Ja, jeg beklager forsinkelsen - der ligger personlige grunde og sygdom til grund for den. Nedenstående liste skal ikke læses som en "årets albums" opgørelse i traditionel forstand. Dertil er jeg godt klar over, at jeg er gået glip af for meget, hvilket primært skyldes (u)praktiske omstændigheder. Pladebranchen skranter, og det kniber simpelthen for dele af samme at få deres produkter ud til de relevante anmeldere - sært nok; set i det grå lys af førbenævnte skranten.

Dels er der således ting, jeg simpelthen ikke har hørt. Dels vil jeg ikke anmelde nyudgivelser fra Spotify eller lignende. Blot fordi de ansvarlige ikke evner at få afleveret deres produkter til rette adresse.

Well, joke 'em if they can't take a fuck . . . eller hvordan det nu lige er. Jeg har haft en fest med disse udgivelser i 2016, mens en enkelt fik mig nærmest til at tude af frustration.

MEGADETH, ”DYSTOPIA”, (Universal):
Well, der er alle dem derude, som mener, de er ganske gode til at spille Heavy Metal. Okay, det er mange af dem så også, men gang på gang bliver de alligevel sat til vægs som kolort op ad en ladeport, når eliten rykker ud.
Eliten hedder Megadeth, geniet i front hedder Dave Mustaine, og de kvalificerede californiske kranieknuseres 15. album er endnu en metallisk mesterklasse i, hvordan de store drenge gør det.
http://steffenjungersen.dk/flammende-fedt

THE ROLLING STONES, “BLUE & LONESOME”, (Polydor):
Spørgsmålet er kort og godt, om du vil have ægte af hjertet spillet musik, og hvis du så i øvrigt vil det, så fås det ikke mere ægte, veloplagt eller autentisk, end når The Rolling Stones vender hjem til rødderne og “the blues”, som de gjorde hér.
http://steffenjungersen.dk/vitale-virile-og-vidunderlige-stones

THUNDER, “ALL YOU CAN EAT”, (e.a.r):
Og nu vi er ved dét med hjerte og sjæl, så vendte Storbritanniens næstbedste (se ovenfor) classic rock band, Thunder, tilbage i 2016 med ”All You Can Eat” – en dvd/ cd udgivelse, som formeligen flyder over at fede tider og forrygende sange. Om det så er bandets egne klassikere eller inspirerede covers af ”The Stealer” (Free) og ”Up Around The Bend” (Creedence Clearwater Revival). Dynamik, sjæl og det ultimative feel good rock’n’roll band.
http://steffenjungersen.dk/rock-and-roll-heart

ARTILLERY, “PENALTY BY PERCEPTION”, (Metal Blade):
Et Heavy Metal overflødighedshorn af frådende riffs, sviende præcise guitarsoli, dygtige kompositioner og intelligente arrangementer med et band, som med største selvfølgelighed – sandt for Satans sorte skridtbeskytter – 31 år inde i karrieren hér har lavet deres hidtil bedste album. Tæt på perfektion.
http://steffenjungersen.dk/heavy-artillery

DIZZY MIZZ LIZZY, “FORWARD IN REVERSE”, (Sony):
Da Dizzy Mizz Lizzy lavede deres andet album, “Rotator”, i 1996, var de det ypperste i dansk og såmænd også noget af det ypperste internationalt. Tyve år senere udgiver den genfødte trio så album nummer tre, og vil I tænke jer: Den er noget af det ypperste.
http://steffenjungersen.dk/the-boys-are-back-in-town

FRANKLIN ZOO, “RED SKIES”, (Target):
Diverse radiostationer og visse andre medier ville jo ikke fatte det, om man så slog dem oven i deres indie-inficerede knolde med en bly-armeret Gibson Flying V, men dansk ROCK er altså i formidabel form i disse år. Ét af de bedste eksempler i 2016 var Franklin Zoos eminente andet album ”Red Skies”. Flotte, flotte numre dér i krydsfeltet mellem Soundgarden, Black Sabbath og Alice In Chains – spillet med sjæl, nerve og overbevisning.
http://steffenjungersen.dk/fornemt-franklin-zoo

METALLICA, “HARDWIRED. . . TO SELF-DESTRUCT”, (Blackened):
Det bedste Metallica album siden “Metallica” eller måske ligefrem siden “. . . And Justice For All”. Det tog nogle gennemspilninger, men så var det sgu da også lige før, man blev slave af et Metallica album, som – hvis man gider høre efter – former sig som en herlig hyldest til en lang række af bandets forbilleder og samtidige.
http://steffenjungersen.dk/fra-klasse-til-kedsomhed

KISS, “KISS ROCKS VEGAS”, (Universal):
Skal der være fest, så lad der være fest, som en kløgtig fætter engang påpegede. Der VAR fest de aftener i Las Vegas, hvor de Dyrups-dyppede drønnerter lod verden vide, at Kiss’ klassikere fremdeles er det naturlige lydspor til festen.
http://steffenjungersen.dk/rock-and-roll-all-nite-all-over-again

THE ROLLING STONES, "HAVANA MOON", (Polydor):
Ja, DEM igen! Men ærligt talt - nogle af verdens bedste sange spillet af et band, som selv efter 54 år på rockscenen elsker det, de laver. Det er der talrige synlige eksempler på på denne DVD. Det hér skal vitterlig ikke kun høres men også ses - dels pga. bandets naturstridige spilleglæde men mildest talt også pga. de mange rørende billeder af cubanere i varierende grader af grådkvalt lykke over, at de endelig - som i ENDELIG - fik lov at opleve The Mighty Stones på øen derovre.

PRETTY MAIDS, "KINGMAKER", (Frontiers):
De har til alle tider haft svært ved at lave noget, der var dårligt. Denne her er således det stik modsatte - selv 35 år inde i karrieren.
http://steffenjungersen.dk/still-here-to-rock

ÅRETS TRAVESTI:

RITCHIE BLACKMORE'S RAINBOW, "Memories In Rock - Live In Germany", (Eagle Rock):
Jamen tillykke med det hér til alle dem, som har forlangt Ritchie Blackmore ud af trylleskoven og tilbage på rockscenen de sidste mange år! Sidste år overgav han sig så til kravene, og resultatet: Blandt andet dette livealbum, som bibringer begreberne "jammerligt" og "tarveligt" helt uanede dimensioner. Albummet tjener udelukkende til at understrege, at Blackmore simpelthen ikke gider det hér, så stift, automatisk og idéforladt spiller han. Og det hjælper selvsagt ikke på noget som helst, at bandet bag ham lyder som nogle, han samlede op i X-faktor studiernes affaldscontainere dagen før.