Hørt fra en udenlandsk talende herre på vej ud fra Amager Bio sent søndag aften:

"That was fucking beautiful!"

Så havde han på én gang sagt dét, der skulle siges, og samtidig ramt det berømte søm på det tilsvarende berømte hoved for så vidt angår Thin Lizzy udløberen Black Star Riders' koncert denne aften.

For smukt var det sgu'! Det er det jo nu engang sådan, det er, når gode musikere spiller gode sange godt, og tilmed gør det på en facon, så det synes at være endog meget svært for dem at skjule, hvor fedt de synes, det er at spille de sange.

Og en vis herre med residens et godt stykke under jordoverfladen skulle da også stå i andet, når de sange, Black Star Riders havde valgt at gøre os til gode med, var ni af de elleve sange fra deres glimrende "All Hell Breaks Loose" album OG ti af de talrige guldklumper, man kan hive ud af Thin Lizzys bagkatalog.

Hvis noget band overhovedet kan komme på tale til at videreføre arven fra de mægtige Lizzy, så er det nemlig Black Star Riders – og ikke kun Lizzys tidligere guitarist Scott Gorham (ham vender jeg tilbage til) er med i kapellet. Medguitarist Damon Johnson, powerhouse rytmegruppen Jimmy DeGrasso (trommer) og Marco Mendoza (bas) samt ikke mindst forrygende Ricky Warwick i front som sanger og rytmeguitarist spiller ganske enkelt salig Phil Lynotts gamle sange og deres egne mildest talt inspirerede numre med beundringsværdige lige dele loyalitet, ærefrygt og entusiasme.

Det er alt sammen – ja undskyld, så er vi der igen – "fucking beautiful" og regulært befordrende for vidtløftige feberfantasier om, at alt måske trods alt ikke er tabt endnu, livet stadig værd at leve og alt sådan noget ...

Foto: John Mortensson

"Bound For Glory"
Og hvis det startede småsløvt med en udgave af "All Hell Breaks Loose", som var lidt lunken – den nævnte lokalitet i titlen in mente – så brød helvede vitterlig løs, da Black Star Riders allerede i andet nummer satte i med Thin Lizzys stålsatte slagsang "Are You Ready".

Derfra var der ingen, der så sig tilbage, og de følgende små 100 minutter fløj af sted, selv for de af os – ahem! – som måtte erkende os motorisk udfordrede hér dagen efter julefrokosten på steffenjungersen.dk.

Men selv i den tilstand lykkedes det mig at tage nogle få tvivlsomme træk med træbenet sammen med min gamle ven Schmidt, da den mesterlige "Bound For Glory" som det femtende nummer ramte os. En sang, som på rekordtid er blevet dette webzines slagsang, og som en anden ven – oraklet fra Brøndby – hårdnakket krævede som nyt slogan på Sydsiden på Brøndby Stadion, nu vi var i gang.

Yep, det er sådan noget, god musik gør: får én til at føle, man er "Bound For Glory" – upåagtet hvilket humør man ellers er i.

Det er en efterhånden sjælden kunstart, der gør sådan noget. Den kunstart hedder "evnen til at skrive en god sang", og når førnævnte Scott Gorham – Great Scott i dén grad! – så tilmed lige vælger København til at sætte et par ekstra streger under, hvilken bragende dygtig og enestående rockguitarist, han er ...

... jamen for fanden da!

Om det var i BSR's egne sange eller Lizzy klassikere som "Emerald", "Massacre" og "Cowboy Song", spillede Gorham med en nerve, en følelse og en forståelse for dynamik og melodi, som kun vidner om én eneste ting:

Nemlig at der ikke findes vækkeure kraftige nok til at få de fleste andre guitarister til at stå tidligt nok op til at være med her. Det kan godt være Scott efterhånden er blevet 62 år, men han spiller simpelthen bedre end nogensinde.

Rigtig musik for rigtige mennesker, spillet af nogle rigtigt gode drenge. Mit hjerte hvad vil du mere!? Kom snart igen Black Star Riders – muligvis går det hele ad helvede til, men det går trods alt noget langsommere den vej, så længe man har bands som dette ...