”Det dér – det MÅ sgu da være det bedste coverband nogensinde!”

Så mange var ordene fra min sidemand, som – havde det ikke været for hans fremskredne alder – antog betænkelig lighed med en lille dreng, som havde fået netop den røde brandbil i julegave, han have ønsket sig, da bandet på scenen satte i med T.Rex’s ”20th. Century Boy”.

Og når det omtalte coverband var Hollywood Vampires med Alice Cooper, Joe Perry og selveste Joe Depp i spidsen for en vederkvægende vulkan af en rockaften, så var det bestemt ingen løgn.

Da d’herrer hyldede deres – med Coopers ord – døde, fordrukne venner i Horsens onsdag aften, skulle man have et musikalsk øre som Van Gogh i en brandert og et kendskab til rockhistorien som en dement ged for ikke at erkende, at man simpelthen var vidne til én af de bedste rockfester i nyere tid. Hvordan i alverden kunne det være anderledes, når Hollywood Vampires i løbet af små syv kvarter knaldede klassikere som The Who’s ”Pinball Wizard”, Bowies ”Rebel Rebel” og ”Sufragette City”, The Doors’ ”Break On Through To The Other Side”, Hendrix’ ”Manic Frustration”, Beatles’ ”Come Together”, Aerosmiths ”Sweet Emotion”, Motörheads ”Ace Of Spades” (yeah!) og standarden ”Train Kept A Rollin’” af sig på den måde, de gjorde det i Horsens.

Og så har jeg ikke engang nævnt udgaven af Fleetwood Macs ”Stop Messin’ Around” så idiotisk legesyg, at man vitterlig – som man stod der mellem Depps og Perrys strengeleg – kunne føre bevis for, at de dér tolv takter og tre klodser, som udgør ”the blues”, er det eneste, man har behov for.

Men det var dét med måden?

Well, måden var at spille den række rockklassikere med et så orgiastisk overskud og en så åbenlys spilleglæde, at disse klassikere får nyt liv. Og som de fleste vil vide, så er klassikere nu engang evigtgrønne og tidløse og BEHØVER sådan set slet ikke noget nyt liv.

Men det fik de alligevel i hænderne på Hollywood Vampires.

Med Cooper, Perry og Depp i spidsen er vi allerede ude i en konstellation mere cool end en isterningebakke på indlandsisen, men når de så bakkes op af Matt Sorum (Guns N’Roses), Tommy Henriksen på guitar og Robert DeLeo på bas – well, så er vi vitterlig ude i ”mit hjerte, hvad vil du mere” territoriet.

Når det er sagt, så havde en af mine venner ret, da han sagde, at ”der er mange stjerner på den scenen, men der er kun én legende”. Med adresse til Alice Cooper! Den 68-årige legende synger fremdeles forrygende, og han kom som sanger ikke til kort i én eneste af de ikoniske sange, han fortolkede denne aften.

Glæd jer til Copenhell hvor Coop møder op med sit eget materiale. Det burde næsten være forbudt at kunne levere SÅ godt, at kunne hygge sig SÅ gevaldigt og at levere med SÅDAN et overskud.

Hold da KÆFT en fest. . . og tak Alice og dét eventyr, der hedder klassisk rock, for det!