelse. Et utroligt medlevende publikum, som kunne alle vores numre - både gamle og nye - ,og headbangede og moshede som var det det sidste, de skulle nå i denne verden!

Efter en fed men hæsblæsende aften før er vi klar til at tage til Colombias næststørste by Cali klokken seks næste morgen. Vi er spændte på hvor mange og hvor dedikerede de er i Cali sammenlignet med i Bogota. Men vi bliver ikke skuffede, da vi igen bliver mødt af et talstærkt publikum, som virkelig giver den gas og igen overbeviser om, at denne tur er fed. For med den slags publikum kan vi klare alle udfordringer!

Næste dag er det så meningen vi skal flyve tilbage til Bogota og derefter direkte til Mexico!

Inden vi tager tilbage til hotellet kan vi mærke på bookeren, at han ikke helt har styr på flytiderne og vi aner nye problemer omkring logistikken. Og ganske rigtigt får vi at vide næste morgen at i stedet for at flyve tidligt, har vi lige pludselig masser af tid. Til gengæld bliver vi kørt op i bjergene på en fed restaurant, men selv om vi nyder maden, stedet og øllene, begynder vi at blive bekymrede for, om vi nu når til Mexico til tiden! Vores booker ser mere og mere opgivende ud, mens hans mobil gløder. Hårdt presset fortæller han så, at vi har fået nyt fly til Bogota kl syv om morgenen og derfra et fly til Mexico én time senere. Det bliver meget svært at nå, når bagage skal checkes ind og ud.

På skinner
Efter en fire timers søvn og en times rejse ankommer vi til lufthavnen i Cali og for at det ikke skal være løgn, er flyet til Bogota minimum 45 minutter og dermed misser vi vores fly fra Bogota til Mexico.

Endelig kommer vi på et fly til Mexico City, men det lander klokken 21, og showtime er 21.30!

Nå, vi kan alligevel ikke gøre noget så vi drikker et par øl!

Vi ankommer så til Mexico city efter en dramatisk flyvetur igennem et uvejr der kaster flyet frem og tilbage under landingen. Flyet lander næsten lodret, meget ubehageligt!

Vi bliver hentet i lufthavnen af de mexicanske bookere - to piger i deres bedste alder - og en chauffør der får os til at tænke på "The Last In Line", da han ligner Ronnie James Dio på en prik!

Vi ankommer direkte til spillestedet og går direkte på uden lydprøve og monitor og spiller på rygraden! Men allerede halvvejs inde i første nummer, er publikum helt oppe og ringe. Og derfra kører alt på skinner.

Vi sidder derefter tilbage med en rigtig god følelse efter et rigtig fedt show. Først da vi er tilbage på hotellet synker det ind, at dette var vores sidste job i Syd Amerika / Mexico i denne omgang! Men hvilket punktum! Dagen efter skal vi rejse hjem om aftenen, og vi glæder os selvfølgelig, selv om det har været fedt!

Men først vi igennem en virkelig hyggelig dag med de to søde bookere og deres veninde. Efter at have spist morgenmad på hotellet, bliver vi inviteret op på deres værelser hvor vi får øl, whisky og andre spændende drikke. Vi har det rigtig hyggeligt og en af os lærer at danse salsa. Efter et par timers hygge går vi ud og spiser noget af det bedste mexicanske mad vi nogensinde har smagt og får et par øl til.

Da klokken er blevet 20 kører vi til lufthavnen og efter en intens og tårevædet afsked og en invitation til at komme tilbage senere på året, sætter vi os i flyet, mættet af oplevelser og med en utrolig dejlig fornemmelse i kroppen og sjælen.

Konklusion: Syd Amerika er et utroligt smukt kontinent med et forrygende entusiastisk metal miljø, masser af søde mennesker og dejlig mad. Og det gælder også for Mexico.

Vi har allerede fået tilbudt næste tur til Sydamerika i November samt tilbud om at spille Sydamerikas største metal festival i Colombia! Så vi tager gerne afsted igen!"