Så-eh, velkommen til 2021, hvor en flok godt og vel 70 årige laver en rock’n’roll plade, der får deres 50 år yngre kolleger til at lyde, som om det var DEM, der har rundet de 70.

”Detroit Stories” er Alice Coopers 21. album som solist og det 28., hvis vi tæller de album med, der blev lavet som bandet Alice Cooper. Og der er sådan set ingen grund til at træde varsomt rundt om tarantelreden hér: Alice Cooper har lavet sit bedste album siden sit vellykkede heavyrock comeback ”Raise Your Fist And Yell” for 34 år siden, men var dén version af Alice ikke lige dig, skal vi 50 år (!) tilbage til ”Love It To Death” og ”Killers” for at finde noget, som er bedre end og/eller ligner ”Detroit Stories”.

Alice Cooper er vendt tilbage til rødderne. Til musikken, som den formede ham i fødebyen Detroit og hjemstaten Michigan, og for en gangs skyld tjener udtrykket ”tilbage til rødderne” i denne omgang ikke blot som endnu et sørgeligt eksempel på hipster og tech-generationens vedvarende devaluering af sproget.

BEFRIELSE, BUDWEISER OG BOURBON
Detroit i specielt de sene tressere og den første halvdel af 70’erne var vitterlig den ”Detroit Rock City”, Kiss hyldede for 45 år siden (ja, de fire Dyrups disciple fra New York City måtte også til Detroit, før nogen gad høre på dem). Det var denne by og staten Michigan, som dengang i USA definerede rock’n’roll for dem, der bare havde brug for opladning, befrielse, Budweiser og bourbon efter ugens strabadser. Efter en lang uge ved samlebåndene på bilfabrikkerne gav de hårdtarbejde folk i Midtvesten fanden i Californiens testikelmæssigt udfordrede countryrock og new yorkernes forkølede forsøg på at gøre avantgarde til comme il faut i rock’n’roll.

Byen og staten stod dengang fadder til - for at nævne nogle få - Mitch Ryder & The Detroit Wheels, Iggy Pop & The Stooges, Suzi Quatro, Ted Nugent (før han byttede sin forstand for en våbentilladelse), Grand Funk Railroad, MC5, Bob Seger, Brownsville Station og altså nogle utilpassede rødder, hvis sanger dengang som nu havde en vis forkærlighed for sort sværte omkring øjnene: bandet Alice Cooper.

Og så har jeg ikke engang nævnt byens Motown soulhjerte, som om noget var årsagen til, at rockbands fra Detroit og Michigan ofte spillede med et helt særligt swing og lige så ofte havde en intet mindre end klassisk melodiforståelse.

KNAS MELLEM TÆNDERNE
Det er dén by, dén stat, dén tid, den musik og dét hjerte, den musik havde, Alice Cooper hylder på ”Detroit Stories” – hjulpet af mange af de seje drenge fra dengang som bassisten Dennis Dunaway, trommeslageren Neal Smith og guitaristen Michael Bruce (fra det gamle Alice Cooper band), guitaristerne Wayne Kramer (MC5), Mark Farner (Grand Funk Railroad) og Steve Hunter (bl.a. A.C. og Lou Reed) og den fænomenale Motown trommeslager Johnny Bedanjek.

Foruden en hel del andre, bl.a. Joe Bonamassa på (endnu mere) guitar og Sledge søstrene Camilla og Debra som backingvokalister.

Fra det øjeblik albummet sætter i gang med en version af Lou Reed og Velvet Undergrounds ”Rock And Roll” så organisk, tør og lige på, at det knaser mellem tænderne, inden Bonamassa og Steve Hunters guitarklodser slår samme tænder ud, er der dikteret ensrettet musikalsk kærlighed ud ad Detroits hovedstrøg Woodward Avenue.

Turen fortsætter stort set uafbrudt femten numre frem med et formidabelt miks af basal rock’n’roll, old school hardrock og 60’er soul med enkelte stænk af Stooges-punk. Det hele afleveret med glimt i øjet og et stort hjerte venligst uddelt derfra, hvor selve musikkens sjæl residerer.

Det gælder de regelrette rocknumre som førnævnte ”Rock And Roll”, punkrockerne ”Go Man Go” og ”I Hate You”, hardrockerne ”Social Debris”, ”Hail Mary” og ”Detroit 2021” og en veloplagt version af MC5’s gamle ”Sister Anne”.

Andre højdepunkter er et nik over til de briter, som inspirerede de amerikanske bands dengang, med popsoul sangen ”Our Love Will Change The World” (i tæt familie med Monkees hittet ”Daydream Believer” – tro det eller ej!) og den brækplettede rendestensblues ”Drunk And In Love”.

”ALLE ROCKPLADER BURDE LYDE SÅDAN”
Alle pladser på dette Coopers triumftog er optaget af folk med en instinktiv fornemmelse for præcis, hvordan sådan noget hér skal spilles, Alice selv lyder uhyggeligt, som han gjorde for 50 år siden, og sluttelig har mesterproduceren Bob Ezrin sat i en lydmæssig scene, som jeg ikke kan beskrive bedre end én af mine gode venner gjorde i en sms forleden:

”Alle rockplader burde lyde sådan!”

Havde det ikke været for den velmente men i denne sammenhæng totalt malplacerede anti-selvmords sang ”Hanging By A Thread – Don’t Give Up” og den letkøbte, lovligt bevidstløse filler ”Shut Up And Rock” havde ”Detroit Stories” fået topkarakter.

Men trækker man de to fra, er der stadig tre kvarters topkvalitet tilbage. Så det går sgu’ nok.

Og er det ikke dét, vi alle sammen har brug for at få at vide i disse dage?

Jo, det går sgu’ nok!