Okay, man skal aldrig føle sig hævet over at indrømme en seriøs fejltagelse. Og en sådan begik din koleriske pennesvinger, da jeg på baggrund af Black Stones Cherrys ”Magic Mountain” album for små to år siden afskrev Kentucky kvartettens som endnu et formularisk radiorock sammenrend på samme jordsøgende niveau som Nickelback.

Det var en brøler af betragtelige dimensioner, viste det sig tirsdag aften på det fine Aarhus spillested Train, da d’herrer ramte scenen med rasende afsæt og en stålsat intention om, at nu skulle de fandeme vise os, skulle de.

Det gjorde de så!

Der VAR ikke mange sange fra ”Magic Mountain”, hvilket trods alt nok signalerer, at jeg ikke var helt galt på den, da jeg afskrev dét album. Til gengæld var der masser af andre – gode – sange, og de blev afleveret med en besnærende entusiasme og en åbenlyst taknemmelighed for at spille for et publikum, som åbenlyst forstod dem, og som koncerten skred frem vedvarende og stedse mere højlydt hyldede dette helt igennem uprætentiøse foretagende.

ØJENHØJDE
Sjældent har jeg set et amerikansk band i dén grad være i øjenhøjde med sit publikum. Det hér var vitterlig vennerne på scenen, der ville deres venner i salen det bedste.

Så betyder det sgu mindre, at Black Stone Cherry mand for mand kun er lidt mere end middelmådige musikere. Med fine hårdtslående rocksange som ”Rain Wizard”, den nye single ”In Your Dreams” og fan-favoritterne ”White Trash Millionaire” og ”Blame It On The Boom Boom” tilsat inspirerede coverversioner af George Thorogoods “Bad To The Bone” og Motörheads ”Ace Of Spades” var det hér gedigen og ærlig arbejderrock for de af os, der kræver forløsninger før kunst, når vi går til rockkoncert.

Og var man ikke faldet for BSC allerede, vandt sanger og guitarist Chris Robertson min evige respekt, da han egenhændigt skammede en publikummer ud af salen, da denne råbte ”gay”, mens Robertson og guitarkollegaen Ben Wells netop var startet på den flotte og følte nye balladet ”The Rambler”.

De to afbrød resolut sangen, og Robertson sendte den formastelige på porten med ordene:

"Sådan noget pis gider jeg ikke høre på – og det har vi ikke brug for i en verden, hvor folk fuldstændig fucking vanvittigt slår hinanden ihjel på grund af tro og overbevisninger."

Så startede de sangen igen og spillede den til ende. I øvrigt en formidabel sang med de nær klassiske omkvæd:

”Turn your radio up when your heart breaks down.”

Glæd jer til den, når Black Stone Cherrys nye album “Kentucky” udkommer 1. april.

KOMFORTABEL SEJR
Men nu skal de fire amerikanere ikke have lov at rende med hele æren for, at det blev en fin aften i Aarhus. De havde nemlig inviteret danske Shotgun Revolution med som support, og dét var en inspireret indfald, i og med at d’herrer er præcis så uforstilte som BSC og kun vil og gøre én ting: spille deres Guns N’Roses-forelskede rock’n’roll, så splinterne flyver fra loftsbjælkerne på de spillesteder, de kommer frem.

Det er Shotgun Revolution bragende gode til, og de spillede en komfortabel sejr hjem foran et publikum, hvoraf størstedelen tydeligvis ikke kendte ”Constantly”, ”I Don’t Care” og ”S.O.B.” for blot at nævne tre af bandets gode sange.

Shotgun Revolution gik på scenen til larmende tavshed, som i løbet af tre kvarter ændrede sig til larmende begejstring.

Ingen af aftenens bands kan med nogen rimelighed beskyldes for at have genopfundet den dybe tallerken – endsige det ovalformede skærebræt. Det kan mine mere – ahem! – grænsesøgende kolleger sikkert få utidige grå stænk i hipsterskægget over, men vi er trods alt stadig nogle, som godt ved, at rock’n’roll ikke serveres af hverken tallerkener eller skærebrædder.

Næ, den serveres af ærligt hårdtarbejdende musikere og bæres af en sund og livsbekræftende kærlighed til de rigtige klodser. Og såvel Shotgun Revolution som Black Stone Cherry er fine eksponenter for netop de kvaliteter.